Læsetid: 12 min.

Fortiden hører aldrig op

25. september 1999

Tyskland har et stort potentiale, men det er også et anstrengende land, og tyskerne skal passe på, de ikke gentager deres fejl, siger Günter Grass, der selv finder ro, når han går på svampejagt på Møn

Jeg stak hovedet ud ad bilvinduet til den blonde unge dame, der gik langs skovvejen med en stor schæferhund.
"Kan du sige mig hvor Günter Grass har sit sommerhus?"
"Hvem?" lød det forundrede svar.
"Det er en tysk forfatter, der skulle bo her omkring."
"Nåh, tyskeren," lød hendes svar. "Kør en kilometer længere så kommer du dertil."
Inden jeg overhovedet var nået frem til hans landarbejderhus, fattede jeg hvorfor Günter Grass ofte hopper på færgen til Danmark og kryber i skjul på Møn. For ved Ulvshale er man ganske væk fra det larmende kontinent og den daglige tyske kværnen, der meget ofte har netop Grass som sit yndlingsemne, og det er ikke altid for det venlige.
Her er den store europæiske forfatter blot kendt som 'tyskeren'. Det er de færreste i Ulvshale, der nogensinde har haft en bog af ham i hånden. Her er han anonym.
Da vi når frem til huset, sidder Günter Grass ved spisebordet foran huset og sorterer svampe. Store friskplukkede karljohan-svampe fylder hele bordet. Jeg spørger hvor man kan plukke dem.
"Jeg røber ikke hvor jeg fandt dem," svarer Grass.
"Det er mit hemmelige sted, og jeg siger det slet ikke når tv er tilstede," smiler han og tænder piben.
I det øjeblik ved jeg, at det bliver en god eftermiddag.

Kultur og politik flyder sammen
Jeg havde fulgt efter Grass til Århus, hvor han i festugen optrådte med sine nye bog Mit århundrede. Der havde været fuldt hus, og det siger ikke så lidt, når det er Rådhushallen med plads til 900, som han begejstrede med oplæsning og debat.
Bagefter havde han været en smule brysk og reserveret. Sådan optræder han også tit i den tyske debat, en alvorstung stridsmand. Alligevel får jeg ham overtalt til et møde i sommerhuset på Møn, for at høre om hans nye bog.
Og her sidder han så med sit hvalrosoverskæg, et mørkt stridt hår trods de 71 år, den evige snadde i munden, som han ikke kan holde ild i, fordi han glemmer at suge, når han taler. En helt anden Grass, venlig og lun.
Som for godt tyve år siden, da jeg mødte ham midt under panikken over Baader-Meinhofs terror og RAF's bortførelse af arbejdsgiverformand Schleier, går øvelsen i dag ud på at åbne samtalen med hans nye bog (nu altså Mit århundrede, dengang var det Flynderen) og langsomt dreje den over på hans opfattelse af samfundet og den politiske tidsånd.
Nu som dengang insisterer Grass på at tale om sine bøger, men nu som dengang lader han sig lokke, fordi Günter Grass har fra sin tidligste ungdom været lidenskabeligt engageret i den tyske samfundsdebat.

At give året stemme
Han vil i virkeligheden så frygtelig gerne tale om politik, fordi han ærligt mener, at man ikke kan skille kultur og politik. De to sfærer lapper over hinanden.
- Er det tyskernes saga i dette århundrede, De har villet skrive?"
"Jeg har selvfølgelig ikke set det hele selv. Jeg blev født i Danzig i 1927, da byen var en fristad som en følge af Første Verdenskrig. Der levede jeg min barndom som var det i en tidslomme, der senere inspirerede mig til bogen Kat og mus, afskærmet fra de voldsomme begivenheder i Europa. Men så meldte virkeligheden sig for mig, og jeg har med Mit århundrede villet beskrive dette blodige og forrykte - men senere også fremskridtsvenlige - århundrede."
"Formen er som kalenderhistorier. 100 år, 100 historier, et enkelt koncept, men svært at realisere. Det hjalp mig sideløbende at lave akvareller, en for hvert år, til historierne, at gestalte dem på papiret i dobbelt forstand, og lade alle mulige skikkelser komme til orde."
"Problemet var for hvert år at finde et motiv, som for mig var det vigtigste. Jeg registrerer selvfølgelig også de store begivenheder, der finder sted, men holder dem bevidst i baggrunden, mens jeg smugler mig selv ind i forskellige roller, taler med forskellige stemmer: ofre, bødler, skyldige, uskyldige, arbejdere, embedsmænd, soldater, alle kommer de til orde - og medvirker til at danne det tapet, som århundredets begivenheder udgør."
Nu foreligger bogen på dansk, oversat af Per Øhrgaard, den førende Grass-kender herhjemme. Men den danske udgave har ikke medtaget akvarellerne, som man skal til den store tyske udgivelse for at finde.

Historien har ingen slutstreg
- Tror De, at vi er blevet så meget klogere, at vi i det kommende århundrede undgår de blodige og forrykte begivenheder, som De har levet med?"
"Jeg synes, jeg kan aflæse det på mine børn og børnebørn. De er født efter krigen, opvokset i et demokratisk samfund. Men alligevel mærker jeg, efterhånden som de bliver ældre, at der er noget ved dem, som gør dem anderledes. De har jo ingen medskyld for hvad der er sket, men jeg registrerer, at de tager et medansvar, fordi de ønsker at det skete ikke skal gentage sig. Det er positivt."
"Jeg er voldsom uenig i det synspunkt, at man kan trække en slutstreg og sige. at nu er historien forældet. Vi mærker jo, at de forbrydelser, som er udgået fra Tyskland, indhenter os - hele tiden dukker der nye skrækkelige beretninger frem. Der er arkiver, der først bliver åbnet nu, f.eks. Deutsche Banks privatarkiv. Vi konfronteres med tvangsarbejde i nazi-tiden og hvad, der er sket med jødernes guld. Trådene fører jo over grænserne til schweiziske, franske og hollandske banker. Det er en fortid, der ikke vil høre op, og det har ingen mening at anstille sig døv, som kunne man ikke høre det."
Günter Grass er en af de sidste nulevende forfattere fra den berømte Gruppe-47, der dannedes efter krigen, bl.a. med det formål at gøre op med den fortid, der på det tidspunkt hvilede tungt på alle, der havde overlevet Hitlers ragnarok.
Han uddannede sig først som billedhugger og grafiker, men det blev med romanen Bliktrommen, at han fik sit gennembrud.
Grass blev sammen med Heinrich Böll sin samtids mest omdiskuterede forfattere. 'Stunde Null' skulle være afsættet til en ny tid, hvor der blev kontant afregnet med arven fra den forrykte mellemkrigstid.

Et deformt land
I arven indgik bl.a. også delingen af Tyskland og en grotesk mur på tværs gennem land og folk. Da Berlinmuren krakelerede for ti år siden, var Grass en markant fortaler for at man skulle lade østtyskerne i DDR prøve at finde deres egne fødder i en overgangsfase på nogle år, frem for at smelte de to stater sammen.
Men historien tromlede hen over Grass og rebellerne i det østtyske Nyt Forum. Og netop en af Grass' nære bekendte, socialdemokraten Willy Brandt, stod side ved side med Helmut Kohl i opfattelsen af, at det store østtyske flertal ikke kunne standses. Hvis de virkelig i ekspresfart ville sluses ind i den vesttyske DM-kapitalisme, så skulle man ikke hindre dem. Havde Brandt ret?
"Brandt formulerede sætningen, om at 'nu vokser dét sammen, som hører sammen' - men det var en ønskeforestilling, han lå under for," svarer Günter Grass.
"Men hvad vi har oplevet var en deform sammenvoksning. Alt gik vildt hurtigt, og der fandt ting sted, som man ikke senere har kunnet rette op på. Østen blev overtaget af Vesten, man tilegnede sig de østtyske områder materielt - med skrækkelige følger for mange mennesker der. Mange steder har man i dag i øst arbejdsløshedstal på 20 pct., nogle enkelte steder endog højere. Og så er der en jammerlig stribe personlige sammenbrud. Hårdt gik man fra Vesten i rette med alle. Havde en person været medlem af SED-partiet, mistede han eller hun retten til at undervise på universitet og i skoler. Det var unødigt brutalt."
"Man var i afstraffelsen af kommunisterne betydelig hårdere end man i 1945 havde været i afstraffelsen af nazisterne. Forbundsrepublikkens første kansler, Konrad Adenauer, overtog hele embedsapparatet af nazister og indlemmede det i forbundsrepublikken. Indtil op i 1970'erne havde vi professorer på universiteterne, der havde været skrappe nazister og bekendte sig som sådan. Men sådan skulle det ikke være med DDR. Her blev kommunisterne fejet bort, og så blev der sendt folk ind fra Vesttyskland, der kun nåede dem til skuldrene, hvad indsigt og kunnen angik, og de fik stillingerne serveret på et fad!"
Netop opgøret om arven fra DDR var temaet i Grass' forrige roman En længere historie, hvor han åbent solidariserede sig med det østtyske mindretalsstandpunkt, at DDR skulle have haft lov til at finde en egen skæbne, efter at kommunistregimet var afgået ved døden. Romanen havde et betydelig videre litterært vingefang end det. Men meget af den rasende debat, bogen nedkaldte over forfatterens hoved, tog afsæt i denne enkle problemstilling.

Et par generationer endnu
Under debatten med sine læsere på Århus Festuge optrådte Grass sammen med den unge østtyske forfatter Ingo Schultze, og begge blev de afæsket deres mening om østtyskernes smertelige skæbne.
Grass fremlagde de ovenstående synspunkter og sparede ikke på sin ætsende kritik af den måde vesttyskerne skummede fløden i det sammenbrudte DDR, idet de med organisationen Treuhand holdt brandudsalg og solgte værdierne til spotpris til vestlige købere.
Da Ingo Schultze fik ordet, gik han med mildt tonefald i rette med Grass og gjorde opmærksom på, at for ham var det at kunne leve frit og uden censur af nogen art - og rejse hvorhen han ville - så dyrebart, at det var langt at foretrække for et samfundseksperiment, ledet af idealistiske ny-kommunister.
Günter Grass hørte på uden at fortrække en mine. For det er en vurdering han har mødt fra mange sider i Østtyskland. Østtyskerne er ganske vidst fulde af beundring for hans varmhjertede identificering med deres skæbne - for det er de ikke forvænte med fra vesttyskere - men kun de færreste ville drømme om et DDR anno 1990 frosset inde i en tidslomme og sideordnet Vesttyskland som en konføderativt vedhæng.
Er skismaet mellem øst- og vesttyskere så ved at fortage sig, vokser de sammen nu, som Willy Brandt havde håb om?
"Det vil tage længe endnu, tror jeg," bemærker Grass.
"Mellem en og to generationer vil det givet tage, for brudfladerne dukker stadig op til overfladen. Se nu den store maleriudstilling Opstigning i det moderne i Weimar her i sommer, hvor arrangørerne på den ene side har lavet en ophængning af malerier, som Adolf Hitler havde ladet indkøbe til de offentlige bygninger i Det tredie Rige, for så på den anden side i samme bygning at præsentere en stor samling malerier fra DDR-tiden. Man kan ikke andet end se det som et forsøg på at jævnføre kunst fra ét totalitært system med malerier fra et andet totalitært system. Men det er en nedgøring af de østtyske malere, som er helt uden berettigelse og gjort uden fingerspitzengefühl."
"For selv om ikke alle østtyske malere har præsteret stor kunst, så var den socialrealistiske stil fra den tid og i den stat en del af deres selvforståelse og udsprunget af et samfund hvori de levede. At sidestille det med kitsch fra Det Tredje Riges tid, som blev kunstigt fremavlet for at tilfredstille Adolf Hitlers smag, er en fornærmelse. Og det har såret mange østtyskere kunstnere - og mange af dem er fremtrædende kunstnere - at se sig så arrogant behandlet af vesttyske arrangører."

Føderalismens sejr
De afbrændte tændstikker hober sig op, mens Grass tager hul på en ny æske og bakker vellystigt på piben.
Men uanset problemerne med at kitte den tyske identitet sammen, så lever øst- såvel som vesttyskere i en ny europæisk virkelighed, som i disse år med stor hast ændrer samfundsudviklingen. Hvordan vil tyskerne gør sig gældende i Europa?
"Vi tyskere må - med den ny hovedstad Berlin - passe på, at vi som nationalstat i et sammenvoksende Europa ikke gentager den fejl vi gjorde for hundred år siden og dermed lægger grunden til en ny centralistisk stat. Det er det værste, der kunne hænde for os."
"Det bedste, vi har opnået i Tyskland, er den føderalisme, som er nedlagt i forfatningen, tyskernes mange forskellige ansigter. Og det er om muligt blevet tydeligere med de nye delstater i øst. Der er sandsynligvis en endnu større forskel mellem sachserne og prøjserne - eller Brandenburg - på den ene side, end mellem Baden-Württemberg og Sachsen på den anden. Det ses helt ned i træk som fliden og emsigheden. Denne mangfoldighed, denne forskel, skal bevares, og jeg er af den opfattelse, at et sådant føderalistisk Tyskland meget lettere lader sig integrere i Europa end en centralistisk stat kan. "
- Men netop den unge tyske generation tager Europa til sig og identificerer sig med det, som det ikke længe er set i tysk historie?
"Jovist, har tyskerne en særlig rolle at spille, fordi landet er så stort og har et så stort økonomisk potentiale. Men jeg mener, at de mindre staters rolle er mindst lige så vigtig. F.eks. forstår jeg danskerne udmærket. De vil gerne bevare deres egenart - og det er helt rigtigt at gøre det. Man skal ikke forsøge at egalisere Europa, det vil ikke bringe noget godt. I stedet for de nationale grænser, træder regionerne i karakter. Med én gang opdager vi Østersø-regionen. Det er vort nordlige Middelhav! Og i øvrigt et stort kulturrum. Pludselig findes disse forbindelser mellem skandinaverne og de baltiske lande, og Tyskland hører også med. Det giver nye muligheder."
"Eller tag delstaten Sachsen. Den har altid historisk ligget med ryggen til Prøjsen. For sachserne kom faren altid fra Prøjsen. Arkitekturen i Dresden har meget mere til fælles med den, man finder i Prag eller Wien eller Krakow end med den prøjsiske arkitektur. Og mentaliteten svarer dertil. Det kan blive et stort økonomisk fællesrum. Det samme kan man sige om Baden-Württemberg og Elsass og måske en del af Schweiz, der sammen udgør en region. Eller Rhinlandet sammen med Holland. Det er en Europas store chancer at de nationale grænser mister i betydning, fordi regionerne tiltager sig en egen rolle."

Et anstrengende land
- Man taler i Tyskland for tiden meget om at de halvtreds år med Bonn Republikken nu er afsluttet og at en ny æra er begyndt med Berliner Republikken. Er De af samme mening?
"Nej, jeg er helt uenig, jeg bryder mig overhovedet ikke om begrebet Berliner Republikken. Dette land hedder Forbundsrepublikken Tyskland, og det ligger i selve ordet Bundesrepublik, at vi er sammensat af forskellige lande, som man har bundet sammen i en føderalistisk struktur. Selve begrebet Berliner Republik er ikke andet end en påstand. Når man for 80 år siden talte om en Weimar Republik, så skyldtes det, at forfatningen for den første tyske republik blev skabt i Weimar."
"Men Berliner Republikken har ikke engang en egen forfatning at læne sig op ad. Det er en svindel med etiketten! Jeg bryder mig ikke om det, det lugter af centralisme, og jeg kan kun advare mod det."
- Men er en europæisk centralisme bedre?
"Nej, overhovedet ikke! Den er lige så slem, man skal stile mod et regionernes Europa."
- Er det derfor De så gerne opholder Dem i Danmark?
"Åh, Tyskland er et anstrengende land, og jeg er ofte involveret i skarpe meningsudvekslinger blandt mine egne."
- Hvoraf kommer det?
"Sådan har det altid været. Lige fra min første roman Bliktrommen har mine bøger altid fremkaldt strid, og tilsyneladende skaber mine bøger polaritet. Jeg har vænnet mig til det. Men det er anstrengende, og jo ældre jeg bliver, jo tydeligere mærker jeg det, og så opstår behovet at få lidt distance til mit fædreland. Jeg er ofte i Portugal, hvor jeg har fundet et rart sted, og så er jeg særdeles ofte og med stor glæde i Danmark. At gå her i egeskoven i dag og finde disse herlige svampe, som jeg tilbereder til middagen med min kone i aften giver mig ro og livsglæde."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu