Læsetid: 5 min.

Den forbudte tiltrækning

1. september 1999

Hvem har ikke lagt sig i selen for at skille sig ud fra massen og blive set af den charmerende lærer?
Hvor går grænsen for, hvad lærere og elever må med hinanden?

(2. SEKTION - Studiestart)
Qlummen
Hånden op: Hvem har ikke været fascineret af eller måske endda forelsket i en karismatisk lærer?
Hvem har ikke lagt sig i selen for at skille sig ud fra massen og blive set af netop den charmerende lærer, som forekommer én at rumme uanede muligheder og betagende åndelige og intellektuelle indsigter?
Måske er det blevet ved drømmerierne. Måske er det lykkedes at skabe kontakt. Men hvor går grænsen for, hvad det bør eller må blive til - forholdet mellem lærer og elev - i virkeligheden? Lovmæssigt og etisk?
På universitetsniveau er det ikke noget, man sædvanligvis taler om. Den slags følelser er tilsyneladende for banale eller ømtålelige, fortrængte eller forbudte til, at de formuleres. At følelserne findes også her i de højere, videnskabelige huse, skal man ikke lede længe for at få bekræftet. "Hvis man ikke må flirte med lærerne, så kan jeg da ikke se nogen grund til at gå på uversitetet," som en af mine veninder kvikt provokerede, da jeg lancerede problemstillingen forleden. Men hun læste jo også i 68'ernes kølvand, hvor vi tog lidt friskere på det kødelige.
Sympatier og antipatier findes alle steder, hvor der er levende mennnesker. Og godt for det. Hvis man ellers kan styre sig.
Vi kan vist allesammen historier om, hvordan moden forlystelsessyge overfor sart, romantisk uskyld i højskole- og gymnasiemiljøer har forårsaget alvorlig ulykke.
Lovmæssigt er det sådan, at egentlige seksuelle forhold mellem lærere og voksne elever ikke er forbudt, men straffeloven siger, at man ikke må udnytte en andens afhængighed. Så hvis en student mener at kunne score til et godt gennemsnit ved først at imponere professoren i sengen, må professoren altså ikke lade sig friste.
Hvorimod professoren gerne må gå i seng med en student, han eller hun ikke underviser.
Hvor der er tale om unedbrydelig statisk elektricitet mellem lærer og elev, må læreren melde sig inhabil, hvad hukommelsen ikke rummer eksempler på, at nogen har gjort. Alternativt må parret indstille nærkontakten til efter eksamen.

Nu er det trods alt de færreste, der finder deres hjertedame/-mand på læreanstaltens lærerkollegium. De fleste af os er kvikke nok til at forudse det kaos, der ville komme ud af et egentlig forhold mellem lærer og elev. Men det betyder som nævnt ikke, at den personlige sympati eller endog eros ikke bor i det eksempelvis universitære rum. Af en stribe studenter jeg i vinter diskuterede lærerfascination med til en artikel i Universitetsavisen, syntes flertallet ikke at opleve sagen som et alvorligt problemfelt. Fascinationen kan opleves som mere end overfladisk, men som regel bevæger man sig på et niveau, de unge selv sammenligner med idoldyrkelse. Romantiske forestillinger på linie med, hvad man kan have om rockstjerner og nyhedsoplæsere.
De fleste af de samme studenter lettede ikke desto mindre i løbet af en samtales tid låget for en personlig fascination, som var meget mere og dybere. En fascination, som i alle tilfælde har betydet, at man har opsøgt hinanden udenfor forelæsningerne - for at blive venner. Eller for at udvikle et specielt lærer/elev-forhold. Er der tale om samme køn, udvikles måske et slags mesterlæreforhold.
Som historikeren Hans Bonde sagde:
"Det er ikke ualmindeligt med et far/søn-lignende forhold, hvor en ældre lærer spejler sig i en håbefuld mandlig elev, som han gerne vil overføre det væsentlige, han står for, til. Et sådant forhold kan rumme dyb ømhed, men også være et usædvanlig barsk indlæringsforhold. Det kan være indoktrinerende, men det kan også være en gave, hvis det er båret af respekt for eleven."
Generelt er det nok en pointe at erkende, at menneskelig sympati eller antipati spiller en væsentlig rolle også i faglige relationer. Men det er et ømtåleligt emne, for selvfølgelig er også lærere tilbøjelige til at favorisere elever, de godt kan lide.
På de højere læreanstalter har det i mange år nærmest været betragtet som en dyd at være umenneskelig. Det vil sige i stand til at lægge distance til studenterne. En dyd, der kan forklares med det positivistiske videnskabsideal og det iøvrigt sympatiske ønske at gøre undervisningen så objektiv som mulig.
At der nu synes at være en opblødning i den tidligere indiskutable holdning, at professionalisme er lig med menneskelig distance, skal formentlig ses i sammenhæng med, at der er kommet flere kvindelige lærere. I hvert fald er det først og fremmest dem, der taler om det positive i, at den engagerede lærer kan skubbe eleven til at bruge sin begavelse. På samme måde, som forældre skubber til deres børn.
Der synes dog at være langt igen til en større accept. For nylig hørte jeg en kvindelig universitetslektor, der også vejleder adjunkter til pædagogikum, fortælle om, hvordan hun havde rystet en stor del af sine kolleger ved i en større forsamling at fortælle, at hun var - også - emotionelt engageret i sine studerende og adjunkter. Det blev opfattet som inhabililtet blot at erkende et personligt engagement.
"Det rystede mig," som hun sagde.
"Så længe jeg ikke ligger i samme seng, er i familie med de pågældende eller har økonomiske mellemværender, skal jeg kunne skelne - det er min opgave som lektor. Jeg er nødt til at skelne benhårdt, når jeg skal bedømme den enkeltes kvalifikationer. Hvis jeg ikke kan det, duer jeg ikke som universitetslærer," siger hun, der hedder Helen Krag og er lektor ved Afdelingen for Minoritetsstudier ved Københavns Universitet.

Og det er jo, hvad hele dette mangedimensionerede spørgsmål drejer sig om: Professionalisme.
En student, Camilla Dindler gør i den tidligere nævnte artikel i Universitetsavisen opmærksom på, at der også kan ligge et professionelt element i, at lærer og elev kender hinanden godt. Idet tillidsforholdet - det at eleven ikke er bange for at dumme sig - åbner muligheder for at bevæge sig over grænserne til det virkeligt fagligt interessante.
Det er jo så sandt, som det er sagt.
Så se bare at få løst de stive autoritetsforhold op. Det er det sociale element, der giver varme, humør, lyst og mod til at leve og dermed at lære.
Nyd spændingen, hvor den er. Luk selv Eros ind, hvis han skulle mase sig på, men tæm ham, så han forbliver et legende, livfuldt element. Det er for træls at bruge tid på det uopnåelige, men lidt sjov må vi vel have.
Ellers kunne vi jo lige så godt indføre arrangerede ægteskaber. Føj da for en klaustrofobisk ulykke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu