Læsetid: 2 min.

København får nyt stort museum

29. september 1999

Nationalmuseet og Glyptoteket vil koble sig sammen via en fælles udstilling under jorden. Pris: en halv milliard

Nationalmuseet og Ny Carlsberg Glyptotek forbundet via en underjordisk tunnel og med fælles udstilling under H. C. Andersens Boulevard ved Dantes Plads.
En drøm for de to museers ledelser, som de nu aktivt arbejder på at virkeliggøre.
En arkitekt har allerede foretaget de første undersøgelser, der sætter prisen for en underjordisk forbindelse til omkring 500 mio. kroner.
Hans Edvard Nørregaard- Nielsen, medlem af Glyptotekets bestyrelse og formand for direktionen i Ny Carlsbergfondet, siger: "Det er en gammel tanke om en forening af Glyptotekets og Nationalmuseets antiksamlinger, som vi gerne ville undersøge om kan lade sig gøre."
Arkitekt og professor ved Arkitektskolen, Mogens Breyen, bekræfter, at han har foretaget en aktuel vurdering af mulighederne for en forbindelse under jorden.
Ind til kroppen
"Jeg har lavet en modelrække, hvor den mest beskedne model består af en intern forbindelse mellem de to museer under boulevarden. Nu prøver jeg at indkredse arbejdet og fokusere på netop den interne forbindelse. Men vi prøver at holde det lidt ind til kroppen, ellers kommer der hurtigt konflikter, hvis en arkitekt spiller stort ud," siger han og understreger, at der er tale om undersøgelser på "et meget forberedende plan, og at intet er givet."
Det er Nørregard-Nielsen enig i, men han forbereder alligevel næste skridt.
"Nu skal vi finde ud af, hvordan det ligger hvad angår vandledninger, kloakering, gas og alt, hvad der ellers går gennem jorden," siger han.
Nørregaard-Nielsen mener, at tiden snart er moden til at klarlægge, hvordan man kan "skaffe de 400-500 mio. kr. til at gennemføre det," og at man inden længe "begynder at lave et politisk lobby-arbejde for at se, hvordan stemningen er."
Han understreger, at bl.a. overborgmesteren er blevet orienteret løbende om idéerne.
Nørregaard Nielsen så i øvrigt helst, at sagen ikke var kommet ud til offentligheden endnu: "Jeg betragter det ikke som særligt hensigtsmæssigt, at der bliver skrevet om det nu. Ikke fordi det ikke kan tåle dagens lys, men mere fordi det er rart at vide, hvad man præcis vil, før man begynder at tale om det.".
Af samme opfattelse er Søren Dietz, direktør for Ny Carlsberg Glyptotek, der overfor Information i går afviste, at der foreligger skriftligt materiale om idéerne: "Jeg vil hellere sige, at det er nogle tanker, man går og gør sig om det. Vi taler om det, men der er ikke noget konkret på sagen," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her