I sine nye digte løfter Niels Lyngsø uanstrengt arven fra Inger Christensen og Per Højholt
Poesi
Klaus Rifbjerg udgav i 1963 en digtsamling, hvis omslag, når man så det tæt på, bare lignede sandskorn. Men anbragte man bogen på tre meters afstand, fremstod et rastet kvindeansigt. Heraf værkets titel: Portræt.
Med Niels Lyngsøs tredje digtsamling Force majeure forholder det sig på lignende vis. Omslaget er sort, som døden, eller som verden set af et foster. Men hovedparten af de 66 tekster spreder sig på siderne - som bregner og myggesværme. Holder man bogen ud i strakt arm, skuer man i stedet en vase, en megafon, et smilende ansigt, en vagina og en rapand - eller skulle dén side monstro forestille et æg, nanosekundet førend en heldig sædcelle trænger ind?
Motivisk kredser bogen i hvert fald om eros, fødsel, kropsvækst og død. Der tilstræbes elementær poesi, langtfra nem at tilegne sig, men elementær i den forstand, at Lyngsø bevæger sig i fundamentale erfaringsområder, i et forsøg på at sammenskrive hvad vi kunne kalde 'det menneskelige' i både stort og småt, med naturens og universets fine formdannelser. Ikke for ingenting associerer man ofte til Klaus Høecks poesi.
Valgslægtskaberne
Lyngsøs åbent erkendte digteriske valgslægtskaber hedder dog Per Højholt og Inger Christensen. Førstnævntes to poetikker kan siges at være repræsenteret i omslagets sorthvide strenghed. Sidstnævntes mesterværk det (1969) har leveret det magiske tal 66. Derudover er så begges skrift, via to velanbragte citater, indflettet i Lyngsøs på én gang elegante og inderligt fortænkte strukturer.
Per Højholt er med, fordi hans praksis kredser om det tomme, det åbent forskelsløse. Digtningen opfattes hos Højholt som en gerning tæt på ordløsheden selv, det mystiske mørke, der på samme tid er tilværelsens under, dødens larmende tavshed og digtets magiske mellemrum fra det ene ord til det andet, samt - på et filosofisk plan - springet fra sprog til verden. Modsat er Inger Christensen med, fordi hun i sin senere poesi, dvs. alfabet (1981) og Sommerfugledalen (1991) mediterer over ligedannethederne mellem mennesket og naturen, enheden mellem sprog og verden.
Hvor Højholt cirkler om hullerne og lystigt lader ordet udspringe af nul, udforsker Inger Christensen de mangfoldigt nuancerede labyrintstrukturer, der forefindes såvel i det skabte som i vore selvskabte benævnelser deraf, altså i sprogenes plapren, og smukkest, mest fortættet, i poesien selv.
Fra fødsel til død
Lyngsø forsøger mao. at spænde over modernismens grundparadoks i en poesi, der på én gang vil være selvkredsende og nysgerrigt verdensvendt, på én gang fragment og labyrint. Resultatet er særdeles krævende læsning, her må man mobilisere både øje og øre. Man pendler mellem at tænke så det knager, og sansende give sig hen til ordenes magtfulde musik.
Som holdepunkter midt i det tomme og hvilesteder i labyrinten fungerer to tekst-spor, der skydes ind mellem de svævende figur-konstellationer. Dels kasseformet 'prosa' i ægte 90'er-stil, bestående af komprimeret fortælling, dels tre forbundne sæt danteske terziner, der bejubler en erotisk oplevelse.
Det første spor søger udad i den historiske realitet, det andet indad mod mødet mellem to elskende kroppe: "Planeter er vi ikke: Ingen viden/ku' forudsige," siger han, "vort møde./Og det var usandsynligt hele tiden/at vi sku træffe sammen i det øde."/Hun sir: "Men vores sammentræf vil gløde/som blod indtil vi tælles blandt de døde/og videre i dem som vi skal føde."
Samtidig demonstrerer de tre slags digte i bogen forskellige måder at åbne og lukke teksten på. Kasserne er afsluttede og ender da også pænt med punktum. Terzinerne tager hinanden i hånden, som et møbiusbånd, uendeligt kredsende. Og figurdigtene holdes åbne, nogle gange uden stort bogstav, og altid helt uden brug af tegn, foroven og forneden, således at læseren kommer i tvivl om, ikke bare hvordan, men også helt enkelt hvorfra der skal læses.
Et landskab af ord
Denne tvivl gør bogen besværlig, for nu ikke at sige umulig, at komme rigtig på højde med. Associationerne myldrer som fluer i en kokasse. Konklusionerne drysser ud af hovedet på én som sand fra en sommersandal. Man svinger mellem kedsomhed og pivåben opmærksomhed. Man farer vild mellem ordenes buegange, men man bliver ved, fordi man konstant hører en stemme, der kalder.
Imponeret bliver man, indimellem taknemmelig. "Et landskab er en tilstand i sjælen," sagde i symbolismens dage den schweiziske digter Amiel. Johannes Jørgensen tog det til sig som et poetologisk mantra, og Niels Lyngsø citerer det i sin bog, der selv er et landskab for læseren at gå på vandring i:
Violette og vidtstrakte
sletter
solen så fjern og fuldstændig
stilhed et landskab
er en tilstand i sjælen
som blandes med andre sjæle
i søer så dybe og stille
som sort diamant
Man noterer sig her med tilfredshed, at Niels Lyngsø har lagt mærke til Det Kongelige Biblioteks nye bygning på Slotsholmen. Andre steder lignes digtets landskab med en ørken, uden at læsningen af den grund føles som nogen ørkenvandring, eller en hud beskrives som et delta af rynker - typisk for Lyngsøs særlige blanding af postmoderne fragmentering og syntesestræbende universalromantik.
Sådan er det
Hvorfor hedder værket Force majeure? Vel sagtens fordi det langs alle sine krøllede veje kredser om det, der spolerer retlinet tænkning og færdige planer. Eksistentielt er bogen at opfatte som en frygtsom lovsang til det, der overvælder os, alt der, der vokser og virker efter egne, i sidste ende uudgrundelige love, som når lysten besætter én og døden bortriver en anden, og som når vi med måbende ansigt følger skyformationers skiften på himlen.
For lyset risler skyerne
tager sig sammen og
dybt i træernes årer
svømmer en fisk der er død
om natten og ingen
skal sige nu hvor
lyset dæmper sig
myggesværm stiger
at det er sådan
men det er det
Karakteristisk for denne sekvens er ikke kun sammenskrivningen af elementer (luft, ild, vand, jord), men også skreddet fra sang til refleksion over sproget. Digtet synger om verden, men tænker samtidig over sig selv.
Ingen skal komme og sige, at Niels Lyngsøs myggesværme af ord bliver nemme at få hold på. Hans digteriske metode bevirker, at teksterne nok for en tid vil undslippe jagt med de gængse analytiske fangstredskaber. Trækker man vod i hans værk, forsvinder hans digte som sølvglitrende småfisk. Men mørket og tilværelsens tyngde, sat over for kærligheds lethed og lys, dén spænding kan fornemmes af enhver.
*Niels Lyngsø: Force majeure. Digte. 95 s. 175 kr. Borgen
