Læsetid: 6 min.

Dyrenes danske ligestilling

11. september 1999

Intermetzo

Endnu en dansk forening, jvf. redaktør Rehlings glimrende præsentationsartikel i tirsdags-Information, har set dagens lys. Dansk Kultur kalder den nye forening sig selv. Vistnok i fuldt alvor.
Angiveligt skal de stiftende personligheder med Bredballe-præsten Rolf Slot-Henriksen i spidsen stå fjernt fra den berygtede, direkte fremmedfjendske og for adskillige medlemmers vedkommende facistoide: Den Danske Forening.
Dansk Kultur er blot født i bekymring for, hvad det hele skal ende med for dansk kultur. Dansk Kultur havde dog visse fødselsvanskeligheder erklärungsweise, idet én af de nyslåede bestyrelsesmedlemmer måtte æde en temmelig fremmed- - læs islamisk- - fjendtlig erklæring i sig igen. Det selvfortærede nonsens betyder dog næppe at de pågældende synspunkter ikke ejer rum i den nye forening og peger i retning af en eller anden form for ønske om sanktioner mod folk af den islamiske tro.
I den forstand kunne denne nervøsitet, som altså dæmpes for ikke, at den skal ligne tidligere mere markante xenofobier, og hvis man skal være flink, minde om de tidlige grundtvigianeres nationalkulturelle uro over katolikkerne. Hvis man skal være mindre flink, minder holdningerne også om den kulturelt argumenterede antisemitisme i det danske samfund omkring og efter århundredeskiftet til op til Anden Verdenskrig.

Nu er det islamiske tema altså dæmpet noget ned. Dansk Kultur siger bl.a.: "Al mad er ren for os: svin, ko, hare, rejer, røde pølser eller kylling, med mindre den har salmonella. Det er dansk kultur!" Hvilket jo må betyde, at anden mad ikke er dansk kultur.
"For os er alle lige, kvinder og mænd, troende og ateister, for alle er skabt lige af Gud. Også alle dyr er lige. Hunden, grisen, kaninen og katten er lige så god som hønen eller kalkunen. Vi elsker hunde og katte, for hunden er trofast, og katten er kælen og afslappet ligesom Garfield. [Garfield er parentetisk bemærket amerikansk og skide usympatisk, klummistens bemærkning.] Hunden er vores bedste ven."
Det med de lige dyr tolkes af BT - utvivlsomt korrekt - som en slet skjult hentydning til Islam, hvor man jo - akkurat som i jødedommen - har en bestemt opfattelse af, hvilke døde dyr man risikofrit kan putte i hovedet og hvilke nixen bixen. Gris og skaldyr er, som de fleste ved, ikke sagen. Slet ikke gris.
Det minder i øvrigt om en af de gamle jødehistorier, den om Schmul, der kommer ind hos den stedlige høker, og siger:
"Jeg vil gerne havde den fisk, der hænger deroppe."
Høkeren svarer:
"Hvad mener du med det. Den kan du da ikke få."
Men Schmul gentager:
"Jeg vil have den fisk deroppe!"
"Det kan da ikke nytte noget," siger høkeren, "det ved du også godt!"
Schmul insisterer:
"Giv mig så den fisk!"
Høkeren svarer:
"Jamen, det er jo ikke en fisk, det er en skinke!"
"Hør nu her," svarer Schmul, jeg er ligeglad med, hvad fisken hedder, bare giv mig den!"

I øvrigt er det jo også noget vås, at alle dyr også er lige - og som om menneskene er lige, uanset hvem der så har skabt dem! Det er næppe sandsynligt, at den gode Slot-Henriksen efter den stiftende generalforsamling i Dansk Kultur serverede farseret hugorm garneret med syltede skovmyrer for sine ligestillede danske medstiftere. Eller for den sags skyld hestebøf, som kun et fåtal af danskere ifølge indhentede slagterkommentarer bryder sig om at sætte guldtanden i.
Helstegt hund skal være en stor delikatesse, hvilket Kina-farere forsikrer om, endskønt overvindelsen inden nedsvægelsen for flere var forbundet med sjælekval og efterfølgende mareridt om kølige små hundesnuder og bedende vovseøjne. Kun ved af al magt at tænke på noget andet lykkedes det en af disse gæstekinesere at indtage de tilbudte stykker slange i sort bønnesuppe. Vedkommende tænkte på røget ål, hvilket ikke var nogen hjælp. Dyrene er sgu da ikke ligestillede i dansk madkultur.
Såfremt Dansk Kultur udviser disse reflekterende evner i foreningens kommende virksomhed, må det nødvendigvis komme til scener, hvor tolerancen stilles på prøve:
"Velkommen til generalforsamlingen, hvor vi efter foredraget om dansk madkulturs enestående ligestilling af dyrearterne, serverer kogt gravhund til kaffen! Fidos efterladte madskål går bagefter rundt som raslebøsse til indsamling af midler til udbredelse af vor nye forenings ligestillede tankevirksomhed."

Ifølge pressereferaterne dansede formanden på en knivsæg, idet de fremmødte kulturaktivister helst ville snakke om islam og pigernes tørklæder, som det på det seneste er blevet så moderne at opfatte som den store trussel mod den frie forlorne hare og uhæmmet national alsang i brun sovs.
Formanden, der på den baggrund givetvis vil komme til at opleve turbulens og fraktionsdannelser, forsøgte at definere sin forening positivt og fremhævede alt, hvad danskerne holder af. Hvad er det nu, dét er, foruden den mad, der i stigende grad lykkeligvis er prægets af vore nye landsmænd og -kvinder, kinesere, tyrkere, italienere, indere, osv.?
Jo, de danske haver (!) sagde formanden. Det var satans tænker én og anden. Mener han mon sommerhusenes frimærkegrunde, hvor mand og viv skiftevis tager en tur med motorplæneklipperen, så gråssenollikerne ligger gispende tilbage med tæerne i vejret, og støjen i sommerlandet er som efter en halv eskadrille F-16-jagere? Dansk Kultur i danske haver.

Det er sjovt nok at den slags nationale initiativer altid først og sidst kredser om Gud. Som om Gud ikke er revnende ligeglad med, hvordan han dyrkes, og om pigerne har tørklæde på eller spiser flæskesvær.
Og så altså om mad. Gud og mad. Dansk mad. Nationalidentiteten aflejret i tarmsystemet. Akkurat som Brøndbyernes borgmester, der vil tvinge små muslimske børn - og jødiske med må man vel formode - til at spise sundt, fedtholdigt dansk svinekød, hvis det vel at mærke er Kjeld Rasmussens kommunekasse, der skal spendere. At de små muslimers og jøders forældre også betaler, overses i det store regnskab. For integrationens skyld, forstås, hvilket fik Arne Melchior til at fastslå, at borgmesteren har hul i hovedet.
Bevisbyrden for det modsatte påhviler fortsat Kjeld Rasmussen.
På samme side af Information hin tirsdag læste man by the way, som man siger på et af indvandrersprogene, en interessant notits om, at danske kostvaner efterhånden ikke mere er så danske, som de danskeste danske hævder, hvilket igen kan betyde at københavnerne en skønne dag måske får udsigt til at leve lidt længere og ikke som nu i tide og især utide kreperer i store bundter af druk, røg og overdådig fedme og vel at mærke årtier før andre storbysbefolkninger i Europa.
Det er da værd at tage med, når man nu er så forhippet på at slå på tromme for dansk kultur i Dansk Kultur.

Selvfølgelig skal Julen også lige have en på go'da'en af Dansk Kultur. De vil udgive et hæfte med julelege og salmer, så Julen ikke bliver glemt, hvilket alle med erindring om julemånedernes åbenlyse juleløshed sikkert kan indse, at Julen er i overhængende fare for at blive.
Det er også sjovt, at Dansk Kultur ikke har så meget at tilføje om alt det andet i denne omstridte kultursektor, som blandt andet også består af kunst og litteratur og den slags.
Men det er måske, fordi det meste af større værdi i sidste ende kommer ude fra og kun er blevet dansk, fordi der var nogle højst udanske danskere, der syntes det kunne være en ide at rive blikket væk fra navlen, spejde over hækken, æde af de forbudne frugter på den anden side af hegnet, slå i bolledejen, skide på dansk kultur og bidrage til en sundere national peristaltik.
Det allermest charmerende ved Dansk Kultur er, at disse folk gerne vil fremstå som pæne mennesker.
Så hellere Krarup og Kjærsgaard, omend vore fælles guder måtte skåne én for valget.
Amen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu