Læsetid: 4 min.

Disney undgår arabisk boykot

27. september 1999

Disney gav efter for Den Arabiske Ligas trusler om boykot på grund af udstilling, der fremstiller Jerusalem som Israels hovedstad

TEL AVIV - Den Arabiske Ligas udenrigsministre udtrykte i weekenden tilfredshed med Disney-koncernens forsikringer om, at man ikke betragter Jerusalem som
Israels hovedstad. På det ekstraordinære møde, som fandt sted i New York, hvor FN's 54. generalforsamling startede i mandags, aflystes dermed den foreslåede arabiske boykot mod Disney.
Striden drejer sig om en udstilling, den amerikanske mediegigant i forbindelse med årtusindeskiftet åbner i sit EPCOT Center i Florida 1. oktober. Marokko, Saudi Arabien og Israel er mellemøstlige repræsentanter blandt 40 lande, som præsenteres i hver sin udstillingspavillon i centeret.

Virtuelt Jerusalem
I den israelske pavillon, som Israel har sponsoreret med over 10 millioner kroner, var Jerusalem i udstillingens første udformning nævnt som landets hovedstad.
"Selskabet har helt tilsidesat arabiske følelser og alle FN-resolutioner imod opførelse af bosættelser på palæstinensisk land," hed det ifølge nyhedsbureauet Reuters fra Den Arabiske Liga, da dennes udenrigsministre for et par uger siden afsluttede det regulære halvårsmøde i Cairo. Man gjorde skarpt opmærksom på, at Jerusalem er et af punkterne på den forestående israelsk-palæstinensiske forhandlingsplan, og derfor ikke kan betragtes som hovedstad for den ene af parterne.
Disney svarede på kritikken ved at afvise nogen politisk bagtanke og at det aldrig havde været hensigten at lade Jerusalem fremstå som den jødiske stats hovedstad, men blot lade pavillonens besøgende komme på "en virtuel rejse gennem Jerusalem 3000 års historie."
Samtidig lovede man at ændre på udstillingen, hvilket dog i første omgang ikke var nok for Den Arabiske Liga, som med boykottrusler indkaldte til weekendens møde.
Det er ikke første gang, Disney vækker vrede i den arabiske verden. I 1993 måtte man trække filmen Aladdin tilbage, for senere at udsende en revideret version. En af førsteudgavens sangtekster beskrev Arabien som sted, hvor man skærer ørerne af folk, hvilket gav anledning til skarpe protester.
"Men det er første gang, Disney trækkes ind i en så klart politisk sag, for dét her drejer sig om andet end sårede følelser," siger Dan Shueftan, som underviser i mellemøststudier ved Haifas Universitet, til Information.

Irak
Den Arabiske Ligas irakiske formandsskab, som er det første siden Saddam Husseins invasion af Kuwait i slutningen af 1990, har i denne forbindelse påkaldt sig nogen opmærksomhed. Formandskabet går på omgang mellem de 21 medlemsstater og det palæstinensiske selvstyre.
Ved ligaens møde i januar forlod den irakiske delegation salen i vrede efter at forsamlingen havde afvist at fordømme den amerikanske blokade af Irak, så irakerne har ifølge analytikere kun ventet på en anledning til at give igen.
"Irak har en naturlig interesse i denne konfrontation,"fortsætter Dan Shueftan.
"Det er herfra, man prøver at gøre sagen politisk, og irakerne forsøger at bruge Disney-sagen som løftestang til at gøre opmærksom på sanktionerne mod sig selv."
"Derfor har denne sag i virkeligheden ikke meget at gøre med Jerusalem, som mere er et påskud. Isolerer man det rent politiske i sagen, kan man også se at det er så som så med enigheden. Kuwait, f.eks. var ikke sikre på at de ville deltage i en boykot."

Burger King
Sagen giver mindelser om 70'ernes arabiske boykot af Israel, hvor selskaber, som handlede med Israel udelukkedes fra arabiske markeder. Dette har man forlængst lagt bag sig, men forholdet gælder stadig for jødiske bosættelser på de besatte områder, hvortil Disney blev gjort opmærksom på, at Den Arabiske Liga også henregner dele af Jerusalem.
Den amerikanske fastfood-gigant Burger King måtte i sidste måned sande, at dette politiske forhold også er en forretningsmæssig realitet. En nyåbnet restaurant i bosættelsen Maaleh Adumim umiddelbart øst for Jerusalem blev lukket på ordre fra selskabets amerikanske hovedkvarter, som med beslutningen bøjer af for en arabisk trussel om boykot af Burger King på verdensplan.
Man kan heller ikke købe en fabriksny bil i Maaleh Adumim, som med over 30.000 indbyggere ellers må være forretningsmæssig interessant. Og selvom borg-mesterkontoret oplyser til Information, at man skam har "alle butikker, der er brug for i dagligdagen," indrømmes det herfra også, at ingen af de internationale kæder, som ellers sætter deres præg på israelsk detailhandel, har åbnet filial på stedet.

Vover ikke boykot
"For Disney er forholdet anderledes. Den arabiske verden har mere brug for Disney end Disney har brug for den arabiske verden," fortsætter Dan Shueftan.
"Derfor kom det aldrig til nogen boykot. Burger King gjorde det eneste rigtige, fordi der findes et alternativ - netop i disse dage har McDonalds åbnet to ny restauranter i Marokko! Men hvad Disney angår er der ikke længere blot tale om forretning, men om et stykke globalt dominerende amerikansk kultur af netop dén art, den arabiske verden har et kompliceret had-kærlighedsforhold til."
Dan Shueftan henviser til, at egypterne for ikke så længe siden forbød en amerikansk tegnefilm om Josef i Egypten på grund af det jødiske motiv og i sidste måned blev tre jordanske journalister arresteret da de kom hjem efter deltagelse i en fælles-arabisk delegationsrejse til Israel.
"Den intellektuelle elite i den arabiske verden er fjendtlig overfor vestlig kultur, især når den forbindes med noget israelsk, men er også klar over, at folket ikke vil leve uden. Derfor kom Disney-sagen ikke som nogen overraskelse, ligesom dens udfald var forudsigeligt. Det interessante er imidlertid, at hvis Disney fra starten havde afvist at ændre noget i EPCOT-udstillingens ordlyd, kunne de havde gjort det, og Den Arabiske Liga ville efter min mening have været nødt til at acceptere dette også. De tør simpelthen ikke boykotte Disney!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her