Læsetid: 1 min.

Forskere i krise

29. september 1999

Naturvidenskabelige fakulteter går sammen med forskningsråd og erhvervsliv om at ruske i politikerne

Manglende folkelig opmærksomhed, generationsskifte og nedslidte bygninger er blandt de ti plager, som landets naturvidenskabelige fakulteter er gået sammen med Det naturvidenskabelige Forskningsråd og repræsentanter fra erhvervslivet om på grundig vis at præsentere for regering og folketing.
Men den socialdemokratiske forskningsordfører og næstformand i Forskningsudvalget, Lise Hækkerup, vil stadig ikke fravige finanslovsudspillet med en beskæring på to procent på forskningsbevillingerne.
"Måske denne krise kan få universiteterne til at tænke lidt anderledes og i højere grad gå sammen med erhvervslivet," siger Lise Hækkerup.
Det er universiteterne nu ret gode til i forvejen, mener forskningsminister Birte Weiss: "Hvis de kan blive bedre, er det fint, men det skal i hvert fald ikke være sådan, at erhvervslivets penge erstatter det offentliges. Det er ikke meningen, at staten af den grund skal nedtone sit økonomiske ansvar."
En undersøgelse af fakulteternes økonomi, ledelses- og studenterforhold er på trapperne. Det samme er Forskningsrådets kortlægning af forskningsmidlernes vej gennem systemet.
Sammen med udviklingskontrakterne kan disse undersøgelser komme til at ligge til grund for en flerårig økonomisk aftale, lover Birte Weiss.
- Kommer der flere penge af det?
"Det vil være hensigten."
Forskningsministerens 1999-budget viser, at det naturvidenskabelige og det tekniske område er de eneste, der siden 1991 har oplevet et fald i offentlige forskningsbevillinger.
"Det er ikke en bevidst prioritering fra tingets side," siger Lise Hækkerup, mens Birte Weiss medgiver, at der er en sammenhæng mellem hvor mange studenter og lærerkræfter et forskningsområde tiltrækker og de midler, der kommer til området.
Selvom naturvidenskab i år oplevede en stigning i antallet af nye studerende, frygter dekanen for naturvidenskab på Københavns Universitet, Henrik Jeppesen, at den manglende prioritering af området vil skræmme studerende og forskere væk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her