Læsetid: 7 min.

Frihedskæmperen

28. september 1999

Den svenske sanger og forfatter Ulf Lundell er aktuel med ny murstensroman og ny cd, der
begge emmer af frihedstrang, midtvejskrise og forløsning

Ny bog & cd
Der går et kulturelt jerntæppe durk gennem Øresund. Det indebærer, at vi har en så sporadisk viden om svensk nutidskultur, at det til tider kan blive absurd at se Sverige omtalt som vort naboland. På den anden side: Naboskab er ikke, hvad det var. Det kan enhver forvisse sig om til hverdag.
På musikkens område er vi de senere år blevet oversvømmet af de nye svenske radiopopbølger, og de mere eller mindre politiske følsomhedsbesyngere Mikael Wiehe og Bjørn Afzelius har jo herhjemme altid haft en loyal menighed, som aldrig har været til at spøge med, men derudover har svensk rock ikke sat sit fingeraftryk i Danmark.
For eksempel er en skikkelse som Ulf Lundell herhjemme fortsat en sag for kendere. Jeg skriver udtrykkeligt skikkelse, for den snart 50-årige Lundell er netop ikke kun sanger, sangskriver og forfatter. Han er i Sverige et begreb.

Århundredets svensker
For nylig foranstaltede Expressen, den mere dannede og kulturorienterede pendant til Ekstra Bladet, en telefonisk læserafstemning om Århundradets Svensk. Det blev til en Top 30, og her, mellem Astrid Lindgren - som vandt - Jussi Björling, Ingmar Bergman, Olof Palme, August Strindberg og Dag Hammerskjöld finder man Ulf Lundell.
Siden gennembruddet i 1976 med generationsromanen Jack har Lundell været magnet for den offentlige mening i Sverige. Han har altid hævdet retten til enegang og politisk ukorrekthed. Hans privatliv har været tabloidguf - blodige skilsmisser, lynnedslagsforelskelser, yngre og yngre fotomodelskønne koner, drukskandaler, aflyste turneer, hele rocksvineriet altid i højeste alarmberedskab, omend han efter at have lagt sprutten på hylden nu opfører sig som en mere konventionel rocksuperstar, og så bag det hele er der en belæst litterat, der, når han ikke laver rockplader, skriver romaner, som ikke kun fylder i sidetal.

Fra modløshed til mod
Hans nyeste og niende roman, den netop udkomne Friheten runder de 800 sider. Måske er den 300 sider for lang, men det er i det lange stræk, den får sin styrke. Det er en vældig bog om at vende modløshed til (gå-på-)mod og livgivende trodsighed.
Som altid i Lundells bøger er der så stærke selvbiografiske strejf, at man fristes til at læse dem som situationssignalementer af hans eget liv. Men det er kun til dels rigtigt. Lundell anvender nemlig mest privatslivselementerne som fortælletekniske greb. Hans forrige roman, Saknaden, fra 1992, handlede om bestsellerbilledkunstneren Florian Douhan. Friheten handler om bestsellerforfatteren Tom Wasser. De er begge ugebladskendte og økonomisk uafhængige, men på den måde kan historien også flytte sig troværdigt, uden at man tænker på, hvordan de mon har tid eller penge til dette eller hint.
Friheten foregår således overalt, i Sverige, hvor Wasser har sat sig som mål ikke at skrive sin næste bog i den klaustrofobiske metropol Stockholm, i Toscana, i Marokko, i Mexico ...
Wasser er ved at ramme hovedet ind i den mur, der hedder midalder, og det ser længe ud til, at det er muren der holder. Han har skriveblokering, og burde leve mere end han skriver, men når nu han altid har levet gennem skriveriet, siger det sig selv, at han har et eksistentielt problem. Han lider desuden tilsyneladende helbredeligt af Young Girls Blues. Og møder så den ikke helt unge, meget sensuelle og meget selvstændige fotograf Monika via Frank, som han har mødt tilfældigt på gaden, fordi Wasser nu engang er den, han er.
Herfra udfolder der sig en tour de force af en roman om den svære, men livsvigtige kunst at lære sig at skelne mellem friheden som et fantom eller et faktum for andre end filosoffer. Hvor går vi hen, og hvorfor, og hvem tager de tomme flasker med og hvem indkasserer panten for dem?
Svarene er selvfølgelig ikke entydige, men for Tom Wasser er der til slut ingen tvivl: "Frihed er at komme ud af sjælens fangenskab. Det er engagement. Engagement og handling."

Serie- og selvmord
Begge dele er der rigeligt af i bogen, som holdes sammen af en kriminal-intrige med psykopatiske seriemord, incest og selvmord. Selve krimien i bogen er spændende og farverig nok til en bog og en film, men får en ekstra dimension ved at blive spændt op imod bogens grundtema. Friheden er ikke kun et andet ord for at tabe. Frihed er at turde, og mordene ses som eksempler på, hvor ukontrollabel friheden kan være, hvis man ikke har moralen med. Frihed koster.
Tom Wasser går ind i bogen som en renlivet misantrop og selvhader. Især skildringerne af et mentalt forfrossent Stockholm bliver siddende i sindet med beskrivelserne af svenskerne som et folk, der hylder mindet om Folkhemmet, medens de lader de rige blive endnu rigere og selv lader sig nøje med at dagdrømme sig til Robinson-øen og blive stemt hjem.
Men Wasser kommer ud på den anden side. Han er ganske vist arret på sjælen, men også renset i erkendelsen af, at selvrealisation kun varer ved, hvis man foretager den i fællesskab. Ikke det store, uforpligtende, men det lille, afgrænsede. Og således ringer han til Monika for at fri til hende, som en fri man i stan.

Lundell de luxe
Lundell-kendere vil genkende de kursiverede ord som en titel fra hans vældige skilsmisseplade, Den Vassa Eggen. Den er nu remastered og genudgivet i de luxe-udgave med hidtil ukendte sange.
I samme serie foreligger bl.a. Ripp Rapp og Kär Och Galen. Den sidste er den med "Öppna Landskab," som Erik Grip sentimentaliserede ihjel på dansk, og som blev Sveriges nye nationalmelodi, selv om den ret beset er en melodisk variant af "Hör hur västenvinden susar." I et vedlagt essay fortæller Lundell nøgternt og smukt om kunsten at skrive sådan en sang og overleve det som kunstner.
Der er i det hele taget tale om en meget smukt tilrettelagt genudgivelsesserie, som endnu engang minder om, hvor håbløst lemfældigt og grundlæggende uinteresseret, den danske pladebranche er i at genudgive den lokale rockarv. Også her har svenskerne mere kultur. Rockmusikeren Ulf Lundell er dog ikke kun kvalificeret nostalgi. Han er lyslevende. I år har han udgivet to plader. Ingen af dem er markedsført i Danmark.
Når Jeg Kysser Havet - Ulf Lundells Beste er en Greatest Hits, specielt til det norske marked, men med en bonus-cd, bestående af liveoptagelser. Lundell har igen fundet sammen med guitaristen Janne Bark, og det er sværvægtsrock med tydelig adresse og kærlig hilsen til Neil Young. Guitarbrådsøerne vælter ud af højttalerne, og der er en monumental skønhed over en lyd, der bliver ved at udvide sig.

Ingen fanger
Bark er også guitaristisk anker på Fanzine, forårets store dobbelt-cd fra Lundell, som kombinerer nye studieindspillede sange med koncertoptagelser, så det gamle bliver nyt, og det nye indgår organisk i hele hans værk, og så spilles også her nådesløs guitar. Det er en musik, der ikke tager nogen fanger.
Man kan måske indvende, at Lundell er holdt op med at skrive de store, bredt appellerende melodier, men der i hans musik nu om dage en determineret stålsathed. Han vil genfinde glæden og meningen med rocken ved at vende vrangen ud på den. Han genopdager rockens oprindelse som legemliggørelsen af drømmen om frihed, og gør det uden at lade sig låse af konventioner eller markedskonjunkturer. Også på den led er der dyb sammenhæng mellem ham og hans romanfigurer.

*Ulf Lundell: Friheten. 800 s. Schultz Forlag.
*Ulf Lundell: Fanzine - live+studio. Rockhead/EMI.
*Når jeg kysser havet - Ulf Lundells beste. EMI.
*Ripp Rapp. Rockhead/ EMI-Parlophone.
*Kär Och Galen. Rockhead/EMI.
*Den Vassa Eggen. Rockhead/EMI.

Alle udgivelser er specialimport

FAKTA
Fisseflokken igen
Ulf Lundells seneste bidrag til den svenske samfundsdebat er, at han har begæret fogedforbud mod den meget omtalte antologi Fittstim. Lundell opponerer mod, at bogen rummer et privat brev, sendt af ham til anmelderen Karolina Ramqvist, Dagens Nyheter. Lundells brev var en reaktion på Ramqvists ramsaltede anmeldelse af hans notesbog Best of ... I brevet spørger Lundell hende, om hun mon anmelder som hun gør, fordi hun savner en kæreste. Ramqvist svarer ved at aftrykke brevet i Fittstim som eksempel på verbal sexchikane. Lundell henvender sig til Bonnier-koncernens topledelse for at tilbagetrække bogen, som udkommer på det Bonnier-ejede forlag DN. Da Bonnier afviser, opsiger Lundell øjeblikkeligt samarbejdet med sit forlag gennem 23 år, det Bonnier-ejede Wahlström & Widstrand, og tilbagetrækker det færdige manus til bogen Friheten, som i stedet udkommer på det lille enmandsejede forlag Schultz. Lundell opfatter bl.a. offentliggørelsen af det private brev som en krænkelse af hans copyright. Og den 14. oktober tager Stockholm Tingsrät stilling til hans begæring. Fittstim udkommer på dansk på Informations forlag medio november, foreløbig med Ulf Lundells bidrag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu