Analyse
Læsetid: 5 min.

Fusionsfeber i Frankrig

3. september 1999

I detailhandel, olie, banker osv. - Frankrig vil have firmaer blandt de største i verden, men det er også et nødvendigt forsvar mod at blive opkøbt af udlandet

I 1999 har fusionskrigene hærget i toppen af det franske erhvervsliv som aldrig før. De er blevet et dagligdags fænomen, men den sidste nyhed fra fronten er dog for stor til at drukne i mængden: Carrefour (supermarkeder m. m.) overtager konkurrenten Promodès og bliver hermed verdens næststørste detailhandelgruppe - kun overgået af USA's Wal-Mart - og den største gruppe i det franske erhvervsliv overhovedet, med en omsætning på godt 400 mia. kr.
Den nye gigant, der opererer i hele verden, har 9.000 butikker, heraf 680 hypermarkeder og 2.600 supermarkeder. Den beskæftiger 240.000, heraf 110.000 i Frankrig.
Det nye Carrefour er kun halvt så stor som Wal-Mart, men det er en sektor, hvor Frankrig er blandt de førende lande på verdensplan. I den store detailhandel med supermarkeder og kædeforretninger er der fem franske selskaber blandt de 20 største i verden.
Det er en undtagelse, for i alle andre vigtige brancher er Frankrig forholdsvis langt nede på listerne, og ofte leder man forgæves efter franske selskaber på listerne over verdens største - dér hvor man finder navnene på amerikanske, japanske, tyske, britiske, hollandske og schweiziske giganter.

Den franske kapitalisme er bagefter i den internationale konkurrence, og det kan betragtes som en defensiv reaktion, når Frankrig i disse år - med nogen forsinkelse i forhold til andre lande - fusionerer på kraft. 'Restrukturering', gruppering i større enheder, er dagens løsen, og nogle betegner den nuværende udvikling i Frankrig som en 'superrestrukturation'.
Staten trækker sig tilbage fra sin formynderrolle, privatiseringerne skrider frem og er fuldført i finanssektoren, restruktureringen i flyindustrien og den militære teknologi er i fuld gang, Renault har overtaget det japanske Nissan, vand-, industri- og finansgiganten Vivendi erobrer vandmarkedet i USA, Pechiney fusionerer med selskaber i Canada og Schweiz for at danne verdens største aluminium- og emballagegruppe.
I mellemtiden fortsætter kampen mellem de to franske olieselskaber Elf og TotalFina om, hvem der skal overtage hvem for at danne verdens fjerdestørste olie- og naturgasselskab, mens forsøget på at danne verdens trediestørste bank ved en fusion mellem BNP og Société Générale lige er endt resultatløst efter en kamp uden fortilfælde, der har stået på gennem seks måneder.

Erhvervslivets nye chefer og business-eksperter af den slags, der ligger på maven for den angelsaksiske model, taler om, at Frankrig nu 'vågner op' og undergår et nødvendigt 'elektrochok'. Og 'Den nye franske kapitalisme er ankommet' osv.
Kampagnen for 'modernisering' er blevet stimuleret af euro'ens indførelse, den galoperende globalisering og det magiske årstal 2000.
At Frankrig er bagefter med dannelsen af store enheder, bekræftes af den liste over verdens største virksomheder i 1998, målt efter deres vægt på børserne, som Financial Times bragte i januar i år. Frankrigs største selskab, France Telecom var nr. 46, og det næststørste, Elf, nr. 90. Hvad bankerne angår, finder man ingen franske blandt de første 40...

Det er blevet sagt, at de franske selskaber har den ideelle størrelse til at friste opkøbere - med andre ord til rollen som bytte for rovdyr. De er så meget mere sårbare, som den franske opsparing kun i ringe omfang er placeret i aktier, og over en trediedel af kapitalen i de store grupper er under udenlandske investorers kontrol, især amerikanske og britiske pensionsfonde.
Dette fænomen bruges i øvrigt som argument for skabelse af massive franske pensionsfonde, et varmt politisk stridsspørgsmål, som man kommer til at høre mere om. Venstrefløjen opfatter pensionsfondene som en snigende udhuling og privatisering af velfærdsstaten.
Fusionsfeberen kan altså begrundes med, at de franske virksomheder må slutte sig sammen for at at undgå at blive opslugt af udenlandske opkøbere. Det er en politik, som regeringen støtter
diskret, og hver gang en af erhvervslivet store går i spidsen for et fusionsforsøg, en venskabelig eller fjendtlig overtagelse, med det formål at skabe en modstandsdygtig og eventuelt aggressiv fransk gigant i verdensklasse, kan man være sikker på, at det sker med regeringens velsignelse.

Det var også tilfældet, da banken BNP søgte at overtage Société Générale, der i forvejen søgte at overtage Paribas. Det langvarige drama endte med, at banktilsynet under forsæde af nationalbankdirektør Jean-Claude Trichet nedlagde veto, fordi BNP ikke havde opnået flertal blandt aktionærerne, men kun 32 procent, og operationen var for risikabel og usolid. Denne beslutning blev hilst i den angelsaksiske presse og den internationale finanspresse som en sejr for 'markedet' og et nederlag for et typisk forsøg på at skabe et fransk flagskib 'i den nationale interesse' - med statslig opmuntring og i den bedste gaullistiske tradition.
Premierminister Lionel Jospin godkendte spagfærdigt banktilsynets kendelse, mens den altid frimodige indenrigsminister Jean-Pierre Chevènement - tidligere socialist, i dag nærmest neogaullist - fordømte beslutningen som "et veritabelt attentat mod den nationale interesse". Hans skarpe kommentar er en perfekt opsummering af den franske fusionspolitik som forsvar mod globaliseringen og som en form for økonomisk nationalisme.

Men det er naturligvis ikke hele sandheden om den fremadskridende koncentration, der af erhvervslivets nye topfolk gennemføres ud fra en finansiel logik, hvor aktieudbytterne er alfa og omega, mens beskæftigelsen falder af i svinget, og hvor der udvikles monopoler på bekostning af forbrugernes interesser. Disse ledere praler formelig af de masseafskedigelser, de er i stand til at gennemføre, og som er en del af selve formålet med fusionerne. Man har allerede længe været vidne til, at indskrænkning af arbejdsstyrken automatisk hilses med bifald af aktionærerne og modtages med positive reaktioner på børserne.
Fusionskampene mellem Elf og TotalFina og især mellem BNP og Société Générale i indeværende år er foregået under hidtil usete former, med voldsom polemik og med en nærmest grotesk annoncekrig, hvor de respektive bosser prøver overbevise aktionærerne og polere deres eget image. Dag efter dag, uge efter uge er læserne blevet bombarderet med helsides annoncer. Disse kampagner har til dato kostet de fire selskaber over 200 mio. kr., og det har været en betydelig indtægtskilde for dele af dagspressen. De samme blade har forståeligt nok ikke været særlig kritiske over for operationerne, og frem for at stille spørgsmål om de negative virkninger af det skånselsløse matadorspil har de hyldet det nye 'markedsdemokrati' efter angelsaksisk mønster og 'respekten for aktionærerne'.

Økonomen Frédéric Clairmont påpeger i Le Monde diplomatique, at finansverdenen - "med fusionerne og overtagelserne som en sidste udvej" - anstrenger sig for at afværge følgerne af en verdensomfattende deflationstendens, d.v.s. prisfald for råvarer og industriprodukter. Den krampagtige form, fusionskampene mellem banker og olieselskaber har antaget i denne sommer, hænger måske sammen med, som han morsomt skriver, at "rovdyrene begynder at fortære hinanden, fordi det er blevet svært af finde bytte".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her