*Danske tv-stationer synes at have sammensvoret sig om at sprede en umanérlig mængde filmisk hø og hakkelse ud over den kommende uge. Derfor indledes denne guide undtagelsesvis med en anbefaling om at skifte til Sverige, hvis man vil se gode film. På de danske kanaler er intet flop tilsyneladende for ringe til at blive samlet op fra køkkenmøddingen, især hvis kendte navne kan få stinkers til at ligne lækker lokkemad. Lad mig nævne Nat over storbyen med Robert De Niro, Djævleøen med Geena Davis, for ikke at tale om Moment by Moment, en top-pinlig sag med John Travolta og Jane Wagner. Ud af over 25 spillefilm er der kun to utvetydigt gode, Ang Lees Spis, drik, mand, kvinde (omhyggeligt skubbet helt ud på den anden side midnat) og Henning Carlsens Pan. - Det gælder altså om at slå om på Sverige, hvis man vil se kvalitet. F. eks. Elia Kazans Øst for paradis fra 1955 med James Dean som den rørende, misforståede Kain-skikkelse i John Steinbecks familiesaga, Altid i stødet fra 1966 med Sean Connery i en tidlig vital karakterrolle som asocial digter, satiren Bob Roberts fra 1992, skrevet og instrueret af Tim Robbins, der spiller hovedrollen som en folkesanger-politiker med et farligt greb om befolkningen - og endelig de italienske Tavianibrødres Fiorile, en film af glimtvis sublim skønhed og sensualitet om guldets forbandelse i en toscansk familie gennem flere århundreder.
East of Eden/ Øst for paradis. Sverige 1, fredag kl. 22.00-23.50
A Fine Madness/ Altid i stødet. Svensk TV4, lørdag kl. 23.20-01.10
Bob Roberts. Svensk TV4, søndag kl. 14.45-16.30
Fiorile. Sverige 1, søndag kl. 22.00-23.55
*Ernest Hemingway ville rotere brummende i sin grav, hvis han læste et herværende dagblads (Politikens) udnævnelse af denne filmatisering til "et mesterværk". Den er nemlig almindelig kendt som et godt eksempel på Hollywoods evne til at slæbe hans fortællinger across the Selznick and into the Zanuck, som han selv spottende udtrykte det med en omskrivning af en af sine romantitler. - Her er det Fox-producent Zanuck, der i 1952 forestod vulgariseringen i gorgeous technicolor, hvor storvildt ses i aktion foran bagprojektioner, og studieoptagelser kolliderer med autentiske Afrikabilleder. Gregory Peck, dette dekorative træ af en skuespiller, agerer Hemingways anskudte storvildtjæger og forpinte forfatter, der plejes på sit afrikanske sygeleje af Susan Hayward, mens han skuer tilbage på romantiske affærer i Spanien og Paris. Ava Gardner og Hildegard Knef er de andre opofrende heltinder, og det kunne være langt værre, men Henry Kings instruktion mangler mildest talt artistisk sigte, selv om en masse Hemingway-ord overlever i filmversionen, mest lagt i munden på træmand Peck.
The Snows of Kilimanjaro/ Sneen på Kilimanjaro. TV2, lørdag kl. 15.10-17.05
*Ang Lee er født i Taiwan, men gennem lange ophold fortrolig med amerikansk kultur - som man så af hans seneste lille mesterværk The Ice Storm. Men den vidtspændende mand, der også gjorde den ærke-engelske Jane Austen-film Fornuft og følelse til en udelt fryd, er selvfølgelig som en fisk i vandet i sin oprindelige kultur. Hovedpersonen i den indsigtsfulde sæde- og familiekomedie Spis, drik, mand, kvinde fra 1994 er den aldrende enkemand Mr. Chu fra Taipei, en halvpensioneret mesterkok på den ekspanderende storbys førende restaurant. Da han har mistet smagssansen, må han hovedsageligt leve på minderne om fordums storhed. Til gengæld har han nok at gøre med at lave mad til sine tre voksne døtre, der alle bor hjemme, men hvor længe? - Mr. Chu er eksponenten for den taiwanesiske nationalkultur i særlig gastronomisk anretning. Han udtrykker sig gennem sin madlavning, den bliver symbolet på sammenhold og blivende værdier Døtrene gør hver på deres måde oprør mod landets traditioner, og Mr. Chu sidder tilbage som en noget forældet patriark-model i Taipeis moderne heksekedel. Dog uden at han bliver en voldsomt patetisk figur, for Ang Lee er en mester i at skifte sol og vind lige mellem generationerne: de er begge omfattet af den kærlige ironi, hvormed han indvier os i deres små hemmeligheder og gør os til deres medsammensvorne. Med lette træk hurtigtegner han de tre døtre i denne muntre, vemodsblandede komedie om gammel og ung, tradition og fornyelse, fællesskab og fornyelse. - Altså en film, der meget kraftigt anbefales, også til gastronomisk interesserede. Synet af Mr. Chu i gang med at udføre sine madkunster er hele filmen værd.
Eat, Drink, Man, Woman/ Spis, drik, mand, kvinde. TV2, lørdag kl. 00.30-02.30
*Henning Carlsen tog en 29-årig pause fra Knut Hamsun, inden han i 1995 fulgte sin største succes, Sult, op med filmatiseringen af Pan. Man skal jo heller ikke forhaste sig. Også Pan viser et påfaldende åndsslægtskab og en udpræget sans for at levendegøre den ensomme outsiderskikkelse - en figur, Carlsen i øvrigt ofte har beskæftiget sig med. Nordmanden Lasse Kolsrud har formatet og frem for alt nerven til at levendegøre Løjtnant Glahns sære krumspring i forholdet til Sofie Gråbøls uopnåelige og derfor ekstra attråværdige Edvarda. Og der skabes en effektfuld rumlig og tidsmæssig kontrast ved i filmens nutid at lade Glahn se tilbage til Nordlands sommer fra sin udpost i Thailand. - Pan er en af Henning Carlsens mest helstøbte film, med en fin balance mellem ener-portræt og miljøskildring. Og en åbenbar indlevelse i Glahns søde kærlighedssyge, der sætter længslen over fuldbyrdelsen.
Glahn er med Carlsens egne ord "forelsket i forelskelsen, ikke i forelskens objekt." Som da også i Sofie Gråbøls skikkelse tager lidt klein og formatløs ud. Til gengæld udfører Kolsrud altså det altafgørende kunststykke at gøre sin potentielt irriterende
Glahn til en figur af ægte Hamsunsk uforudsigelighed og intensitet. Og Anneke von de Lippe som hans sensuelle trøste-elskerinde er på samme høje niveau og fik en birolle-Bodil for sin præstation.
Pan. DR 1, mandag kl. 22.50-00.40
