Læsetid: 2 min.

K'nyt

28. september 1999

God sæson for Tivoli
*3,1 mio. mennesker er i år gået gennem tælleapparaterne til Tivoli, skriver Berlingske Tidende. Det er 300.000 flere end sidste år, og informationschef Benedicte Strøm kaldet det "historisk flotte tal," som man skal helt tilbage til 1974-75 for at finde lignende eksempler på. Overskuddet forventes at blive omkring 15 mio. kroner. Fra 9. til 24. oktober åbner dørene imidlertid igen, da en perlerække af klassiske Rolls Royce og Bentley-biler vil blive udstillet. Det traditionelle julemarked åbner den 19. november.

Jazzede skriblerier
*Den franske romanforfatter Michel Butor har for nylig udgivet tre såkaldte 'improvisationer' med udgangspunkt i Balzacs forfatterskab. Teksterne har rod i de forelæsninger, Butor holdt, mens han underviste ved universitetet i Genéve. "En slags samarbejde mellem mig og Balzacs tekstmateriale," siger Butor til den norske avis Morgenposten. "Når man forelæser, sker der altid noget undervejs, man finder nye, måske mere præcise vendinger og overraskende formuleringer. Det bliver en improvisation på linie med jazzens frie spil," mener han.

Mere marathon-oplæsning
*Tidligere har både Joyce og Dante været udsat for det - og nu sker det igen. Homers Iliade vil gennem seks uger blive læst op i sin fulde længde. Det sker i Glyptotekets festsal fra 26. oktober til 3. december. Oplæserne vil være Ole Ernst, Joen Bille, Stig Hoffmeyer, Otto Steen Due, Berrit Kvorning og Jesper Christensen. Oplæsningerne vil også kunne høres på DR P1. Billetter fås gennem Politiken Plus. Sideløbende med oplæsningerne vil være en særudstilling, også på Glyptoteket, med danske og udenlandske oversættelser af Iliaden og andre relaterede værker.

Reagans møde med fiktionen
*En biografi om USA's tidligere præsident Ronald Reagan har skabt furore allerede inden den er udkommet, skriver Politiken. Det skyldes, at forfatteren, den kenyansk fødte historiker Edmund Morris, har indskrevet sig selv i biografien som en fiktiv person, der vedvarende dukker op ved Reagans side. Forlaget Random House gav Morris et forskud på 21 mio. kroner for at skrive biografien, men det er først nu, 13 år efter den første deadline blev overskredet, at bogen er færdig. De 864 sider udkommer den 30. september.

Danskernes bogkøb over Internet
*Internet-boghandelen Amazon offentliggør nu lister over, hvilke nationaliteter og virksomheder, der køber hvor meget af hvilke bøger. Hvad danskerne angår, er de mest købte bøger hos Amazon: 1) Rolf Jensen: The Dream Society. 2) Bret Easton Ellis: Glamorama. 3) Robert M. Parker: Bordeaux. A Comprehensive Guide to the Wines. 4) Larry Downes: Unleashing the Killer App. Digital Strategies for Market Dominance. 5) Don Peppers m.fl.: The One to One Fieldbook. The Complete Toolkit for Implementing a 1 to 1 Marketing Programme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her