Læsetid: 3 min.

Kødædende Marguerite

6. september 1999

Der er gyldne øjeblikke til tilskuerens indre voyeur i Århus Teaters sanselige 'Kameliadamen'

Musical
Der er meget guld på Århus Teater, både på salens basunengle og i lommerne på den trofaste publikumsskare. Og intet ville være lettere end også at forgylde Kameliadamen, så den fremstod tilsvarende stueren og sponsorvenlig.
Men sådan har Jørgen Ljungdalh og Eyun Johannessen gudskelov ikke hyldet Dumas' berømte kurtisane fra 1848 i deres ny musicaludgave. Tværtimod. Deres holdte kvinde er af kød og blod, af realiteter og bitre erfaringer - og netop derfor troværdig at høre på, når hun i øjeblikkene mellem mandeekspeditionerne udtaler sig om livsdrømmen og overlevelsestrangen.
Dermed er denne Kameliadame ikke blot en kvinde af forrige århundrede. Hun virker også som en kvinde godt på vej ind i det ny årtusind med sin pinefuldt klare selvrefleksion.

En luder er en luder
Århus Teater præsenterer med andre ord noget så musical-atypisk som en interessant kvinde. Og i Trine Pallesens flirtende flotte fortolkning bliver denne Marguerite Gautier til en moderne pige med begge ben på jorden, samlede såvel som spredte.
Hendes sprog er ligetil; i hendes mund er en luder en luder - og det lyder direkte kunstigt, den ene gang hun kæler for sin udkårnes røv og kalder den 'bagdel'. Og så synger hun så ubesværet, at Per Nielsens tekster kan opfattes som almindelige replikker: En sand, scenisk femme fatale.
Men hun har altså også scoret sig den optimale Armand Duval, nemlig Caspar Phillipsons mørkhårede fantast, der med Hugh Grant'sk ilterhed kaster hele sit bourgeoisiliv i ruiner ved mødet med den skønne. Phillipson bliver klædt af til skindet i denne rolle, og både hans krop og hans stemme kan bære det: Rolig, opløftet, skinger, oprørt, fortvivlet, desperado - han kan hele forførelsesregistret, underkastelsessyg og tyrannisk, naiv og stolt på samme tid. Og dermed mere traditionel end sin tvivlsomme heltinde, men ikke mindre fascinerende.
Skurken i denne historie, for en skurk må der jo være, er den unge mands far, der ikke kan acceptere, at sønnen ligger i med en kvinde, der også gør det med andre mænd. Men denne faderfigur er gjort mere tidssvarende end som så.
I Søren Elung Jensens udlægning forstår faderen faktisk særdeles godt sin søn... Han er bare presset af andre til at forhindre alliancen. Og når Elung Jensen taler om, at han er en gammel mand udenpå, men en mand af alle passerede aldre indeni, tror man ham gerne.

Monstermorsom
Ljungdalh og Johannessen har ikke forsøgt at gå Verdis La Traviata og operaens glamour i bedene. Tværtimod introducerer de grovkornet varietélivets barokke bagside med en monstermorsom scenografi af Lars Juhl, sådan à la Neptun og Nymfen. Og musicalens opbygning er en slagfærdig vekslen mellem intime scener og optrin for hele det velsyngende, men også diskrete musicalkorps.
Rundt om hovedparret er der også flere gode biroller for hele talentspektret. "Jeg kan lugte ham endnu: Død og gammelmandspis", væmmes Marguerite over sin pengestærke Hertug, der bliver pædofilsk begramsende i Ulf Stenbjørns pateragtige stivhed.
Til gengæld har hun også en engel omkring sig, stuepigen Julie, som Maibritt Saerens spiller med en uskyldig oprigtighed af de sjældne. Og Jens Zacho Böye formår at spidde teaterkritikeren George Crispains uhæderlighed med præcis, intellektuel distance, også over for varietédroningen Rose, som med sloganet "Kunst er andet end røv og patter" får Gunvor Reynberg til at give den hele den vulgære arm og barmen med.

Hvislende varsel
Men musicalens gyldneste øjeblikke er dér, hvor tilskuerens indre voyeur bliver provokeret. De scener, hvor luksusluderen ikke blot spejler sig i sin egen, lånte drøm om lykke, men hvor også tilskueren bliver sat til at drømme med. Og hvor rollelisten står til fri afbenyttelse - kurtisane eller kunde for en aften. Eller?
Her demonstrerer Lars
Juhl en pirrende sans for spejle, der ikke blot afspejler det oplagte, men også det hidtil skjulte. Dermed bliver betagelsen eller ækelheden over begramselsen desto stærkere - og ping-pong'en med tekstens dobbelttydigheder desto mere raffineret.
Så elegant forekommer Fini Høstrups musik ikke. Men den smyger sig kælent og effektivt - og veldirigeret - rundt om personerne med sangbare melodier, der både rummer historiens overfladiskhed og fortvivlelse. Forestillingens allerførste tone er en skinger hvislen - et lokkende varsel om både vellyst og weltschmertz.
Netop denne paradoksale spændvidde gør Kameliadamen tankevækkende. Eller som denne Marguerite selv udtrykker det: "En kurtisane er en meget gammel kvinde."

*'Kameliadamen', musical af Jørgen Ljungdalh i samarbejde med instruktøren Eyun Johannessen, baseret på Alexandre Dumas' roman. Komponist: Fini Høstrup. Sangtekster: Per Nielsen. Scenografi: Lars Juhl. Koreografi: Chris Blackwell. Kapelmester: Christian Baltzer. Århus Teater til 9. okt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu