Læsetid: 2 min.

Fremskridtspartiet til tælling

28. september 1999

Fremskridtspartiet har endnu engang sat sig selv til tælling. Efter weekendens landsmøde og Mogens Glistrups genkomst trues partiet af sprængning

"Enten ekskluderes Mogens Glistrup eller også dannes der et nyt parti," siger kredsformand Karin Vejen fra Fredrikshavn.
"Jeg vil ikke finde mig i, at vi (Fremskridtspartiet, red. ) igen skal være racistisk. Hvis Glistrup bliver kommer vi til at bruge tid på ham i stedet for ordentligt politisk arbejde."
Karin Vejen har efter weekendens landsmøde sat sine kræfter ind på, at hovedbestyrelsen indkalder til et nyt landsmøde hurtigst muligt med eksklusion af Mogens Glistrup som eneste punkt på dagsordenen.
"Fortidens spøgelse skal genbegraves hurtigst muligt. Inden år 2000 skal der være gjort rent bord. Og jeg er meget sikker på, at der er flertal for, at Mogens Glistrup ekskluderes," siger Karin Vejen, der allerede har mistet halvdelen af sin bestyrelse på grund af Mogens Glistrup.
Men uanset om Glistrup endnu engang ekskluderes eller ties ihjel på bageste række, er det gamle protestpartis overlevelsesmuligheder efter weekendens landsmøde alvorligt stækket.
Det mener lektor i statskundskab, Lars Bille fra Københavns Universitet: "Hvis det var svært for partiet at overleve før landsmødet, så er det ikke blevet nemmere nu. Partiets problem er, at hvis baglandet begynder at melde kritisk ud, så genopblusser den gamle debat - for eller i mod Glistrup - der splittede Fremskridtspartiet sidste gang og førte til dannelsen af Dansk Folkeparti, " siger Lars Bille.
"Weekendens landsmøde har føjet endnu et kontroversielt emne til Fremskridtspartiet og under alle omstændigheder, viser Glistrups tilbagevenden, at der stadig er en fløj, der mener, at det er Glistrup fremfor alt."
Men endnu en sprængning kan Fremskridtspartiet næppe overleve, vurderer Lars Bille.

Veteran frygter
"Uden en markant personlighed som Kirsten Jakobsen, virker det usandsynligt, at partiet kan klare endnu en sprængning. Uanset hvad der sker, så er sandsynligheden for, at de( Fremskridtspartiet, red.) overlever næste valg er lille. På den anden side, var der heller ingen, der havde forudset, at Fremskridtspartiet ville klare sidste Folketingsvalg," siger Lars Bille.
Også veteranen Kirsten Jacobsen frygter for partiets fremtid efter Mogens Glistrups tilbagevenden.
"Da jeg så Glistrup optræde foran talerstolen, blev mine værste anelser bekræftet. Konsekvensen af alt dette er, at dem, der stemte ham ind, risikerer at være dem, der samtidig forbereder Fremskridtspartiets begravelse. Og det er synd," sagde hun til Ritzaus Bureau.
Kirsten Jacobsen, der takker af ved næste valg, tilføjede, at hun for første gang i sit liv kan komme i tvivl om Fremskridtspartiet som hendes naturlige hjemsted, hvis Glistrup skal tegne partiet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu