Læsetid: 5 min.

Kødets ulyst og dødens nærvær

24. september 1999

- er hvad Stanley Kubricks sidste, besættende film handler om. Men også om nødvendigheden af at holde øjnene vidt åbne i seksualitetens og kærlighedens labyrinter

Ny film
Sjældent er en film kommet hertil så godt og grundigt indsovset i forhåndsskræp og mytemageri som Stanley Kubricks svanesang, færdiggjort netop som instruktøren afgik ved en pludselig død.
Engelske og amerikanske anmeldere synes ikke at have set den samme film. Enten manes filmen helt ned i kulkælderen eller også fremhæves den som en af Kubricks mest velskabte.
Kun to ting kan man - med god grund - blive enige om: de opreklamerede sex-scener mellem stjerneægteparret Nicole Kidman og Tom Cruise er det rene vand og for intet at regne. Og det næsten lige så omtalte 18-minutters orgie, som nogen har troet er filmens klimaks, ligger midt i handlingen, og det er - trods en del nøgenhed - aldeles blottet for sex-appeal.
Problemet er den distraherende slagskygge, Kubricks sagnomspundne personlighed kaster over hans sidste værk. For det gælder jo om at anmelde filmen i stedet for den instruktør, alle ellers forpligter sig til enten at hade eller elske (herhjemme forgudes han mest - af en kritik, der ofte fungerer som reklamens forlængede arm).
Hvad oplever man, mens man ser denne film? En sær og langt henad vejen besættende historie om en tilsyneladende lykkeligt gift mand, der langsomt, men sikkert vandrer ind i et gådefuldt landskab af lokkende, men frustreret seksualitet. Et landskab, hvor døden konstant er nærværende som en slags tvilling til lysten.
Rejsen er udløst af hustruen, der chokerer ham med et erotisk glødende fantasiliv, der til enhver tid vil kunne flamme op, blive virkelighed og gøre ham overflødig.

Blodig ironi
Tom Cruise er den velhavende Manhattan-læge, William Harford, der rystes, da hans ellers trofaste kone bekender sine hemmelige længsler. Han søger ud i new yorker-natten for - som en slags hævn - at få en erotisk oplevelse, der modsvarer konens udfordrende beretning.
Hvad han oplever er næppe særlig realistisk eller sandsynligt. Den luder, der samler ham op, er alt for sød og kultiveret til at operere på gadeplan. Denne version af New York er mærkeligt affolket. Og hvem behøver i New York at tage udenbys til et afsides indhegnet slot for at få orgielyster stillet?
Lige meget: selv i filmens adstadige tempo rives man med af en snigende drømmelogik, der folder sig ukonventionelt ud målt med nutidens dramaturgiske alen. Næsten hver scene etableres omhyggeligt, ja omstændeligt, uden pirrende anslag, for så langsomt, men støt at arbejde sig frem mod sin egentlige pointe.
Det er den gradvis skabte forventning om, at en sådan pointe med sikkerhed kommer, der forhindrer utålmodigheden i at tage overhånd.
Der er også blodig ironi i forløbet. I en Kafkask grotesk episode udstyres Harford med den forklædning, han skal bruge til orgiet, af en fordægtig kostumier, der fungerer som alfons for en meget villig Lolita. Som i Processen byder kvinder sig til fra alle sider, men de kan ikke hjælpe Harford: hans dilemma sidder i hjernen, i fantasierne, ikke i underlivet. Han bliver et offer for kødets ulyst i dødens påtrængende nærvær.

Sammensværgelse
Filmen fastholder fascinationen i det stort opsatte orgie, hvor maskerede personer opfører en slags gregoriansk sort messe. Nøgne kvinder med perfekte proportioner spankulerer omkring, men Harford og tilskueren oplever mere et paranoia-mareridt end et seksuelt festmåltid. Dødstrusler lurer, og til sidst 'frelser' en af kvinderne tilsyneladende Harfords liv ved at ofre sit eget.
Herefter er det mest skylden, der plager ham. Hvad er der sket med pianist-vennen, som var hans adgangsbillet til orgiet og frem for alt med den kvinde, som reddede ham. Her træder en sammensværgelse stadig stærkere frem som en dæmonisk trussel, ledet af rigmandsvennen Ziegler, der deltog i maske-orgiet og nu - i en noget tungt afviklet scene - påtager sig at forklare sagens rette sammenhæng. Hvis man skal da skal tro ham.

Hjem til mor
Det er i denne sidste halvdel, at filmen mister meget af sit greb, primært fordi Tom Cruise i de mange udpenslede scener ikke har format til at bære vægten af det moralske ansvar eller rumme skyggen af den tragedie, Harford måske har været indblandet i.
Cruise er mere udtryksfuld, når han under orgiet bærer maske end når han med sit alt for glatte ansigt stiller sin skuespiller-samvittighedsfulde forpinthed til skue, f. eks. i opgørsscenen til slut med en Ziegler, som instruktøren Sidney Pollack gør til en af filmens mest levende figurer (en anden er Marie Richardsons uligevægtige 'patient', der midt i sin fortvivlelse over faderens død vil elske med Harford).
Harfords mislykkede odyssé ud i lysten og lasten ender pænt hjemme hos lillemor - hvis man da kan kalde Nicole Kidmans alabaster-skønne og frejdigt sensuelle Alice det. Kameraet dyrker hende skamløst og fortjent, men desværre ser man alt for lidt til hende.
Hendes seksuelle dag- og nattedrømme modsvarer ægtemandens forsøg i de orgiastiske, hvilket understreges af en underfundig sidehistorie om hans bortkomne maske. Fra nu af gælder det for dem begge om at holde sig vågne med eyes wide open og se (drømme)sandhederne lige i øjnene. For hvad de er værd.

Genvunden elegance
Så filmen toner moderat forhåbningsfuldt ud, endda på kernefamiliens vegne - højst usædvanligt for Kubrick, men ikke for et amerikansk mainstream-produkt, som Eyes Wide Shut trods alt minder mere om end hans andre værker.
Som sådan har filmen ofte en elegance og ædel stilfuldhed, der kan minde om den Max Ophuls, som Kubrick beundrede så højt. Filmens litterære forlæg, Freud-vennen Arthur Schnitzlers Traumnovelle, er henlagt til Wien kort efter århundredeskiftet, og denne tidsperiode giver især tone til filmens start, hvor et overdådigt, gammeldags bal danner den meget veliscenesatte opulente rigmandsramme om præsentationen af ægteparret Harford. Og hvor der - i Sky Dumonts målbevidste charmørskikkelse - endda optræder en vaskeægte ungarsk forfører i den kendte Old World-stil.
Visuelt veksles der mellem varme rav-gyldne belysninger og et isnende blåligt skær, i ofte mesterligt orkestrerede scener, der får det maksimale ud af poetisk suggestive dekorationer. På god gammeldags manér dyrkes totalbilledet for alt hvad det kan yde af både stimmung og information - og nærbillederne er så sparsomme, at de bliver effektive dramatiske trumfkort, når de endelig spilles ud.

Mandens sammenbrud
Engang kunne Kubrick gøre sig færdig på 85 minutter (Ærens vej) eller 93 minutter (Dr. Strangelove). Den historie, der fortælles i Eyes Wide Shut, berettiger ikke en spilletid på 158 minutter - dertil er den for anekdotisk.
Men Kubricks sidste film er samtidig en af hans varmeste og mindst misantropiske, med paralleller til Lolita fra 1962: begge film kan ses som en patologisk kontrol-freaks sondering af begærets, seksualitetens og - ja, kærlighedens livsfarlige og paradoksale minefelt. Mon det er tilfældigt, at begge film ender med, at den mandlige hovedperson bryder sammen i gråd, konfronteret med den evigt gådefulde kvinde, han elsker?
Hvad ved kolde Kubrick om kærlighed, har man spurgt. Måske mere end mange tror.

*Eyes Wide Shut. Instruktion: Stanley Kubrick. Manuskript: Stanley Kubrick og Frederic Raphael frit efter Arthur Schnitzlers 'Drømmenovelle'. Amerikansk-engelsk (Dagmar, Grand, Palladium, Scala og 30 andre biografer)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her