Læsetid: 4 min.

Den fordømte myte

7. september 1999

Michael Reynolds femte og sidste bind om Hemingways liv

Ny bog
Litteraturen om Ernest Hemingway er utroligt omfattende. Siden 60'erne er hvert et hjørne af hans liv blevet endevendt med en usædvanlig nidkærhed, der nok skyldes, at han var en mediepersonlighed og ikke lagde skjul på, at hans litteratur trak kraftigt på biografiske elementer.
Carlos Baker, der havde stået i forbindelse med Hemingway, kom med den første større biografi i 1969, men den mest dybtgående granskning står den amerikanske litteraturprofessor Michael Reynolds for. Hans minutiøse gennemgang af liv og værk påbegyndtes i 1986 med The Young Hemingway og er netop afsluttet med det femte murstensbind, der dækker perioden fra 1940 til forfatterens selvmord i 1961.
Den nye biografi omhandler altså tiden, hvor Hemingway deltog i Anden Verdenskrig, fra invasionen i Normandiet og frem til befrielsen af Paris. Det var hans fjerde krig og hans frygtløse opførsel, der nærmede sig det desperate, bragte ham tæt på en krigsdomstol for som korrespondent ulovligt at have taget aktivt del i kamphandlinger.
Det er også i dette tidsrum han udgav to romaner, herunder Nobelprismesterværket Den gamle mand og havet (1952) og skrev og skrinlagde yderligere fem, herunder de vellykkede nostalgiske skrøner om læreårene i Der er ingen ende på Paris (1964) og den langt mindre interessante afrikaroman Sandt ved daggry, der udkom tidligere på sommeren.
En så altfavnende gennemgang af en forfatters person grænser i sagens natur til det rene dyneløfteri, men det forsvares af det faktum, at myten Hemingway har nået en sådan dominans, at det er på sin plads med en placering af fakta, hvis ikke forfatterskabet helt skal drukne i romantiske gisninger her i 100 året for hans fødsel. Som hverken den første eller sidste måtte Hemingway nemlig sande, at man ikke ustraffet som forfatter både kan styre pressen og samtidig opretholde et selvudleverende forfatterskab. Man giver Reynolds ret, når han i lyset af Hemingways selvmord skriver, at "Han er den klassiske amerikanske historie: den unge mand der ændrer sig selv for at kunne forfølge sine ambitioner, får succes langt ud over, hvad han kunne forestille sig og til sidst bukker under i forsøget på at være tro overfor den person, han er blevet til."

At leve op til myten
Hemingway nåede fire udmattende ægteskaber og utallige forhold til venstre hånd, så det er nærliggende at påstå, at det eneste han virkelig forblev trofast overfor, var netop det at skrive. Men i efterkrigsårene, hvor han var bosat i Havana, føltes det som et større pres end nogensinde før.
Han havde altid opsøgt oplevelser, netop for at have materiale til at skrive på, men følte nu i stigende grad besværet ved netop at skrive, samtidig med at litteraturforskere og biografer begyndte at jage det selvsamme materiale, som han havde overlevet på.
Dertil kommer det eskalerende alkoholforbrug, som i ungdommen var et tegn på handlekraft og det joie de vivre, der berusende skildres i den ellers melankolske debutroman Og solen går sin gang (1926), men nu som 50-årig var blevet ham en livsnødvendighed.
Når han ikke skrev, kedede hans sig i perioder uden alkohol, men når han drak nedbrød han med stadigt større hastighed sit helbred. Det var ikke små dæmoner, Hemingway kæmpede med, mens myten om ham tog til i omfang og han selv fjernede sig mere og mere fra offentlighedens billede af ham.

Overvåget af FBI
Alkoholen havde uden tvivl en kraftig andel i de stigende frustrationer, der oftere og oftere gav sig udslag i ukontrolleret opførsel og tilsyneladende paranoide fantasier om at være overvåget af FBI. Sidstnævnte er en af de tragiske omstændigheder omkring Hemingways død, som Michael Reynolds har valgt ikke at fortælle i dybden: I sine sidste år blev Hemingway grebet af depressioner og vrangforestillinger, der førte til to ophold på Mayo klinikken i Minnesota, hvor han blev behandlet med elektrochok.
I midten af 80'erne frigav FBI imidlertid journalerne over de personer, der under J. Edgar Hoover blev overvåget som mulige kommunistsympatisører. Hemingway var blevet fulgt og aflyttet i over 25 år og hans journal fyldte 113 sider. Da han første gang blev indlagt på Mayo klinikken var det under falsk navn for at undgå offentlig omtale, hvilket fik en af stedets psykiatere til at forhøre sig om, det var i orden med FBI. Ikke alle Hemingways vildfarelser var grebet ud af den frie luft.
Det er almindeligt antaget at Hemingway blev udskrevet for tidligt fra klinikken i anden omgang - i hvert fald gik der ikke mere end en uge før han med et jagtgevær valgte at sætte det sidste opgivende punktum om morgenen den 2. juli 1961.

*Michael Reynolds: Hemingway: The Final Years. New York: W. W. Norton & Company. 416 s., 30 dollars

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her