Læsetid: 4 min.

Fællesskab med ritualer

15. september 1999

At være fodboldfan er at dyrke vanen og vildskaben i en skøn forening

Supporter
De sidste seks år har Thomas Andreassen fulgt FCK i tykt og tyndt. Lige meget om det er en træningskamp mod et polsk andenrangshold eller en udekamp i Vejle, er han klar til at rykke ud for det hold, der benævner sig byens hold.
Thomas er et inkarneret medlem af den selvstændige fanfraktion Cooligans, der er langt mere trofast end de ofte troløse fodboldspillere med lønninger i direktørklassen.
Med lidt mismod i stemmen fortæller han om en udekamp mod AaB, som han missede i forårssæsonen.
Fanklubben Cooligans blev dannet i 1994, kun tre år efter at FCK fik sin debut i Superligaen, efter en fusion mellem KB og B1903. Medlemmerne i Cooligans er meget løst organiserede. Man kan ikke blive medlem, men kun føle, at man er med i gruppen af fans, der udover at mødes på værtshuset Søhesten efter kampen, også dyrker samværet ved at stå på det samme sted på tribunen ved alle hjemmekampene. Ingen ved, helt præcist hvor mange Cooligansmedlemmer der findes, og det er da også meget forskelligt, hvor mange gruppen kan samle, når FCK spiller.
"Vi kan være alt lige fra 280 mand, når vi møder Brøndby hjemme, til en busfuld, hvis turen går til Jylland," siger Thomas.

Et socialt netværk
FCK har udover en stor officielle fanklub også mange andre underafdelinger, som blandt andet tæller Cooligans.
"Derfor er det vigtigt, at vi står der, hvor vi står, og at vi har vores egne sange, som kun os i Cooligans synger med på. På den måde kan vi distancere os fra de andre, men samtidig være en del af fællesskabet," siger han.
Meningen med sangene er, at det selvfølgelig skal styrke fællesskabet, men de er også ofte fyldt med humor.
"Det kan være lige så fedt at synge en sang, der får dem, som står omkring os, til at skraldgrine, som at hovere over det andet hold," siger Thomas, der mener det hårdeste ved at være fodboldfan er vinteren, når fodboldsæsonen holder pause.
"Men så er det også ekstra fedt at komme tilbage på den faste plads efter en lang pause, hvor du kender alle dem, som står ved siden af dig. Det føles lidt som et stamværtshus. Efter kampen glider man måske på Søhesten (værtshus på Østerbro). Mange af de folk, som man bare har stået og set fodbold med ender med at blive ens venner på et eller andet plan. Måske i en arbejdssituation. For fanklubben er et udbygget socialt netværk," siger Thomas, der med sit
skulderlange hår mere minder om en typisk rockmusiker end en fodboldfan.

Ikke rigtige fans
For Thomas var det ikke helt tilfældigt, at det blev fodbold, han kastede sig over. Men måske kunne det også have været noget andet. For ham er fællesskabet og kammeratskabet nemlig det vigtigste. Oprindelig fra Amager, men tanken om at holde med Fremad Amager ligger ham meget fjern. Thomas har nemlig aldrig hverken spillet fodbold eller set fodbold, før han begyndte at se FCK's kampe. Det at holde med FCK er derfor mere en del af hans identitet som københavner.
"Jeg er københavner med stort K, måske tilføjet et F-C. Men måske handler det mere om, at jeg er et storbymenneske. Jeg kunne sagtens forestille mig at bo i Amsterdam og holde med Ajax, i London og holde med Chelsea eller i New York og se amerikansk fodbold."
Han sammenligner det at gå til en fodboldkamp med at se en koncert.
"Når man ser en koncert, varer det cirka to timer, du står op drikker en masse øl og møder alle vennerne. Som regel bliver man hængende bagefter. Sådan er det også til fodbold. At se fodbold handler simpelthen om at få et slag på inputtet sammen med nogle mennesker, du godt kan lide."

Stammeritualer
Thomas er vant til at blive mødt med fordomme om den typisk fodboldfan. Fyren uden arbejde, der søger tilflugt i fanklubben for at få en identitet. Der er dog mange forskellige typer blandt medlemmerne i Cooligans. Her finder man både den smarte rocksanger, tv-journalisten, den studerende, håndværkeren og den selvstændige erhvervsdrivende.
"Vi samles på tværs af sociale skel, selvom vi ikke har nogen ekstreme højreorientede. Men der er da en del autonome med i klubben," siger Thomas, der tror, at medlemmerne politisk ligger fra midten ud til det mest ekstreme venstreorienterede.
"Men politik har ingen betydning, når man er sammen om fodbold. Selvfølgelig kan vi snakke om politik, specielt når det er oppe i tiden i forvejen, men primært handler snakken dog om fodbold," siger Thomas.
Han understreger, at der ikke er nogen emner, som er forbudt, når man ser fodbold. I Cooligans er medlemmerne aldersmæssigt mellem 20 og 40 år og kun mænd, det blev bestemt fra begyndelsen. Selv er Thomas i begyndelsen af 30'erne.
En af de ting ved fodboldfankulturen, som kan være svært at forstå for udenforstående, er ritualer, der kan minde meget om primitive stammeritualer. Thomas ser ritualerne som en af de ting, der gør det ekstra fascinerende at være fodboldfan.

Udbrændt
"Hvis jeg til daglig opførte mig, som jeg gør til fodbold, er jeg bange for, at der er nogle, som ville ringe efter en vogn og få mig kørt væk. Med fodbolden får jeg virkelig nogle ting ud af kroppen. Det kan være glæde, men det kan også være nogle skjulte aggressioner. Efter en kamp kan jeg godt føle mig udbrændt som, hvis jeg har dyrket god sex. På den måde bliver det at være fan også noget mere end at have det sjovt med vennerne. Det bliver en mulighed for at overskride nogle grænser, jeg ikke overskrider til hverdag."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu