Læsetid: 3 min.

Intet at spare på færre sygehussenge

14. september 1999

Sygehusene har allerede nedlagt flere tusinde sengepladser. Men færre senge betyder ikke i sig selv lavere sygehusudgifter, påpeger forsker

Nok har sygehusene nedlagt en del sengepladser de senere år, men at tro at hver fjerde seng kan fjernes, er skudt over mål, mener speciallægernes formand Arne Borgwardt.
Han går i rette med formanden for amternes sygehusudvalg, Bent Hansen (S), der i gårsdagens Information meldte ud, at bedre behandlingsformer vil gøre det muligt at fjerne 25 procent af sengepladserne på landets sygehuse.
"Vi skal lukke 25 procent af sengene på hospitalerne. I dag ligger patienter mellem 12 og 14 dage på hospitalet efter en hofteoperation. I USA er de begyndt at klare den slags operationer ambulant," sagde Bent Hansen til Information, om sit bud på, hvordan indsatsen i sygehusvæsenet fremover bør prioriteres.
Men sengedage giver slet ikke et reelt billede af udgifterne i sygehusvæsenet, påpeger formanden for Foreningen af Speciallæger.
"Udgifterne til en behandling bliver ikke væsentligt lavere af, at vi sender patienterne hjem lidt før, da vi kun sparer hotel-udgifterne," siger Arne Borgwardt.

Ny, lang behandling
Han er selv kirurg med speciale i hofter - netop det eksempel Bent Hansen trak frem.
"Vi har patienterne indlagt i en uge efter en hofteoperation, og så er de klar til komme hjem uden nogen efterfølgende fysioterapi eller genoptræning. Når de i USA kan klare operationen med f.eks. 1-2 dages indlæggelse, så skyldes det, at patienterne efter indgrebet kommer over på en optræningsafdeling. Og så tror jeg ikke, at der er sparet alverden," siger Arne Borgwardt.

Ingen øget effektivitet
Samtidig er tendensen til, at nye og bedre behandlinger giver færre sengedage, slet ikke entydig, påpeger sygehusforskeren, adjunkt Thomas Pallesen fra Aarhus Universitet.
"Det er klart, at man teknologisk kan klare nogle indgreb mere skånsomt, og derfor sende patienterne hurtigere hjem, men samtidig er der en tendens i sygehusvæsenet til at tage nye behandlinger op - eksempelvis hjerte- og nyretransplantationer - som kræver lang indlæggelsestid," siger han.
Han har forsket i, om sygehusene har øget deres effektivitet i takt med, at de har nedlagt over 20 procent af sengepladserne op gennem 1980´ erne og starten af 1990´erne.
"Det er helt klart, at færre sengepladser ikke i sig selv har mindsket sygehusenes udgifter eller ført til en tilsvarende øget effektivitet på andre områder," siger han.
"Hvis sygehusene skal prioritere indsatsen skarpere, så er det måske ikke så interessant at fokusere på sengene," mener Thomas Pallesen.

Stadig hurtigere hjem
Gennem de senere år er patienter blevet sendt stadigt hurtigere hjem fra de danske sygehuse.
Oftest fordi nye teknikker som kikkertoperationer betyder, at lægerne ikke skal skære patienterne op, når eksempelvis en minisk i knæet skal ordnes.
Men de korte indlæggelser er blevet normen for næsten alle typer lidelser, og det kan mærkes i kommunerne.
"Sygehusene udskriver patienter langt tidligere i dag, og det skabt et øget pres på hjemmeplejen," siger Christel Petersen, fuldmægtig i Kommunernes Landsforening, til Information. Hun peger på, at flere kommuner har måttet oprette et beredskab med akutpladser på plejehjem for borgere, der før ville være blevet på et sygehus.
Også speciallægernes formand er betænkelig ved, at patienterne udskrives stadigt hurtigere: "Vi har kedelige eksempler på genindlæggelser af patienter, som er kommet for tidligt hjem. Og af og til nærmer vi os smertegrænsen, når vi sender patienterne hjem efter en uge," siger Arne Borgwardt.
Også cheflæge på Skejby Sygehus, Børge H. Jensen går i rette med formanden for amternes sygehusudvalg:
"Måske tænker Bent Hansen på de meget gamle dage, hvor folk var indlagt i 10 dage efter en operation uanset, hvor raske de var," siger han til Ritzaus Bureau.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her