Læsetid: 4 min.

Idyl

29. september 1999

Når en historie hedder "Idyl", stikker der noget under

Haven i september
Har der nogensinde været en september som denne? Hvor man må ud i haven ved solopgang og kan gå i bare tæer? Hvor badekåben over nøgenheden udelukkende skyldes helgardering mod mulige morgenvandrere? Hvor der findes bølgeskvulpende dase-eftermiddage efter en lang, sval svømmetur og ikke bare et hurtigt gispe-dyp? Hvor kaprifolien igen er fuld af blomster? I juli smøg den sig rundt om den gamle ensilagebeholders ydermur i et flyvende brus af dybrosa-gule-orange blomster, men siden blomstrede den helt af og blev noget død-grøn i farven. Nu er der ikke bare et par stykker, som man nogle gange ser, men letbenet, guldsmede-væver blomsterdans over det hele.
I dammen åbner tre kridende hvide åkander deres gyldne midte mod solen og lukker sig smukt, når asketræets skygge om eftermiddagen når dem. Det er første år, de blomstrer, så jeg ved ikke engang, om de også hele næste september vil sætte blomst på blomst. Helt op til seks ad gangen er det blevet til.
Georginer, asters og nasturtier yder alle deres bedste, hvad der ikke var andet end forventeligt, og de store mosaikguldsmede blinker i den gyldne sol.
Men pludselig står der en pragtvalmue midt i de morgenfruer, der var planlagt som sæsonens afslutning. Det var dog ikke at forvente. Rundt omkring springer en fransk anemone ud.

Det må være sket før
Det sidste har jeg set før, men ikke en september som denne. Og dog må den have været der.
"Naar Høst er vel tilende og Sommerens Fugle draget bort og Sæden ligger godt gemt i Stakke og Lader, kan det undertiden hænde, at Folk, bedst som de gaar omkring og har travlt med at berede sig til Vinteren, overraskes af en Række festligt skinnende Solskinsdage. Der kommer en Grøde i Luften, saa Bonden ganske ængstelig skotter til sin nye Rug, der skyder i Vejret som paa en Foraarsdag. Spirer og spildte Korn, der for længst har trykket sig ned under Mulde og givet sig Vinteren i Vold, farer paa een Gang op i lange Straa og ser sig i glad Forundring omkring fra Grøftekanter og Stubmarker. Skovene svulmer i broget Fylde og hist og her i Bondens Haver begynder Frugttræerne at skyde nye Blomsterknopper."
Sådan skrev Henrik Pontoppidan som indledning til sin novelle Idyl fra 1905. Passagen har altid undret mig, fordi jeg ikke kunne genkende beskrivelsen. Især ikke i den oprindelige version, som til min ærgrelse lige nu er væk, for i den nævner han foruden resten også et modent skovjordbær. Og genkendelsen indfandt sig, da jeg forleden samlede en håndfuld små, modne bær mellem det nyfødte, lyserøde blomsterpur i panda-jordbærrene, bunddækket i rosenbedet. Skovjordbær i slutningen af september!

Én om dagen
Men en historie, der hedder Idyl, vækker mistanke. Der plejer at stikke noget under. Således også hos Pontoppidan. Den næste sætning lyder: "Men pludselig en Nat farer en frostkold Vind henover Landet." Den venter vel også på os en dag ikke så langt borte, og det er da i orden.
Der er imidlertid andet, der kan slå skår i idyllen. Midt i græsslåningen kan jeg mærke noget i ryggen som et ubehag eller en lille uvilje. Jeg har ikke lyst til at se hen mod dammen. I åkande-orgiet flyder en død fisk. Og det er ikke den første. Guldfiskene dør, én om dagen, uden at vi kan finde grunden. Pludselig er der én, der står stille i stimen - så er den gal. Langsomt driver den ind mod bredden, vågner et øjeblik ligesom op, slår et slag med halen og dykker, hvorefter den driver op til overfladen igen. Den kan finde på at slå et slag, så den ryger lige ind i bredden, eller den laver en skæv dykning, der viser, at det står skidt til med balancen. En times tid efter kan man fiske den op med en haverive.
I begyndelsen tog vi det ikke så tungt. Faktisk var der efterhånden kommet alt for mange fisk, "vi kender dem jo slet ikke mere!" som husets herre i et anfald af beklagelse udbrød.
Dengang var dét problemet. De lod sig nemlig på ingen måde tynde ud ved fiskeri. Væk som orange lyn, så snart man bevægede et net en anelse. Nu spørger vi os selv, om der overhovedet bliver nogen tilbage. Daglig samler jeg en ny op. Ikke to, fire, otte, seksten som hvis det var en epidemi. Èn om dagen. Lille eller stor. Tre af de allerstørste, smukke fisk på en tyve gange syv-otte centimeter, dem der oprindelig blev sat ud, har givet op. Faktisk ved vi ikke, hvad vi skal gøre. Den ganske kraftige pumpe til rislebækken pumper i døgndrift, så der burde ikke være tale om iltmangel. Desuden snapper de heller ikke, som guldfisk gør, hvis de mangler ilt. De ikke-ramte er livlige og spiser som de plejer. Der er intet at bemærke, før pludselig én står stille. Så er det den næste gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her