Læsetid: 3 min.

'Vi er dømt til døden'

8. september 1999

1.500 panikslagne østtimorske flygtninge har søgt tilflugt fra militser hos FN i Dili

DILI - Hovedkvarteret for FN-missionen i Østtimor (UNAMET) ligger på en nøgen bakkeskråning i udkanten af hovedstaden. Langt borte ser man tyk røg stige op fra landsbyerne i omegnens højdedrag.
Murene omkring den tidligere skole er forsynet med pigtråd, som imidlertid ikke yder nogen beskyttelse: De panikslagne mennesker, der har søgt tilflugt her, kravlede over dem uden besvær.
Børn løber rundt mellem bygningerne; de leger, græder og laver hatte af FN's plakater. Der høres spredt skydning og så pludselig en øredøvende maskingeværsalve. Børnene fortsætter deres leg uden at bekymre sig om det.
I alt befinder der sig ca. 1.500 flygtninge i skolekomplekset, de fleste kvinder og børn. De søgte tilflugt hos FN, da militserne nærmede sig deres landsbyer mandag aften.
Deres blikke rummer en ubeskrivelig frygt, når de ser på de omkring 200 FN-ansatte, der gør sig klar til at rejse.
En konvoj på en halv snes landrovere og minibusser forsynet med FN's logo holder i den overfyldte gård. De udenlandske 'forbindelsesofficerer' og politifolk i camouflageuniformer fra deres respektive lande, omfavner hinanden og trykker hænder. Nogle skal blive, mens andre tager af sted.

Syg om hjertet
De kommer fra bl.a. Rusland, Mozambique, USA, Senegal, Thailand, Nepal, Australien, Egypten og Pakistan.
"Folk her er usædvanlig tiltalende," siger en senegalesisk officer. "I betragtning af de lidelser, militserne udsætter dem for, synes jeg, de har udvist et ekstraordinært mod. Det gør mig syg om hjertet at tænke på, at vi er ved at overlade dem til deres skæbne."
Deres østtimoriske tolke (mere end hundrede) tager afsked fulde af bitterhed. De og deres familier er militsernes foretrukne mål. En af dem græder stille:
"I morges talte jeg med min familie, som bor to kilometer herfra. Deres skrig gav genlyd i telefonen, og samtidig hørte jeg skud, og så - ingenting. De er sikkert døde alle otte."
Hans kone, som står ved siden af, hulker ubehersket. Hun kaster sig frem mod UNAMET's talsmand, David Wimhurst, som forlegent forklarer, at han ikke kan gøre noget.
En anden tolk ringer panikslagen til FN. Han har barrikaderet sig i sit hus, som er belejret af militsfolk og soldater.
Wimhurst ringer til det indonesiske politi og bønfalder dem om at gribe ind, men han ved godt, at politiet selv samarbejder med militserne.

Journalisterne stak af
De journalister, der forsøger at få et interview med ham, får næsten altid det samme abrupte svar: "Jeg har ikke tid," hvorefter han afbryder forbindelsen.
I hans kaotiske kontor ligger flere hundrede visitkort hulter til bulter mellem resterne af et måltid: Dem har han fået af de journalister, som kom for at dække folkeafstemningen den 30. august, men nu er taget af sted af frygt for deres sikkerhed. Wimhurst, der opfordrede dem til at blive, har svært ved at skjule sin foragt.
Når han en sjælden gang har en pause, lægger han sig på to skoleborde, der er stillet op ved siden af hinanden. Han falder øjeblikkeligt i søvn med armene over kors uden at ænse de mange journalister og FN-ansatte, der opsøger kontoret for at forsyne sig med frisk vand og kinesiske nudler.
Når timoriske børn forsøger at komme ind for at fylde en tom vandflaske, lægger en årvågen FN-ansat sig imellem. Flygtningene må kun komme i skolens store sal; de, der ikke er plads til her, fylder gange, gårde og blomsterbede. De fleste har medbragt gryder, som de bruger til at koge ris i. FN-ansatte og journalister får udleveret franske eller australske overlevelsespakker, men lagrene af dem bliver mindre og mindre.
FN ikke supermand
En timorisk flygtning betragter med forstenet ansigt FN-konvojen, som sætter sig i bevægelse mellem pigtrådsbarrikaderne, bevogtet af indonesisk militær.
"Jeg troede, at FN var en slags supermand, som aldrig ville lade sig ydmyge af indoneserne på denne måde," siger han. "De skulle aldrig have stolet på den indonesiske hær. De skulle have sat fredsbevarende tropper ind fra begyndelsen. Og se nu, hvordan de tager af sted og overlader os til vores skæbne. Fordi vi har arbejdet for FN, er vi dømt til døden."
"Det var tåbeligt at komme her uden midler til at forsvare os selv," brummer en canadisk politimand. En kollega fra Malaysia, som bliver spurgt, om han i det mindste ikke har et våben til selvforsvar, roder længe i sine lommer og fremdrager så en schweizisk lommekniv med mange blade.

© 1999 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Leder på forsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her