Læsetid: 3 min.

Farveglad messe

18. september 1999

Kunstmessen FIAC i Paris er klar til det 21. århundrede

Kunst
Når man sætter sig tilrette i fletstolene i en kitschmexikansk kunstcafé i et hjørne af årets store kunstmesse FIAC i Paris, og lytter til uendelige lange franske debatter om kunstens vilkår, kan man med ømme fødder konstatere, at FIAC omsider er på vej mod år 2000.
Messen er rykket bort fra bymidten, hvor den i mange år holdt til under Grand Palais's kuppel, men også fra Seinebreddens Quai Branly, hvor kunsten handledes under teltdug. Nu er springet taget ud til det store messeområde ved Porte Versailles, hvor de 182 gallerier fra 25 lande i årets FIAC, har sat hinanden stævne samtidig med at ni IT-messer løber af stablen i de andre haller.
Beton - og jernkonstruktionen, som man har over hovedet og kan beskue, når man hæver blikket fra overfloden af kunst, er Paris' omfaldsvej, som skærer sig midt gennem messeområdet, med en lydløs og uendelig strøm af biler og lastbiler: Velkommen i nutiden.

Udsyn og åbne hjørner
Der handles stadig Picasso og Matisse, i de tunge gallerier fra Frankrig, Tyskland, Schweiz, USA, som genfortæller århundredets kunsthistorie fra kubisme og surrealisme til abstraktion. Men selv her synes flytningen at have bidraget til, at der er støvet af og ryddet op, der er mere plads, standene er glimrende disponeret med udsyn og åbne hjørner, promenaden bliver behagelig, nyklassikere som Basquiat i Galerie Navarro sælges ved siden af den blandede landhandel hos Daniel Templon, hvor man kan få alt fra Alberola, og Burens striber over Eric Fischl til Dinos & Jack Chapman. Der er ikke mange af de store gallerier, der har satset på separatudstillinger.
Man kan fra ikke mindre end 11 gallerier erhverve sig en Viallat, hans svampeforms-stemplede malerier, fra Support-Surface tidens glansperiode i tresserne, fås også i helt nye udgaver.
Og egentlig repræsenterer de messen meget godt i sin helhed: Overfladens alvor, eller en leg med det overfladiske, hele messen synes præget at en Matisagtig farveglæde. Det er ikke mere de mørke tyske malere, man møder igen og igen, der er pludselig ganske få Lupertz- eller Penckmalerier, mens Philippe Cognée- eller Alechinskymalerier til gengæld blomstrer på utallige vægge.
De nye lokaliteter indbyder også mere indlysende til, at de forskellige 'afdelinger' på FIAC skiller sig klart ud. At cafeen under motorvejen er mexikansk inspireret, skyldes at det i år er Sydamerika, der er æresgæst - en tradition der indledtes i 1989, hvor det var Danmark, der var inviteret.
Der deltager over 30 gallerier fra ni sydamerikanske lande, fra Argentina over Cuba til Venezuela, med sværvægterkunstnere som Botero og helt unge og ukendte i international stil, og ferniseringsaftenen genlød af panfløjter, tangoer og samba.

Særegen munterhed
Men især synes både fotoafdelingen med ni udvalgte gallerier og den 'unge' afdeling Perspectives med 13 gallerier at være godt på plads i bogstaveligste forstand i messens midte. Dermed er samtidskunsten endelig placeret oplivende centralt. Overalt synes der at være en særegen munterhed tilstede, glæde og overflade, et blondemotiv dukker uventet op hos vidt forskellige kunstnere som i Kiki Smiths Black Snow, eller Fabrice Langglades poetiske blondetæppe, der skriver højsangen i silikone (Galerie H.S Steinek), eller Yolanda Gutiérez's luftige hønse- og fiskenets brud (Espace d'Art Yvonamor Palix). Der er humor, måske en slags desperat ironi, i Erwin Wurms fotos, præsenteret af adskillige galerier, hvor mennesker har hovedet i muren eller er absurd placerede på fortove eller hos de udstoppede dyr hos Emmauel Perrotin, der glor på video, og som galleriejeren selv har stillet op for at muntre publikum op (galleriejeren som kunstner?), eller Joël Hubaults fetichist-monokrome foto-installationer - her i hvidt med sygeplejerskesex, hos Galeri Agnes B.
Skulpturerne har fået plads - måske for meget plads til helt at fylde rummet - i en hal for sig selv, hvor Erik Dietman udstiller store computerudregnede broncebamseskulpturer, men hvor den helt fine oplevelse er Pablo Reinosos les Menines à l'horizontale, en slags rumlig dekonstruktion af Velasquez's berømte maleri, som ånder og spejler.
Der er stadig mange af de store galerier, der forlod FIAC for nogle år tilbage, der ikke har ønsket at satse på denne nye, langt luftigere og mere professionelle udgave.
Fra Danmark er der kun Galleri Moderne fra Silkeborg, der har hele tre stande Cobra og Carl Henning Petersen.
Men i al fald er formen nu klar til, at den 26 år gamle kunstmesse man for et par år siden betragtede som havende udlevet sig selv, igen har muligheden for at blive attraktiv for det internationale kunstmarked.

*FIAC, Pavillon du Parc de Paris, Porte de Versailles, 15-20 september

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her