Læsetid: 3 min.

Kansleren blandt venner

10. september 1999

Gerhard Schröder fortsætter sine forsøg på at vinde befolkningens støtte til milliardbesparelserne. Onsdag besøgte han Erfurt

ERFURT - Solen bager, og fortovscafeerne er fyldt denne sensommereftermiddag i Thüringens hovedstad, Erfurt. Lønmodtagerne har fået fri og haster til sporvognen, der kører dem hjem. Ulan Bator-vej hedder en af endestationerne.
Erfurt ligger i det tidligere DDR, de 50 år under kommunismen har været nådige ved byen. De hyggelige, gamle huse fik lov at stå, og de seneste år er de blevet pudset op og malet.
"Forbundskansler Gerhard Schröder (SPD) taler på Wenige Markt kl. 19," råber en plakat ud i vrimlen af mennesker.
Valgkampen er i fuld gang i delstaten, som regeres af en CDU-SPD koalition. Men selvom det går nogenlunde godt i Thüringen - arbejdsløsheden er lavere her end i de øvrige delstater i det tidligere Øst - vil vælgerne kun belønne CDU.
Indbyggerne er skuffede, for de får fortsat kun ca. 85 procent af lønningerne i Vest, og efter præsentationen af forbundsregeringens sparereform, skal de nu også finde sig i lavere pensioner og dyrere benzin. Som protest fører CDU stort i meningsmålingerne, mens SPD må slås med de tidligere DDR-kommunister fra PDS om andenpladsen.
Byen Erfurt har ellers et særligt forhold til SPD og den tyske kansler, der skriver sig tilbage til året 1972. Dengang mødtes kansler Willy Brandt hemmeligt med DDR's statsminister Willy Stoph på Hotel Erfurter Hof for at forhandle om de tysk-tyske relationer.
De østtyske medier forsøgte at fortie besøget, men rygtet spredte sig i byen, og indbyggerne stimlede sammen på banegårdspladsen for at få et glimt af Willy Brandt.
"Willy! Willy! Willy!" råbte de.
Selvom det officielle DDR siden hævdede, at den spontane jubel naturligvis gjaldt Willy Stoph, var der ikke noget at tage fejl af: DDR-borgerne så Willy Brandt som manden, der kunne hjælpe dem ud af isolationen.
Willy Brandt trådte ud på balkonen og modtog folkets hyldest. Siden fik banegårdspladsen navn efter ham.
En halv time før Gerhard Schröders ankomst er pladsen fyldt med vælgere. En række kandidater står på scenen og fremlægger deres mærkesager, men folk hører ikke efter.
De stimler heller ikke sammen om SPD-boderne for at få et postkort med Gerhard Schröders portræt. Derimod trækker slagtermester Lorbers åbne grill lange køer.
"Vores varer er bare bedre," noterer slagtersvenden selvbevidst, mens han serverer de berømmede Thüringer-pølser og svinekoteletter, Thüringer Brätel. Så sænker han stemmen:
"Jeg stemmer CDU."

Schröder har ret
I Saarland blev Schröder før valget mødt med buh-råb, i Erfurt virker stemningen mere fordragelig.
"Folk kigger kun på det negative. Jeg synes, SPD gør det godt. Vi bliver jo nødt til at spare," siger den 22-årige Ingo Heidegger, der studerer industriel design.
Blot ærgrer det ham, at de grønne afgifter har gjort benzinen dyrere.
"De burde lægge afgifter på øl- og sodavandsdåserne i stedet."
Den arbejdsløse Dagmar Werber er kommet helt fra Nordhausen i det sydlige
Harzen for at høre kansleren.
"Jeg har stemt SPD lige så længe, det har været muligt," siger hun. Med sådan en opbakning kan det ikke undre, at der er tomt foran SPD-boderne.
Vælgerne her ved, hvad regeringens mål er, og de lader den midaldrende partimand keder sig under sin røde SPD-parasol.

Hold mund, dernede
Pludselig lyder en fanfare fra Hollywood-film:
"Mine damer og herrer, tag vel imod spidskandidaten til landdagsvalget i Thüringen, Richard Dewes, og forbundskansler Gerhard Schröder," råber mødelederen.
Gemt i en flok bodyguards presser de to sig frem til scenen.
"Jeg har haft lykkeligere dage end den i søndags," indleder Schröder, "men hvis De hjælper med til, at den næste søndag bliver bedre, vil jeg være Dem meget taknemmelig."
Tilhørerne ler og klapper. Han taler om besparelsernes nødvendighed, om arbejde til de unge, om gældsætningen, der begrænser de kommende generationers muligheder, og folk klapper.
Gerhard Schröder er åbenlyst blandt venner.
Kun en lille gruppe yngre mænd med hænderne fulde af øl-dåser forsøger at sige ham imod.
"Hold mund, dernede, nu handler det ikke om promille, men om procenter!"
Med sin vittige tilrettevisning får Schröder hele forsamlingen over på sin side. De 4.000 på Wenige Markt rykker sammen: Det skal nok gå.
Skulle søndagen alligevel ende med en katastrofe, kan de altid trøste sig med, at de har ret.
"Folk skal indse, at det er nødvendigt at spare," siger manden i SPD's valgbod.
Næste uge gælder det del-staten Sachsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu