Læsetid: 6 min.

Hårdt at være handyr

1. september 1999

Partnervalg er mere kompliceret, end noget menneske kunne frygte. Evig kamp, snyd og bedrag stiller store krav - især til hannerne

(2. SEKTION - Studiestart)
Optimal sex
Det er ikke nemt at være en han. For at få et godt og sundt afkom skal man knokle med at gøre kur, man skal kunne tilbyde gode ressourcer, vise omsorg, og så skal man ustandseligt holde andre bejlere på afstand.
Det er, hvad undersøgelser af seksualadfærd - ikke kun hos mennesker, men hos mange forskellige dyrearter - kan berette.
Mens det kvindelige køn i ro og mag kan udvælge den rette partner, måle hans styrke, snuhed og sædkvalitet, må handyret være på evig vagt, kæmpe og knejse for sin udødelighed.

Falske fædre
Monogami udvikler sig typisk hos arter, hvor en fælles indsats for ungerne er nødvendig.
Når forældre ikke kan tillade sig at forlade deres afkom, før det har lært at klare sig selv, må yngelplejen og oplæringen gå forud for egne interesser.
Men monogami har vist sig at være sjælden.
Kun cirka fem procent af alle dyr kan defineres som monogame, og ud over det, er det ikke den form for absolut monogami, som kirken prædiker, der er gængs i dyreverdenen.
Her er snyd, svindel og affærer snarere reglen end undtagelsen.
Et tabu, som altså ikke behøver at skyldes verdens og værdiernes generelle forfald, men snarere afspejler en anderledes, men optimal populationsbiologisk strategi.
Kirken siger, at ægtefæller skal være forenet, indtil døden Jer skiller, men samtidig er antallet af skilsmisser i Danmark over en tredjedel, og i USA opløses hele 50 procent af alle indgåede ægteskaber.
Reelt er tallene dog meget højere, hvis man iberegner de mange forhold, som ikke bliver til et ægteskab.
Selv de så forbilledlige svaner, der for mange mennesker står som indbegrebet af dydig adfærd, kan finde på en saftig affære, hvis situationen byder sig.

Fitness
Biologer anskuer kriterierne for dyrs seksuelle adfærd og udvælgelse af partnere som et forsøg på at få det bedst og mest mulige afkom.
Da tilværelsen er en evig kamp om overlevelse, har alle jordens levende væsener udviklet meget komplicerede teknikker til at vinde kampen.
Det gælder om at være bedre end naboen og om at vinde krige, kampe og kvinder. På den måde kan man sprede sine succesrige gener så meget som muligt blandt populationen.
Det afgørende kriterium for succes er fitness - et centralt begreb i populationsbiologien og i biologien generelt. Begrebet er blevet udødeliggjort i det af Herbert Spencer lettere vulgariserede udsagn om survival of the fittest.
Da det altid er svært at måle fitness direkte på et dyr, må det i stedet måles på antallet af vellykkede afkom.
Det betyder, at man først ved, hvem der er fit, og hvem der ikke er, når tiden er gået, og de overlevende har fået deres mange unger.
Survival of the fittest kan måske virke som en tautologi, a la survival of the survivals, men det er det ikke.
I en population, hvor begge køn stræber efter at få gode afkom, vil konsekvensen af den individuelle overlevelseskamp være en relativ forøgelse af populationens gennemsnitlige fitness - et resultat den amerikanske populationsbiolog Robert A. Fisher kom frem til allerede i 1930 ved hjælp af matematiske ligninger, og som siden er blevet kaldt det 'fundamentale teorem for den naturlige udvælgelse.'

Skal jeg vælge Brian?
De fleste arter i dyreriget
- fra fisk og fugle til aber og mennesker - tilhører den kategori af dyr, hvor hunner kun i begrænset tid og omfang er frugtbare.
Det betyder, at hanner primært skal forøge deres chancer ved at øge antallet af partnere, hvorimod hunners strategi oftest er bestemt af deres partners kvalitet.
Derfor er hunner som regel mere kræsne end hanner.
Da flaskehalsen for reproduktionen hos hunnerne ligger i den begrænsede frugtbarhed, er kampen om deres gunst også meget større.
Biologer iagttager typisk, at jo mere dominerende en han er, jo større er hans chance for at finde en eller flere gode partnere.
I en kamp mellem to hanner vil vinderen som regel blive foretrukket af hunnen. Derved sikrer hun sig en partner, som har større chance for at overleve, og som på den måde også er af højere kvalitet. Nogle biologer har endda påvist, at visse hunner opildner hanner til kamp for bagefter at parre sig med vinderen.

Skal jeg vælge Georg?
Men verden har vist sig ikke at være så simpel endda.
I en oversigtsartikel om emnet i tidsskriftet Trends in Ecology and Evolution har Anna Qvamström fra Uppsala Universitet og Elisabet Forsgren fra Universitetet i Göteborg gennemgået de nyeste undersøgelser på området.
De viser, at det er ikke altid er den største og stærkeste han, der vinder kurmageriet. Hos arter, hvor handyret konkurrerer om nødvendige ressourcer som f.eks. gode ynglepladser, nyder den dominerende han som regel store fordele i partnervalget.
Men hos bigame og polygame arter, og i andre tilfælde, hvor hunner må dele deres ressourcer med andre hunner og deres unger, kan det være mere fornuftigt at kigge direkte på ressourcerne, der er til rådighed hos en bestemt han - i stedet for at kigge på hans dominerende adfærd.
Og det er også, hvad mange studier har vist. Undersøgelser af fasaner, salamandere, spurve, fårekyllinger og kutlinger har vist, at hundyr ofte vælger ud fra mængden af de tilrådelige ressourcer og ud fra omgivelsernes kvalitet, og altså ikke ud fra handyrets dominans.
Hos mennesker tæller rigdom og gode kår heller ikke nedad. Forfatteren Helen Rowland har engang sagt:
"Når man ser, hvem piger gifter sig med, forstår man, hvor meget de må hade at arbejde for føden."
Ydermere er det slet ikke sikkert, at den udkårne, blot fordi han er god til at slå på tæven, også er en god forælder.
En dominerende han kan endda være en ulempe for parret, hvis han skal bruge al sin energi på at holde de andre friere væk - et resultat, fundet hos blandt andet hundestejler og hos nogle flue-snappere.
Afvejningen af genetiske fordele og virkelighedens omkostninger er en kompliceret afgørelse, som nogle hunner har fundet en subtil løsning på.
I visse - ellers monogame - arter, kan en hun acceptere at parre sig med en dominerende han, der ikke bidrager med andet end sine gener, for bagefter at vende tilbage til den mindre dominerende - men til gengæld socialt set - omsorgsfulde plejefar.
Det kan undre, at hanrejen alligevel gider al det besvær, men biologerne mener, at han trods alt får et udbytte, idet han vil komme først, når hunnen bliver drægtig igen.
Den optimale strategi for en population kan altså påbyde nogle individer at være mere promiskuøse end andre. Men om det er det rigtige viser sig først, når det er for sent.
Som om situationen ikke var speget nok i forvejen, opstår der, ifølge professor i evolutionær psykologi fra Liverpool Universitet, Robin Dunbar, et yderligere problem for hannerne.
I en artikel i New Scientist kunne hun forleden beskrive den rent monogame mands dilemma, der jo består i aldrig at vide med 100 procents sikkerhed, om ungerne nu virkelig er hans egne eller ej.
Skal han blive hos sin partner med risiko for at passe en gøgerede, eller skal han frasige sig familielivet med risiko for at miste sit afkom på grund af utilstrækkelig omsorg?
En løsning kunne være at give de andre bigote hanner en større hovedpine, end han selv har. Det kan han gøre ved selv at være utro, for på den måde øger han chancerne for, at hans gener bliver videreført.
Magnus Enqvist og hans kolleger fra Stockholm Universitet arbejder med den hypotese, at hunner ikke kun opsøger en flirt for at få en ekstra gen-indsprøjtning, men også for at fastholde sin ægtefælles opmærksomhed.
Undersøgelser på engelske stære har vist, at de mest aggressive hunner har større sandsynlighed for at blive i et monogamt forhold end de mindre aggressive.

Hårdt arbejde
I vores verden har handyret det hårdt, for det er ham, der bliver selekteret på.
Han skal dominere; han skal charmere; han skal være et skaffedyr; han skal vise omsorg; han skal sikre sig, at han ikke bliver narret af en anden, og endelig skal han forsøge at narre andre. Og som om det ikke var nok, skal han også give indtryk af at være dydsmønstret i egen høje person.
Det er alt sammen hårdt arbejde, og hvis han ikke dør af hjerteslag forinden, vil en dog trøstende frugt ud af alle anstrengelserne være en evig indflydelse på menneske-slægten og dens himmelflugt i fitness.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu