"Det tyvende århundredes moralske universalisme har taget form af en anti-ideologisk og antipolitisk etik, der tager parti for ofret."
Michael Ignatieff i bogen 'The Warriors Honor'
KRIGENS RÆDSLER, sult- og naturkatastrofer producerer ofre som aldrig før, og ofrenes lidelseshistorier serveres nærværende på det globale informationssamfunds tv-kanaler hver eneste dag. Og et utal af barmhjertige organisationer gør et hæderkronet arbejde med at samle penge ind i de rige vestlige samfund for at lindre den værste menneskelige lidelse og smerte. Men forebyggelse og genopbygning taler vi alt for sjældent om i den hektiske nyhedsstrøm - for på tv-skærmen styrter vi hvileløst videre, fra blodbadet i Østtimor til jordskælvsofrene i Tyrkiet, Grækenland og Taiwan.
LIGE DERFOR er det godt, at vi har en generalsekretær som Kofi Annan i De Forenede Nationer til at minde os om, at der en sammenhæng bag katastrofeoverskrifterne. "Omkostningerne til vejrrelaterede katastrofer i 1998 var større end de samlede omkostninger til katastrofer i 1980'erne" skrev Annan fornylig i International Herald Tribune. Bl.a. på grund af menneskelig aktivitet - har vi oplevet de to varmeste årtier i mands minde. Derfor "vil katastrofetendensen sikkert blive værre, hvis ikke vi tager katastrofeforebyggelsen mere alvorligt," skriver han. Det er værst for de fattige, for 90 procent af ofrene bor i udviklingslandene.
Men også krigens pris er efterhånden blevet for høj, mener Annan. De syv største krige i halvfemserne - fraregnet Kosovo-krigen - har kostet det internationale samfund 200 mia. dollar.
"Penge, der i dag bruges til intervention og nødhjælp kunne i stedet sættes af til at fremme en bæredygtig udvikling, som ville minimere risikoen for krig og ødelæggelse," fastslår Annan. Han erkender, at det er svært "at opbygge en kultur til forebyggelse".
OG DET GØR han vist klogt i. For netop som Annan talte i New York, så rejste den amerikanske forsvarsminister William Cohen til Europa. NATO-landene må bruge flere penge på avancerede våben og højteknologisk militærudstyr, lød Cohens budskab. Det er rationelt set fra et amerikansk synspunkt. Verdens største våbenproducent, Lockheed Martin, solgte i 1997 våben for 28 mia. dollar. USA står bag halvdelen af verdens våbenproduktion, der ifølge den seneste årsrapport fra SIPRI har en samlet værdi af godt 200 mia. dollar om året. Verdens militærudgifter, der faldt en smule fra murens fald frem til 1995, er igen på vej frem. I 1998 kostede de den nette sum af 745 mia. dollar.
For rige overflodssamfund som de vestlige - der tjener godt på våbenproduktion og kan pumpe lidt ekstra luft i de økonomiske konjunkturer - er det ikke en katastrofe. Men for de fattigste udviklingslande er det en katastrofe. Ofrene i Afrika ville få meget lettere ved at stå på egne ben og skabe en bæredygtig udvikling, hvis ikke de spildte penge og menneskelige ressourcer på våben og krige.
Men der mangler fremsynede politikere, som kan vende den ondartede spiral. Og der mangler en effektiv international retsorden, der gør livet surt for våbenhandlere og korrupte magthavere - og gør det økonomiske attraktivt at handle bæredygtigt. Det ved Annan. I sin åbningstale til FN's generalforsamling, "at massive og systematiske overtrædelser af menneskerettighederne - uanset hvor de finder sted - ikke skal have lov at finde sted."
GODT, men kendsgerningen er, at uanset hvor godt princippet måtte lyde, så zig-zagger stormagterne i Sikkerhedsrådet frem og tilbage - mellem katastrofal ligegyldighed i Rwanda og ensidige NATO-bombninger i Kosovo. Det er kun sjældent, at FN's Sikkerhedsråd bliver inviteret til at rykke ind med en multinational militærstyrke, som det er sket i Østtimor. Den operation er nødvendig i et svækket og gennemkorrupt Indonesien, hvor kun de færreste kan have tillid til det siddende magtapparat. Blodsudgydelserne taler for sig selv.
NATO's krig i Kosovo er anderledes problematisk. Den krænkede Serbiens nationale suverænitet og - som Annan erkender - den risikerer at underminere bestræbelsen på at skabe en international retsorden.
Den nationale suverænitet må aldrig gøre til en så hellig instans, at den tillader grove forbrydelser mod menneskeheden, men ensidig brug af våbenmagt fra Vestens side er ikke holdbart i længden. Eller som Algeriets præsident Abdelaziz Bouteflika meget præcist spurgte i en tale på generalforsamlingen: "Er indgriben kun gyldig for svage eller svækkede stater, eller gælder det for alle stater uden forskel?"
Derfor må man håbe, at den nye retsorden grundlægges ud fra højere principper end de der kan sammenfattes i styrke, uanset om de iklædes våbenmagt eller pengemagt. Og der for alvor gives plads til en ny forebyggelseskultur.bjm
