Læsetid: 5 min.

Frihed og demokrati er ikke en selvfølge

1. september 1999

Iranske og sydkoreanske studenter sprudler af politisk engagement og lyst til at ændre samfundet

(2. SEKTION - Studiestart)
"Det påvirker ens hverdag, når man skal stå i kø i timevis for at købe en halv liter mælk og bliver afbrudt af Hizbollah-folk, hvis man diskuterer politik med sidemanden. Man kan ikke bare finde sig i det, for det forsvinder ikke af sig selv, hvis ikke man gør noget."
Sådan beskriver Iran-ekspert Fariba Parsa, ph.d.-studerende på Københavns Universitet, en af de hverdagsoplevelser, der er med til at gøre den unge iraner til et politisk bevidst væsen, der ønsker at lave om på samfundet.
Sammenlignet med danske ligesindede er iranske studenter nemlig lang mere optaget af politiske spørgsmål og af at ændre samfundet til det bedre, mener Fariba Parsa.
Senest i juli gik tusindvis af rasende iranske studenter på gaden i protest mod, at det konservative præsteskab vedtog en ny skærpet presselov og samtidig lukkede den reformvenlige avis Salam. I forvejen var studenterne utilfredse med det langsommereformtempo.
"Studenterne har altid været meget engagerede i politik og har en lang tradition for at være i front, når det handler om politiske forhold. Selvfølgelig er der perioder, hvor studenterbevægelsen er blevet kvalt, fordi mange studenter blev arresteret og henrettet, men de har aldrig kunnet stoppe det fuldstændigt. Der har altid været nogen, der var aktive," siger Fariba Parsa.

En dansk selvfølge
Hun forstår dog godt, hvorfor de danske studenter ikke i samme grad er på barrikaderne, for de har allerede de rettigheder, som de iranske studenter kæmper for.
"I Danmark har man friheden til at organisere sig og ytre sig. Men de danske studerende opfatter deres frihed som en selvfølgelighed, og diskuterer mere, hvordan de bruger ytringsfriheden og muligheden for at deltage i demokratiske studenterorganisationer," siger Fariba Parsa, der oplever, at lysten blandt danske studerende til at deltage i studentermøder er meget lille.
"De studerende er mere optaget af deres studier, og de har deres studiejob, og så er der ikke tid til studenterarbejde. De prioriterer det ikke så højt," siger hun.

Sejret sig ihjel
I Sydkorea har studenterbevægelsen - som i Iran - tradition for at være i front med krav om forbedringer af samfundets indretning. Men studenterne har allerede opnået den demokratisering af samfundet, som de kæmpede for, og samtidig er velfærdsniveauet steget så kraftigt, at den største sociale gruppe i dag er middelklassen.
Det har betydet, at studenterbevægelsen ligesom i Danmark efterhånden har svært ved at finde noget at samles om, ligesom opbakningen i befolkningen - modsat i Iran - er mindsket kraftigt.
"Man kan sige, at Sydkorea allerede har været igennem den proces, som er i gang i Iran - og dengang var der virkelig folkelig opbakning til studenternes krav. På en vis måde har studenterbevægelsen sejret sig ihjel i og med, at Kim Dae-jung, som var eksponent for studenternes og arbejdernes holdninger, er blevet præsident," forklarer Mette Skak, lektor i International Politik ved Århus Universitet.
"Gassen er gået af ballonen, og studenterne er nu inde i en afmatningsperiode, selvom de konkrete holdninger, man møder, for mange nok virker som om, der ikke er sket så stor en udvikling i samfundet," siger hun og henviser til, at de sydkoreanske studenter går for at være rabiat venstreorienterede.

Studenter-agenter
Men selvom mange mål er nået, har studenterbevægelsen, modsat den danske, alligevel bevaret gejsten, og senest i midten af august markerede den sig ved ulovligt at holde en "genforeningsfestival" for at markere ønsket om et samlet Korea.
Mette Skak mener, at en af forklaringerne på studenterbevægelsens engagement er, at den til en vis grad er infiltreret fra Nordkorea, som forsøger at hverve agenter blandt sydkoreanske studenter. Men samtidig er der sammenlignet med danske forhold meget at kæmpe for i Sydkorea.
"Politiet fører sig ind i mellem frem med stor brutalitet, og der sidder stadigvæk politiske fanger i fængslerne. Der er stadigvæk en grad af autoritær undertone til stede, som gør, at studenterne synes, at der er lang vej endnu," siger Mette Skak.

Studenterlivsstil
At det netop er studenterbevægelserne, der er primus motor i demonstrationer, som dem i Teheran i sommer, hænger sammen med, at de iranske universiteter er ladet med en politisk spænding, som gør, at man ikke kan være ligeglad og apolitisk, fortæller Fariba Parsa.
"I Iran er 75 procent af befolkningen under 34 år, og der er stor arbejdsløshed blandt unge på grund af den dårlige økonomi. Derfor kan man ikke bare sige, at man ikke har tid. Men det er også meget spontant. De fleste af dem, der blev arresteret under urolighederne i sommer, var under 20 år. De er ikke gift, de har ingen børn, og de har ikke noget arbejde. Når man er så ung, har man en drøm om at lave om på samfundet - og man har modet til at kaste sig ud i demonstrationer og fortælle, hvad man ønsker," siger Fariba Parsa.
Også i Sydkorea er engagementet livsstilsbestemt, mener Mette Skak.
"Mens man læser på universitetet, har man de og de holdninger. I samme øjeblik man bliver lærer på universitetet, sympatiserer man nok med dem et stykke hen ad vejen, men alligevel så får man grundlæggende nogle andre holdninger. Det er som om, det er indbegrebet af studenteridentiteten i Sydkorea, at være imod styret og kæmpe for socialisme og for at få amerikanerne smidt ud af landet," forklarer hun.
"Studenterne vil gerne se sig selv som det kritiske potentiale; de kritiske intellektuelle, men der er også noget umodent ved den måde, de fører sig frem på."

Enkeltsagsaktive
Selvom de danske studerendes kun sjældent dukker op med bannere i gadebilledet, så mener Fariba Parsa ikke, at det betyder, at de er ligeglade.
"Danske studerende er måske ikke så aktive i studenterbevægelserne på universiteterne, men de er meget optaget af enkeltsager som miljø, u-lande, racisme og flygtninge-indvanderområdet. Derfor melder de sig ind i græsrodorganisationer i stedet for," siger hun.
"Men der er nogle andre spilleregler i Danmark. Man bruger andre kanaler til at gennemføre sine krav. Blandt andet lobbyarbejde, hvor man prøver at kontakte nøglepersoner og påvirke dem," forklarer Fariba Parsa.
"At demonstrere på gaden er et udtryk for afmagt. Det er den sidste udvej, når det ikke lykkedes at komme igennem til beslutningstagerne. Hvis man har opnået sit krav, er der ingen grund til at demonstrere," siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her