Læsetid: 3 min.

De gamle mestre løb med priserne

13. september 1999

Realistiske hverdagsskildringer belønnet i Venedig

Filmfestival
Antonio Banderas instruktørdebut Crazy in Alabama og David Finchers kontroversielle Fight Club med Brad Pitt og Edward Norton stjal opmærksomheden under Venedig Film Festivals sidste dage, men amerikanske film blev forbigået ved prisuddelingen lørdag, hvor Emir Kusturicas jury belønnede etablerede festivalnavne. Guldløven gik til kinesiske Zhang Yimou.
Not One Less om en 13-årig vikarierende skolelærerindes indædte kamp for at holde eleverne på skolebænken. Yimou, der også vandt guldløven i 1992, var et sikkert og populært valg, og den anden festivalfavorit, iranske Abbas Kiarostami, fik i lige så sikker stil Juryens Store Pris for sin smukke, men næsten for klassisk Kiarostamiske, The wind will carry us.
Yimou trak tidligere på året Not One Less fra konkurrencen i Cannes. Han har ikke været meget for at sige hvorfor, men har nævnt, at han var bange for, at filmen ville blive opfattet som politisk, og det er denne film ifølge ham ikke. Umiddelbart er der heller ingen skarp samfundskritik i filmen, der dog skildrer landets fattigdom og det skrabede skolesystem.
Yimou er blevet kritiseret for den pæne og politisk ufarlige film, men forsvarer sig med, at han er træt af, at alt fra Kina absolut skal opfattes politisk. Han har længe haft lyst at fortælle denne autentiske historie, der ender ovenud lykkeligt med bunker af farvekridt til børnene.

Kiarostami trækker sig
Kiarostami, der blandt utallige festivalpriser senest fik guldpalmerne i Cannes 1997, benyttede prisoverrækkelsen til at annoncere, at han ikke agter at konkurrere med sine film længere. Han har vundet priser nok og vil lade nye navne komme til. Kiarostami kommenterede også kort, at hans erfaringer i Venedigs jury for fire år siden ikke var specielt opmuntrende. Der ligger et for stort pres på juryen for at træffe bestemte valg, hvilket gør det svært at følge sin egen overbevisning.
Kritikken er værd at tage til eftertanke efter en festival, der har slået sig op på fornyelse og fokusering på ungt talent, men endte med at tildele de store priser til de gamle mestre.
Det er påfaldende, at Yimou og Kiarostamis vinderfilm ikke benytter sig af professionelle skuespillere. Begge film foregår i små landsbyer og lader byens beboere spille rollerne som sig selv i fiktionshistorierne. Begge film tilstræber en realistisk stil, hvor man får indblik i dagligdagen og det lokale liv i stedet for det store drama.
Det samme gælder kineseren Zhang Yuans Seventeen Years, som vandt prisen for bedste instruktion. Yuan bruger skuespillere, men fortæller sin tunge tragedie i en realistisk stil, som bl.a. for første gang filmer i et kinesisk fængsel, hvor den kvindelige hovedperson tilbringer 17 år efter ved et uheld at have dræbt sin stedsøster.
De fleste havde forventet, at juryen ville sætte pris på noget mere fabulerende og farverigt som Jane Campions omdiskuterede Holy Smoke, men det blev de realistiske hverdagsdramaers år.

Asiatisk indflydelse
Årets resultat bekræftede også asiatisk films stigende indflydelse og anerkendelse. Yuan blev i 1994 af Time Magazine kåret som en af de hundrede ledende skikkelser i det næste århundrede, og han mener selv, at der en spændende ny generation af filmkunstnere på vej til at overtage arven efter folk som Yimou.
Yimou fortalte imidlertid, at han har sin næste film The Way Home klar til Berlin Film Festival, så han overgiver ikke sin førerposition uden kamp.
Prisen for bedste skuespillerinde gik til Nathalie Baye for hendes forførende præstation i belgiske Frédéric Fonteynes Une Liaison Pornographique, som forhåbentlig finder dansk distribution. Jim Broadbent vandt fortjent bedste mandlige hovedrolle for sit portræt af Gilbert i Mike Leighs Topsy-Turvy om Gilbert & Sullivan.
Årets ærespris gik til Jerry Lewis og blev overrakt af Martin Scorsese, der arbejdede sammen med Lewis på King of Comedy. Scorsese havde tidligere på dagen præsenteret sit nye projekt Il dolce cinema, som i stil med hans amerikanske filmhistorie præsenterer italienske klassikere efter hans barndomsminder og smag. Hans smittende filmentusiasme var et tiltrængt pust efter årets festival, som ikke bød på meget nyt at begejstres over på filmkunstens vegne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu