Læsetid: 3 min.

K'nyt

18. september 1999

Hans Kirks ugebladsnoveller
*Længe før der var tænkt på Statens Kunstfond og forfatterskolen, skrev danske forfattere som Johannes V. Jensen og Hans Kirk ugebladsnoveller for at tjene penge - eller ligefrem fordi de kunne lide det. Et udvalg på 18 af Kirks noveller fra ugebladet Hjemmet med titlen Fejltagelsen udkommer på mandag hos Aschehoug - med originale tegninger af Des Asmussen, Ejler Krag og Arne UngermannBjørk

Flere penge til forfatterne
*Forfattere til skønlitteratur for voksne har i år modtaget tilsammen 33,2 procent mere i biblioteksafgift end året før, meddeler kulturministeriet. Forfattere har i de senere år haft et anstrengt forhold til bibliotekspengenene, fordi disse - trods påstande om det modsatte - har haft det med at skrumpe. Men tallene fra kulturministeriet siger, at skønlitterære forfattere nu får lidt mere pr. side end andre - 1,35 point mod 1 point tidligere. Ialt er 142 mio. kr. fordelt i biblioteksafgift i 1999
Bjørk

Kabel-tv stiger
*Tele Danmark Kabel TV's store tv-pakke vil stige ca. 46 kroner om måneden med virkning fra okt.-nov., varierende fra amt til amt. Det blev resultatet af forhandlinger mellem tv- og radiostationerne og Tele Danmark Kabel TV efter sommerens brugerafstemning. "Tele Danmark har på kundernes vegne sparet ca. en halv mia. kr. over en to-årig periode, og det var netop et af formålene med den nye bekendtgørelse. Krone for krone sparer kunderne de 29 kr. om måneden, som vi har fået forhandlet prisen ned med", siger administrerende direktør i Tele Danmark, Henning Dyremose, i en kommentar til afstemningen. ritzau

Protester mod tv-forslag
*Foreningen af Kommercielle Lokalradioer & TV-stationer er stærkt bekymret over fremtiden for de danske lokalradioer, hvis Venstre får held til at gennemføre det udspil, som partiets mediepolitiske ordfører, Jens Rohde, onsdag lagde på bordet.
Formanden, Bent Helvang, siger: "Det bliver en ren massakre, hvis lokalradioerne ikke får lov at sende landsdækkende i netværk på de stærke frekvenser." Forenede Danske Antenneanlæg kritiserer også i en udtalelse forslaget i Venstres medieoplæg om, at brugerafstemningerne om programudbuddet på kabel-tv skal gøres bindende i stedet for - som nu - vejledende.
ritzau

Virus på gaden
*Livstilsmagasinet Virus er udkommet med sit fjerde nummer, der bl.a. bringer læserne til Mexico, hvor den nyopdagede plante, Salvador Divinerum, fordrejer virkeligheden, og hallucinerer forskellig farvede tanter frem. Bladets varemærker er, at stoffet er skørt og smittende humoristisk. Journalisten Mads Brügger er redaktør. Magasinet koster 35 kroner - og udkommer igen om et halvt år.

Costner raser mod egen film
*Hollywood-stjernen Kevin Costner har taget det usædvanlige skridt at rakke sin egen film ned, før kritikerne har set den. Costner hævder, at hans seneste film, baseball-eposet, er blevet ødelagt af filmselskabets (Universal Pictures) indblanding i filmens klipning. UP har bl. a. fjernet en nøgenscene for at sikre at filmen kan ses af mindreårige. "Universal har altid interesseret sig mere for længde og rating end en films indhold," har Costner sagt til magasinet Newsweek. Costner har afbrudt kommunikationen med UP og siger, at han ikke ønsker at samarbejde med dem igen.

Små børn forstår ikke reklamer
*Det er næppe i danske børns interesse, at de er underlagt en så målrettet og uetisk markedsføring, som det har været tilfældet i den seneste tid. To danske public service-kanaler med børnefjernsyn uden reklamer vil kunne fungere som modvægt til den kommercielle påvirkning andre steder fra. Det er en af konklusionerne i en rapport om børn og tv-reklamer, som forskningslektor ved Danmarks Lærerhøjskole, Birgitte Tufte, har foretaget for Kulturministeriet. Undersøgelsen viser bl. a., at mindre børn slet ikke er klar over, at de udsættes for reklamer i tv. Det ser kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen som endnu et argument for et forbud mod reklamer for børn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her