Læsetid: 2 min.

K'nyt

9. september 1999

Post mortem Kurosawa-film
*Den japanske instruktør Akira Kurosawa efterlod ved sin død for et år siden et næsten færdigt manuskript, som nu er blevet filmatiseret af hans assistent gennem 28 år Takashi Koizumi. Filmen, der er blevet godt modtaget på Venedig Film Festival, hedder Ama Agaru og har bl.a. den store skuespiller Toshiru Mifunes søn Shiro Mifune på rollelisten.

Blixen i Filmhuset
*Filmhuset præsenterer måneden ud en utraditionel serie film med fællesnævneren Karen Blixens liv og forfatterskab. Der er bl. a. mulighed for at se Kaspar Rostrups tv-filmatisering af Samtale om natten, Orson Welles Une histoire immortelle, Gabriel Axels Babettes gæstebud samt William Luces amerikanske one woman stage play & movie Lucifers Child.

Mød kgl. stjerner i S-toget
*Fredag eftermiddag kan rejsende i S-togene få en overraskelse. De kan møde berømte kongelige skuespillere, som de normalt kun ser på teaterscenen eller på film eller tv. De rejsende møder stjernerne ansigt til ansigt og bliver tilbudt et eksemplar af teatrets nye skuespilavis. Anledningen er Det Kongelige Teaters sæsonstart og udgivelsen af Skuespilavis nr. 5. Passagererne kan bl. a. møde ... nå nej, så er det jo ikke nogen overraskelse. Arrangementet begynder på Østerport Station kl. 15, hvor alle skuespillerne samles før de i små grupper skal ud i S-togene.

Frihedens korte forår
*"Vores aviser har kun en sandhed hver dag, og det er datoen." Med den parole sluttede journalisterne på verdens største avis Folkets Dagblad sig til studenternes demokratibevægelse under demonstrationerne i Beijing i foråret 1989. Det fremhævede Triloki Nath Sharma ved åbningen af udstillingen Beijing-forår 89, som han sammen med Helle Primdahl har arrangeret på Statsbiblioteket i Århus, hvor udstillingen kan ses frem til november.

Gadekunst bag panserglas
*Københavns mindste kunstudstilling, Byens Billede, der siden 1951 har udstillet et enkelt billede ad gangen direkte på gaden for øjnene af gadens publikum, blev for nogle måneder siden flyttet fra Esplanaden til Nikolaj Plads, hvor det kort efter dels blev torpederet af en lastbi, dels fik glasset smadret i en sen nattetime. Nu er staffeliet, der bærer enkeltudstillingen, rykket lidt tilbage fra krydset ved pladsen og forsynet med panserglas. Første udstiller efter genåbningen er den alt for tidligt afdøde Henrik Rotschild.

Smagsdag
*Der bliver sat kål på tilværelsen for tusinder af skolebørn over hele landet, når der i et samarbejde mellem lærere og gastronomer bliver arrangeret maddag med mottoet SOS for smagsløgene. Arrangementet løber af stablen den sidste onsdag i september, og bag ideen står Claus Meyer Nielsen og Jan Friis-Mikkelsen, der vil opdrage de kommende forbrugere til at smage (www.smagensdag.dk).

Internet mod fattigdom
*Popstjernerne David Bowie, Bono og Wyclef Jean (Fugees) er gået aktivt ind i projektet NetAid, der skal fremme udbredelsen af Internettet i verdens fattigste lande og være kontaktsted for den globale indsats for at afhjælpe fattigdom. De tre stjerner vil sammen med FN's generalsekretær Kofi Annan deltage i en live web-udsendelse fra New York. Foruden web-udsendelsen afholder netaid 9. november simultankoncert med poppens topnavne i hhv. London, New York og Geneve. Bono og Wyclef Jean vil optræde i New York med sangen "New Day, skrevet specielt til NetAid, hvis hjemmeside under web-koncerten vil have båndbredde til 60 millioner besøgende i timen på www.netaid.org.kjær

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her