Læsetid: 3 min.

Fedterøve

24. september 1999

Den gode elev er sin lærer utro, skriver Brecht i en af sine små historier om hr. Keunert. Det er ordentlig snak, men ellers har den helt nødvendige utroskab i forhold til både lærere og andre autoriteter ikke gode vilkar for tiden.
Store grupper af lønmodtagere accepterer f.eks., at de også i fritiden skal repræsentere 'deres' firma. Dvs. at de opfører sig pænt og ordentligt, ikke viser sig pissefulde eller storrygen de på gade og vej. Det kunne jo skade Silvan eller Kvicklys omdømme, hvis det altså ellers er der, de tjener deres daglige brød.
Det mest rystende er næsten, at folk synes, det er helt i orden. Jamen selvfølgelig da, siger de. Og løber kondiløb om aftenen iført dragter med firmaets logo på. Arbejdsgiveren har jo også krav på reklame. Og på medarbejdere i så god fysisk form som muligt.
Os udenfor arbejdsmarkedet - professionelle kunstnere og andre tabere - står selvfølgelig på sidelinien og ryster på hovedet.
Fedterøve, fedterøve, råber vi. Men vi har jo heller ikke noget i klemme. Os er der alligevel ingen, der regner med - og hvorfor skulle man egentlig også det?
Men måske er der en udvikling i gang, der også ender med at få krammet på os. Udviklingen er en vældig fjende, ethvert skole barn ved, at den kan man ikke gå imod. Tænk på et barn, hvis forældre ikke har råd til at købe en computer til ungen. Uh, det betyder udenfor, det betyder, at man aldrig bliver til noget. Digter måske, men så sateme heller ikke mere.
Og det er lige præcis digterne og forfatterne, der er i søgelyset. Måske har vi pjækket den for længe. Men nu er Forfatterskolen kommet for at blive, lader det til. Det varsler ilde for trangen til slendrian og tagen let på tingene. Indtil nu har litteraturen været den frieste af alle kunstarter, såmænd ikke fordi forfattere er mere standhaftige, når det gælder om at værne om friheden, end andre kunstnere. Men fordi litteraturen er så rørende billig. Den har ikke brug for hverken råfilm eller 100 statister til at falde død om på kommando. I nødsfald kan en forfatter klare sig med bagsiden af et par måneders rykkerskrivelser og en kuglepen fra ungernes penalhus. Nogen eksamen behøver man ikke. Endnu da.
Men nu er der altså en forfatterskole. Med rektor og det hele, for fint skal det være. Den første rektor hed Poul Borum, og han var hverken til at hugge eller stikke i. Desuden er han død. Den nye hedder Niels Frank, han er ikke ret gammel, så måske kan man påvirke ham med trusler: Vi må kræve, at han straks entrerer med en stenhugger for at få hugget Brechts gamle Keunert-citat over indgangsporten. DEN GODE ELEV ER SIN LÆRER UTRO!, altså. En mere moderne version kan evt. accepteres: RIGTIGE FORFATTERSPIRER VIL SKIDE PÅ SKOLELÆRERE!
Hvis han ikke gør det - og her kommer truslen - har jeg overvejet at rotte mig sammen med andre fra det gamle, uautoriserede og autodidakte slæng. Vi vil stille os et strategisk rigtigt sted - præcis hvor siger vi ikke - når forfattereleverne kommer anstigende om morgenen med deres madpakker og deres tornystre. Og så vil vi råbe fedterøve, fedterøve! efter dem. Så højt at det kan høres helt ovre i Klareboderne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu