Læsetid: 3 min.

Intrigant fordring

17. september 1999

Teater om de store, nødvendige idealer

Teater
Siden - ja siden hvornårsomhelst, Guds død, 1968, 1989 osv. - har de store idealer været hjemløse, men rumsterer stadig, dragende, risikable, ofte dødelige. Og nødvendige.
Henrik Ibsen vidste det. I en årrække fastholdt han med stor stædighed så ideale moralsk-politiske krav, at han helt bogstaveligt blev en hjemløs, og vigtigere: så at han med sit sceniske ingenium igen og igen måtte udforske den ideale stræbens risici. Og var idealerne måske i sidste ende snarere illusioner eller løgne?
I 1884, 56 år gammel, stod Ibsen på toppen af sin europæiske berømmelse. Det borgerlige dramas virkemidler stod ham nu til føje på en måde, der gjorde det muligt for ham at sende sin mistænksomheds sonde dybt ind i selv de mest dagligdags banale forviklinger.
Vildanden handler om fædre og sønner, om synder, der skjules og dog kommer for en dag, om soning, mulig tilgivelse - og især om den absolutte vilje til renhed, 'den ideale fordring', der fører til katastrofe, fordi den påtvinges andre, som hverken ønsker den eller magter den.
'Den intrigante fordring' kalder et af ofrene, den husmoderligt praktiske Gina Ekdahl, den med typisk udannet 'fejlhøring', og det er faktisk frygtelig præcist. For den potente grosserer Werles søn, den kronisk skadeskudte, ensomme Gregers, gennemtrumfer sit eget fejlslagne livs idealer om det rene ægteskab på ungdomsvennen Hjalmar Ekdahls liv, som netop en dødelig intrigant.
Ingen er rene i Ibsens mægtige tragikomedie, og ingen har 'ret'. Enten fordi de magtfuldt har skjult deres mislibigheder, eller fordi de er for svage til at leve konsekvent, ikke har ret til at have ret, selv når de har det.
Det siger sig selv, at Ibsens balancekunst mellem indforståethed med den ideale stræben og udlevering af oplagte svagheder og forfængelige illusioner, mellem patos og komik, er hamrende svær. Ikke mindst i dag, hvor den ideologiske mistro og den ironiske kynisme er blevet rutine.
Emmet Feigenberg og scenograf Birgitte Mellentin har klart nok forsøgt at holde vandene åbne og stilisere norsk dagligstue-kukkasse ud i mere almene rum, spædet op med filmiske krydsklip og en rugende stemningsmusik.

Hjalmar Cleese
Forestillingen er meget vel værd at se, den beviser tydeligt gamle Ibsens forbløffende vitalitet, men rigtig vellykket er den alligevel ikke. Ekdahl-figuren er prøve- og snublestenen. Narcissistisk blød, en selvmedlidende dovenkrop, en drømmende livsløgner med store, vage ideer om livsopgaven, det er han. Men skal han være ikke blot latterens nemme bytte, må rollen investeres med en næsten 'psykopatisk' charme, der kan godtgøre både konens langmodighed, pubertetsdatteren Hedvigs afgrundsdybe kærlighed og den gamle ven Gregers' tro på idealt liv bag de selvgode, store lader. Som Jesper Hyldegaard spiller ham, bliver han en næsten ren farcefigur, gennemskuelig fra første øjeblik, noget i retning af John Cleese med højtgearet gestisk sprællemandskomik, men aldrig troværdig.
Da lykkes balancen klart bedre for Morten Staugaards Gregers Werle, hvis stammen, knugede krop og introverte idealitet virkelig har både patetisk farlighed og konsekvens - man nyder Ibsens humoristiske udkrængning af hans fatale forvirring.
Kvinderollerne lykkes til gengæld fint; Lisbeth Gajhede (Gina) og Joan Henningsen (fru Sørby, som gamle Werle gifter sig med) har både ømhed og overlevelsesmæssig sejhed, og Louise Herbert (Hedvig) ren ungdommelig smerte i sin håbløse, fatale forgabelse i faderen. Også Jørgen W. Larsen som den pragmatisk livskloge Dr. Relling er nok den, der kommer nærmest på at være Ibsens talerør, dog uden selv at være uanfægtelig.
Den tre timer lange forestilling løber rask over scenen, men de scenografiske valg er problematiske. F.eks. får Ibsens centrale sceniske innovation, loftsrummet med de domesticerede dyr, dagdrømmerummet for både Ekdahl senior, junior og stakkels Hedvig, slet ikke plads og symbolsk fylde.
Livsalig farce langt i vej med solidt spil rundt om centrum, men dettes kompleksitet kikser, desværre.

*Henrik Ibsen: Vildanden. Iscenes. og bearb.: Emmet Feigenberg. Scenografi: Birgitte Mellentin. Aalborg Teater, Store Scene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu