Læsetid: 0 min.

I inderste rille

1. september 1999

Mesterlig thriller af Bjarne Reuter

Ny bog
Timeglasset er i dobbelt forstand ved at rinde ud for den 78-årige hovedperson i Bjarne Reuters nye roman Mordet på Leon Culman. Dels modtager Culman på romanens skæbnetunge oktobermorgen et anbefalet brev, der forkynder, at han, inden dagen er omme, vil blive likvideret for tidligere tiders ugerninger, en trussel, som det viser sig, at Culman - og dermed læseren - har al mulig grund til at tage alvorligt. Og dels er Leon Culmans jordiske hylster i færd med at krakelere, sådan i bred forstand. Han studerer modvilligt sig selv i spejlet og konstaterer, at "mit kød forsvinder, mine knogler granulerer, og min røv hænger som en kaffepose." Den forhenværende concierge er med andre ord nået frem til den inderste rille på tilværelsens store grammofonplade.
Reuter afvikler i bedste klassiske stil sin fortælling på mindre end et døgn, og bogens kapitler består af klokkeslet, begyndende med 7:10 og sluttende med 23:00. Og det er ikke en hvilken som helst dag, men en torsdag, hvor Culman sammen med sin kone Anna afholder den traditionelle middag for familie og venner. Et lille sluttet selskab, hvor man kender hinanden, og hvor En af os er morderen, som titlen på en berømt Agatha Christie-roman lyder.
Der er med andre ord tale om en vaskeægte whodonnit eller rettere who will do it, og uden at røbe noget af den nervepirrende slutning skal det fastslås, at Bjarne Reuter ikke snyder sine læsere. Men målt i sidetal varer det jo længe, før midnatstimen og den allerinderste rille for alvor nærmer sig, og det giver Reuter anledning til at tegne et smukt og indforstået portræt af en ganske almindelig gammel mand med jævnaldrende og lige så almindelige venner.

Helstøbt roman
Miljøet er et sted på Frederiksberg, og for disse ældre herrer består de faste omdrejningspunkter i tilværelsen af hyggemiddagene torsdag aften, Dalgas' førstehold og samværet i Frederiksberg Svømmehals dampbad. Reuter griber desuden tilbage til forskellige stadier i Leon Culmans lange tilværelse, for måske er det her, (skæbne)hunden ligger begravet? En række temaer gennemspilles virtuost - et enkelt af dem (Mills Brothers) driver forfatteren dog rovdrift på, ligesom han nogle få gange rent stilistisk taber tråden, d.v.s. tonefaldet.
Men det er blot skønhedspletter i en ellers helstøbt roman. Bjarne Reuter har begået en mesterlig thriller. Mordet på Leon Culman har ikke blot det, man med en kliché plejer at kalde 'internationalt snit', den er i sin overbevisende miljøskildring også pæredansk eller, om man vil, ærkekøbenhavnsk.

*Bjarne Reuter: Mordet på Leon Culman, 288 s., 275 kr. Gyldendal. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu