Læsetid: 7 min.

Feministisk kioskbasker

1. september 1999

Fittstim er en bog, man kun kan hilse velkommen.Feministerne i den svenske bog tror på forbilledets magt

(2. SEKTION - Studiestart)
Ny bog
Det er fredag eftermiddag, og toget, der med et pludseligt ryk sætter af fra Hovedbanen, er fyldt med mennesker.
Jeg borer mig godt ned i sædet og fisker en roman op af tasken. De mange stemmer i den gyngende vogn slynger sig ind over ordene på siden, og af og til hæver jeg blikket over bogkanten og ser på de medrejsende og på den grånende, afsvedne sommer, der farer forbi vinduet.
Bogen er både et værn, noget privat, midt i det summende rum, og en fortrinlig udkigspost.
Overfor sidder to mænd. De er sidst i tyverne. Snakken går. På skift tager de deres mobiltelefoner og ringer hjem til deres kærester.
I mellemtiden bliver jeg træt af romanen, lægger den tilbage i tasken og finder i stedet den svenske femi-bog Fittstim frem. De to mænds tale standser et øjeblik og går kun hakkende i gang igen. Deres øjne hænger ved bogens omslag. De tror, at jeg ikke lægger mærke til det, men det gør jeg.
Hvad er det, de kigger på? Et foto af en ung kvindes underkrop. Hun har et par stramme turkisgrønne trusser, der er bestrøgne med nitter, på. Mørke hårstubbe vokser i bikinilinien, huden er rød og irriteret, og den sorte tatovering, som man lige aner den sidste krølle af på maven, synes at udspringe fra hendes køn. Hendes ene hånd hviler på hoften, kroppen er skudt frem.
Det var dog utroligt, tænker jeg, kan det billede virkelig få nogen til at glo? Er der ingen, der har været i svømmehallen?
Det er næsten som dengang i 80'erne. Dengang Cæcilie Norby og Nina Forsberg var One Two og på et pladecover åbenbarede deres hårduske under armene. Folk fandt det ekstremt provokerende.
Og dog. Måske er det alligevel ikke så mærkeligt, at mine medpassagerer har fået glosuppe til middag. Man er ikke vant til, at kvindekroppen bliver præsenteret på denne måde. Man er vant til den glatte og velplejede krop.
De turkisgrønne trusser og den ubarberede bikinilinie vrænger af tidens kvinde-ideal og af beskuerens forventninger.

Fræk og pågående
I Sverige har Fittstim længe været det store samtaleemne, og rygtet om et feministisk stormløb, en ny kvindebevægelse, nåede i løbet af foråret og sommeren også de danske og norske medier.
Allerede før jeg begyndte at læse bogen, kendte jeg konsekvenserne af den: At det i Sverige kun er dumme piger, som ikke kalder sig feminister.
Min lasede svensk-danske ordbog - et arvestykke fra 1966 - giver fortabt over for mange af ordene i Fittstim.
Naturligt nok hverken kan eller vil den svare på, at fittstim betyder fisseflok eller fissestime, men den kan heller ikke klare et almindeligt ord som blygdläppar.
Ordbogen vil ikke svare på noget, der bare er en lille smule intimt eller vulgært. Den er tavs som graven, og at ordet betyder skamlæber, må jeg gætte mig til.
Men det, min ordbog skræmt viger tilbage for, har utvivlsomt hjulpet på medieomtalen. Fittstim er ikke teoretisk feminisme med appel primært til akademikere, men derimod slagkraftig tabloid-feminisme.
At bogen som udgangspunkt er fræk og pågående, og at bidragyderne er atten unge og velskrivende kvinder - den yngste er født i 1982, den ældste i 1968, og af profession er de typisk journalister, skuespillere eller forfattere - har gjort den synlig i informationsstrømmen og fået hele Sverige til at slå ørerne ud.
I al sin vulgaritet og kækhed er Fittstim en genial titel. Den sælger bøger. Den henviser til, at kvinder må gøre med deres seksualitet, som de har lyst. Ordet udstråler vilje, magt og styrke, skriver de to redaktører, Belinda Olsson og Linda Norrman Skugge, i bogens forord.
Fittstim er et slags pædagogisk projekt, og redaktørerne skriver:
"Vi håber, at piger ved at læse denne bog måske lærer at sætte grænser på et tidligere tidspunkt, at de ser deres eget værd og indser, at de har magten over deres eget liv. Der findes et ordssprog, som siger, at i Sverige kan ingen træer vokse ind i himlen, men det er forkert. Alle træer kan vokse ind i himlen."
Alle træer kan vokse ind i himlen. Hvis de får lov, vel at mærke. Med udgangspunkt i hver deres tema viser Fittstims forfattere, at i det land i verden, der har gjort mest for ligestillingen, har piger stadig ikke samme muligheder som drenge.
Sverige er stadig et patriarkat. Piger er underlagt et forskruet skønhedsideal, de lider af spiseforstyrrelser og ringe selvtillid. De får ikke lov til at larme, skabe sig eller prøve deres grænser af. De bliver raget på og kaldt nedsættende ting uden at nogen løfter et øjenbryn, og når de engang får et job, inkasserer de en lavere løn.
Men det kan der laves om på. Det er fælles for feministerne i Fittstim, at de ikke ser forskellene mellem kønnene som værende biologisk bestemte.
I Fittstim er feminisme ikke et spørgsmål om, at der findes en række kvindelige egenskaber eller interesser, som skal skattes og tillægges ny værdi, sådan som livmoderfeministerne har argumenteret op gennem 90'erne.
Hvis piger er stille og drenge vilde, er det - ifølge livmoderfeministerne - fordi, det er sådan i naturen (ak, naturen, dette evigt taknemmelige argument!).

Den personlige historie
Samtidig med at Fittstim vil opdatere feminismen, vil den af med dens evindelige imageproblem. Derfor skynder redaktørerne sig at skrive, at Fittstim ikke er en bog for "drenge- eller mandehadere."
De vil værge sig mod den gammelkendte beskyldning om, at en feminist er en kvinde, der har åndelig og fysisk skedekrampe, og de vil indirekte distancere sig til 70'er-feminismens - efter nogens mening - mandefjendtlige holdning.
Artikelforfatterne definerer alle ordet feminisme.
Én siger lakonisk, at feminisme er mod. En anden bruger standardforklaringen og siger, at feminisme er at ville have ligestilling. I en tredjes version glimter discokuglen. Hun mener, at feminisme er "rock and roll all nite and party every day." En fjerde beskriver feminisme som selvopholdelsesdrift.
I bogen taler bidragyderne for sig selv og ikke på andre kvinders vegne, og man kan ikke nægte, at der er noget navlebeskuende og selvud-leverende over mange af artiklerne.
Det personlige fungerer dog hovedsaglig som springbræt til nogle sviende, knaldhårde, generelle overvejelser. Skulle man drille forfatterne lidt, kan man sige, at de netop har valgt en typisk kvindelig fremstillingsform.
Eller rettere: Uden at bruge ordet kvindelig - for hvad betyder det egentlig? - kan man sige, at skrivende kvinder i mange, mange år har taget udgangspunkt i det personlige, og at Fittstims forfattere fortsætter i dette spor.
De henvender sig til læseren, som om hun var deres
veninde. De hvisker hende hemmeligheder i øret.
Når de fortæller mig deres personlige historier, vil de have, at jeg husker mine egne, hvilket jeg ofte - men ikke altid - gør.

So what
En af de gennemgående pointer i Fittstim er, at piger er for dårlige til at holde sammen. Drenge som gruppe er stærkere end piger som gruppe, og derfor bestemmer drenge normen.
Piger opdrages til at konkurrere med hinanden - på deres udseende, ikke på deres talenter og færdigheder.
I sin artikel Mine såkaldte veninder skriver Linda Norrman Skugge: "Piger kappes med hinanden - om drenge. Som om det vigtigste her i verden er at få en kæreste. Man synes, det er synd for en 37-årig barnløs og ugift kvinde, man synes, hun er 'underlig' eller 'lesbisk'. Mens en mand i samme situation slet ikke bliver kaldt sådan noget."
Linda Normann Skugge efterlyser, hvad der - med en lettere patineret glose - kaldes søstersolidaritet. Men hvordan kan piger lære at holde bedre sammen?
I den 17-årige Anja Gatus insisterende artikel om piger og fodbold findes et forslag: Piger skal begynde at spille fodbold. Det er et smukt spil; en holdsport, hvor alle har en plads, og hvor udseendet ikke spiller en rolle:
"Man føler sig unik og værdsat for, hvad man kan, og ikke for, hvordan man ser ud."
Det er synd, mener Anja Gatu, som selv er fodbold-træner, at piger ikke kan blive professionelle fodboldspillere.
De får ikke som drengene helte, de kan se op til, og deres anstrengelser har intet langsigtet mål. Og i sportspressen ser man på fodboldpigerne med et mildt, ironisk blik.
For en overordnet betragtning er der ellers ikke mange konkrete idéer på bordet i Fittstim. Bogen siger: Sådan er tingene (de er forkerte), sådan burde de være (piger og drenge bør behandles lige og have samme rettigheder), men vejen fra det ene til det andet punkt er indhyllet i tåge.
Handlingsplaner er ikke vigtige for denne bog. Det vigtige er det personlige eksempels magt:
At de atten skribenter holder et spejl op for andre unge kvinder og giver dem mod på at overveje, om den måde, de lever på, er den rigtige for dem, og om de lader det faktum, at de er af hunkøn, begrænse deres liv. Fittstim er en bog, man kun kan hilse velkommen.
Jeg vender tilbage til den unge kvinde på omslaget. Jeg ser på hånden, der ligger på hoften.
Den hånd siger: Kom an. Se på mig. So what, hvis jeg ikke ligner det, du troede.
"I'll never surrender!" skriver Sandra von Plato, en vred studerende, som sit post scriptum.
Denne bemærkning gælder hele Fittstim.

*Linda Norrman Skugge & Belinda Olsson (red.): Fittstim. 156 s. Ill. Bokförlaget DN.

*I konkurrence med en række danske forlag er det lykkedes Informations eget forlag at erhverve de danske rettigheder til Fittstim. Bogen udkommer på dansk til novenber under titlen Fisseflokken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her