Læsetid: 4 min.

Halløjsa

3. september 1999

De små digtere 'låner', de store hugger skrupelløst. Mange, der kender Karen Blixens novelle "Heloïse" (Vinter-Eventyr, 1942), har således undret sig over forfatterens store viden om forholdene under den fransk-tyske krig; men forklaringen er såmænd, at hun nuppede stoffet og plottet hos en kendt fransk kollega, der forlængst var død og borte, afskåret fra protest.
Det franske forlæg for novellen hedder "Boule de suif" eller "Flødebollen" og stod først trykt i antologien "Les soirées de Médan", der udkom i 1880, med bidrag af bl.a. Zola, og med krigen som fælles motiv. Mest opsigt vakte blandt publikum teksten som Blixen brugte, om en luder med tilnavnet Flødebollen, der redder sine landsmænd ved at gå i seng med en brovtende tysk officer. Bagefter behandler man hende som et pilråddent æg, skønt man samtidig priser sin gud, at man fik reddet skindet. For som man jo siger - hensigten helliger midlet.
Novellen var skrevet af en ung jurist ved navn Henri René Albert Guy de Maupassant, født 1850 og opvokset i Normandiet hos sin fraskilte moder.
Da antologien udkom, var han ansat i undervisningsministeriet, men op gennem 1880'erne blev han en af tidens mest populære forfattere, dels takket være sine romaner, bl.a. Une vie (1883) og Bel-ami (1885), dels i kraft af sine talrige noveller. Hans første kortprosasamling kom 1881 under titlen La maison Tellier, og siden fik han skrevet op imod 300 noveller, indtil den syfilis, han tidligt må have pådraget sig, berøvede ham forstandens brug. Maupassant døde i 1893 på et sindssygehospital i nærheden af Paris.

Når hans noveller elskes endnu, beror det på en rentud formidabel pointeringsevne. Maupassant er 'fræk', derved at han ynder at snuse til - og lade læserne snage i - alt, hvad mænd og kvinder nu kan finde på med hinanden. Men han er også fræk som en slagterhund, når det gælder om at strikke en god historie sammen, med vægten lagt på maksimal overrumplingseffekt.
Uimodståelig forekommer således historien om en sømand, Martin, der vender hjem til Normandiet efter 12 års fravær. Alle troede, han var druknet, men som der jo står i sangen: Det onde rygte talte ikke sandt, og nu, værsgo, har konen ham tilbage. Til alt uheld har hun i mellemtiden giftet sig påny og oven i de to fælles børn avlet tre dejlige, nye.
Når man læser "Hjemkomsten", tror man, at så bliver der røg i køkkenet. To sømænd, og én kvinde, det kan da aldrig gå godt. Imidlertid foreslår mand nummer to, at de, før det kommer til kamp, skal spørge præsten til råds. Og eftersom de på vej hen til ham skal passere kroen, ender det med, at de får sig en dram. Hvad der herefter sker, det melder historien intet om. Men læseren fik sig en lufttur.
Man kan heller ikke andet end nyde historien om "En Stump Sejlgarn", om markedet i Goderville, der samler godtfolk fra nær og fjern. Også Far Hauchecorne fra Bréauté - en ægte nærig normanner, der på vej til torvet får øje på en ende sejlgarn og på trods af sin gigt samler den op og putter den i lommen, uheldigvis overvåget af ærkefjenden - sadelmager Malandain.
Senere samme dag bekendtgøres det med trommehvirvler, at der på vej til markedet er tabt en tegnebog af sort læder indeholdende 500 francs og nogle papirer. Og hvem falder mistanken på, hvis ikke Far Hauchecorne, som Malandain jo har set stå dér og nusse så hemmelighedsfuldt med noget, som ingen skulle se?
Tegnebogen kommer for en dag, den havde ligget på landevejen og var blevet fundet af en karl, der ikke kunne læse og derfor bragte den hjem til sin husbond. Nu forventer læseren vel, at Far Hauchecorne skal blomstre op og hurtigt lykkeligt genvinde, hvad han har mistet i anseelse. Men Maupassant véd bedre. Han kender menneskene. Én gang stemplet, altid brændemærket. Folk på egnen tror selvfølgelig, at Far Hauchecorne først fandt pungen og derefter fik en anden til at aflevere den, og det besynderlige er, at jo ivrigere han forsøger at rense sig ved til enhver, der vil lytte, at fortælle historien om sejlgarnsstumpen, desto mere bliver denne sandhed netop, ja, en historie, hvilket igen vil sige: genstand for fortolkning.

Selv i en sådan, tilsyneladende uskyldig fortælling fra landet stikker Maupassants rå pessimisme hovedet frem. Desillusioneret, kynisk gennemskuende som han er, formår han som oftest at turnere sit stof, sådan at der i læsersindet sker en pludselig vending. Halløjsa! tænker man, når forfatteren under en overflade af glat venlighed, tilforladelig humor, litterær elegance, stil kort sagt, har placeret en bombe. Læser man nu bagefter den enkelte historie om, opdager man, at Maupassants konklusion trods sin barskhed var og er den eneste, der virker logisk holdbar. Og dermed bliver stilen og indsigten ét.
Blandt dem, der har stået i lære hos Guy de Maupassant, kan opremses så forskellige folk som Tjekhov og Hemingway, eller i Norden Alexander Kielland og Herman Bang. Hans sortie fra litteraturens verden var ikke flatterende, men han satte som prosaist en standard. Hans hyperenkle, holdningsmæssigt 'neutrale' stil ligner det rene legeværk, og dog er den muligvis den sværeste kunst af dem alle.

*"En Stump Sejlgarn" og "Flødebollen" er ovenfor citeret i Hildeborg Obel-Jørgensens oversættelse, i hhv. "Frøken Perle og andre Noveller fra Normandiet" og "Flødebollen og andre Noveller fra Normandiet", Carit Andersens Forlag 1944. Ældre oversættelser af Maupassants noveller, ved Loulou Lassen, indgår i hans Samlede Værker bd. 1-28, 1903-12, og tillige i Udvalgte Værker bd. 1-8, 1944-45. Fra sidstnævnte udgave er på Hasselbalch udsendt "Fru Telliers Pensionat" (1966) og "Juvelerne og andre noveller" (1967).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu