Læsetid: 3 min.

Hamlets fynske barndom

4. september 1999

...er ingen rigtig hindring for Odenses opsætning, der på mange måder er dybt tilfredsstillende

Teater
I islændingen Baltasar Kormákurs sæsonåbener ligger en stor forestilling på spring. Først og fremmest i det dybt gennemarbejdede parløb med scenografen, der har resulteret i et episk flow, hvor billeder og ord tager hinanden om livet og aldrig slipper. Gags er ikke noget, man spilder tiden på, og gimmicks uden indhold ligger under konceptets niveau. Langt hen ad vejen er det kun et spørgsmål om at sætte sig tilbage i sædet og nyde det.
Kormákurs første fingeraftryk sættes i åbningen, som han har brudt om, således at genfærdsscenen ligger to-tre scener inde - og i øvrigt løses elegant. Det danske hof præsenteres allerede i åbningsbilledet som en skilt sovs, 99 procent som festende freaks uden ansigter over for Hamlet, som rider på sin skæbne - en kiste. Denne Hamlet formår, trods det at han ikke er 'ideel', at forme sig til en prins, der i sin danskhed efterhånden viser sig at svare til forestillingens selvanslåede format. Her er ikke intention om at servere en universel Hamlet, men én fra en fredelig provins i lilleputriget.
Her har Kristian Holm
Joensens Hamlet haft en skyfri barndom henslængt på grønne marker med et græsstrå i munden under en evig sommerhimmel, herfra har han sin hjemstavns vokale musik og sit sommerblegede (ikke diskoteksbrintede) hår og her indhenter det onde ham pludseligt samtidigt med manddommen. Intellektuelt er han parat, Holm
Joensens legende ironi har en lokalbedøvende impact og gør først ondt sekunder efter, og jo længere han trænger ind i råddenskaben, jo mere bitter bliver den.

Far, datter, skabselsker
Hans primærfjende Claudius er stavlet op som kronraget Dracula uden at det formår at opbygge Klaus T. Søndergaard til et passende format som ondskabs- og kraftcenter. Kropssproget har farlighed, men Søndergaard savner også den maskuline scenerøst, som Morten Christen Hebsgaard kan statuere sin - ak, ligeledes lidenskabsforladte - Laertes med. Til gengæld har Rosenkrands og Gyldenstjerne (Peder Dahlgaard og Claus Riis Østergaard) for en gangs skyld den fornødne farlighed, Mads Nørbys Horatio har kærlighed og loyalitet og graverscenens begavede pingpong (programmets kreditering er ikke soleklar) har vægtfylde - i en formidabel scenografisk krypt, udsprunget af basisdekorationens to etager. Scenebillederne antager yderst forskelligt liv på trods af konstruktionens statiskhed; udnyttelsen er en stadig medspillende nydelse (ligesom Brunses oversættelse) og i sin helhed fortjente den egentligt et større scenerum, det ville både klæde den og tydeliggøre dens betydning for og interaktion i opsætningens organiske scenestrøm.
Skuespillermæssigt centreres interessen omkring far, datter og skabselskeren og den mentale neglebider Hamlet. Ole Møllegaards Polonius er blandt de bedste undertegnede har set, Ian Holms indbefattet. En småborgerlig følelsespuger blottet for faderkærlighed og statsmandsformat, en menneskelig analfabet, men fri for publikumsappellerende latterlighed. Sonja Richters Ofelia tilhører samme klasse, en ung vin, hvis uskyld frostsvides og hvis vanvid fortrækker til et sneglehus... en Kormákur-visualisering, det ville være synd at røbe i detaljen.

Ærkedansk bud
Kristian Holm Joensens Hamlet er som sagt - skønt islandsk - et ærkedansk bud, også uden den musikalske tilsætning af "I Danmark er jeg født". Danskheden er både charmen og formatbegrænsningen, for - sat lidt på spidsen - han er vores lige så meget som Shakespeares. Ønsket om så længe som muligt at holde hænderne blodfri kæmper med formatet i den engelske skæbnefortælling og i smertens størrelse, den smerte, som må til for et stykket honoreres, slår Holm
Joensen lige akkurat ikke til. Men vejen dertil er fuld af talent, begavelse, desperation, spot og fortvivlet vid. En Hamlet på spring ligesom forestillingen.
Ulla Henningsens Gertrud gløder kortvarigt i i sovekammerscenen, men forstærker indtrykket af, at den intensitet, der er Henningsens vandmærke, gradvist har flyttet sig derhen, hvor den aflæses bedst på skærm, lærred eller intimscene; i et scenerum er underspillet ikke til at skelne fra indadvendthed.
Det evige problem, slutscenen, har ikke den litauiske opsætnings stiliserede elegance og lader ikke resten være tavshed efter Horatios farvel. Ét af de få steder, hvor William S. havde brug for en dramaturg, følges artigt - dvs. enter Fortinbras med hvad deraf følger. Det fungerede i Branaghs film, det er norsk go'nat i O'ense.
Men ellers er det mest godaften.

*Hamlet af Shakespeare. Ovs.: Niels Brunse. Instr.: Baltasar Kormákur. Scen.: Vytautas Narbutas. Kor.: Aletta Collins. Kost.: Filippia Elisdottir. Odense Teater. Til 1. okt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu