Læsetid: 3 min.

Fælles - for en stund

1. september 1999

At starte et kollektiv kan være en idé, hvis man savner en familie, mens man studerer

(2. SEKTION - Studiestart)
Den over 200 kvadratmeter store herskabslejlighed på H.C. Andersens Boulevard i midten af København har nok aldrig været så rodet og spartansk møbleret.
Men der har nok heller aldrig boet seks unge mennesker på een gang. De tilsvarende lejligheder på salen ovenpå beboes af henholdsvis et ældre ægtepar og en ældre mand.
"Hvis vi havde vidst, hvor bøvlet det var, var vi aldrig begyndt," konstaterer Kurt.
Han og de fem andre har set på et utal af uegnede lejligheder og har ført mange, lange og frustrerede telefonsamtaler med forskellige instanser. Men nu kan de til gengæld kalde sig eksperter i ejendomshandel.
"Nu har vi fået erfaringerne: Ejendomsmæglere og kreditforeninger er de mest kolde røvhuller. Man skal sørge for at få både en god advokat, man kan stole på, og en bankrådgiver til at stå for det økonomiske."
De overtog lejligheden midt i april, men købet er endnu ikke gået igennem. 100.000 kroner havde de via ejendomsmægleren fået lov til at sætte i stand for.
Men nu, hvor den nye bordplade i køkkenet og forbedringer for i alt 70.000 kroner er på plads, får de at vide, at de sandsynligvis selv skal betale.
Ellers går det godt. Det har været et ønske for dem alle at bo sammen med andre. Men ikke på kollegier, hvor naboen er tilfældig.
"Når man har købt en lejlighed sammen, har man en større ansvarsfølelse og er mere interesseret i dem, man bor sammen med. Og så er det ens eget," siger Kurt.

Psykologiske tests
Det var Ida og Anders, der startede det hele med en annonce i Den Blå Avis. De søgte to mænd og to kvinder til at starte et bofællesskab. Telefonerne kimede og der var samtaler.
"Vi brugte psykologiske tests. For eksempel spurgte vi, hvilke tre aviser de ville vælge. Det var mest for sjov, men det giver alligevel et indtryk, og dem, det blev, havde alle sagt Politiken, Information og Weekendavisen," fortæller Anders.
Der står ikke navn på mælken til kaffen, og leverpostejen er også fælles. Toiletpapir og tandpasta går på fælleskontoen, og en madordning til hverdagene skal i gang efter ferien. Rengøring går på skift, og glemmer man, giver det penge i bødekassen og tab på karma-kontoen.
Der er ikke så meget med 'mit værelse' og 'mine ting'. Anders' værelse fungerer som telefonboks, Kurts er jukeboxen, og Idas værelse giver adgang til 'vores altan'. I fællesstuen er fjernsynet ikke sat til. Til gengæld er bob-spillet tit i brug.
Fællesskabet rækker langt, men ikke ret langt ind i fremtiden. Andelsboligformen gør det lettere at rykke ud, når studierne slutter og familielivet starter.

Den ægte familie
For 58-årige Kristian Riis var det en erstatning for familielivet, der blev søgt i 70'ernes kollektiver. Han var medstifter og leder af Kokoo - en afdeling i Huset i Magstræde i København for formidling og rådgivning af kollektivister.
"Dengang var det for livet. Kollektivet skulle danne den ægte familie i modsætning til ensomheden bag ligusterhækken. Vi delte hele husholdningen med fælles mad hver dag og ansvar for hinandens børn. Hvor bofællesskaber i dag mest er fælles bolig i en periode, og så aftaler man fra gang til gang de ting, man derudover vil være fælles om," siger Kristian Riis.
Han bor selv i parcelhus i dag og har siden de glade 70'ere skrevet artikler om, at børn har brug for biologiske forældre. Men han kan varmt anbefale boformen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu