Læsetid: 3 min.

Komponist eller tonestrateg?

1. september 1999

Omkring Carl Nielsen-prismodtageren Palle Mikkelborg

Portræt
For noget siden erfarede jeg, at Palle Mikkelborg var en af tre personer, som i år stod til at modtage Carl Nielsen-prisen. Den ville blive tildelt to komponister og en udøvende musiker, men i hvilken kategori Mikkelborg ville modtage den, var i første omgang uoplyst.
Begge muligheder kunne jo tænkes. Den nu 58-årige musiker er kendt som en fremragende instrumentalist, en virtuos udøver af trompet og flygelhorn, estimeret og efterspurgt såvel i Danmark som i udlandet. Sådan har det været i mere end 30 år, siden han med
Riel/Mikkelborg-kvintetten (1967-68) vandt førsteprisen ved jazzfestivalen i Montreux og efterfølgende deltog i den amerikanske Newport-festival.
Som instrumentalist har han også været engageret af store amerikanske navne som Gil Evans og George Russell, og en lang række europæiske solister og orkesterledere har haft bud efter ham til indspilninger og koncerter. Det er de færreste af hans mange hundrede optagelser, der ikke viser ham som en mesterlig trompetist og flygelhornspiller, så det kunne være yderst velmotiveret at give ham en stor national pris som udøvende musiker.

Komponisten
Men Mikkelborg er jo også komponist, og det kan ofte være svært at skille hans to funktioner ad. I de fleste af hans indspilninger som orkester- eller ensembleleder har han solistiske roller i egne kompositioner.
Også det går mere end 30 år tilbage, da han som medlem og snart også leder af Radiojazzgruppen og Radioens Big Band begyndte at skrive større værker til begge, først fastholdt på The Mysterious Corona (1967) med det første og Tempus Incertum Remanet (1969) med det andet af disse radioorkestre.
Desværre er alt for lidt af hans orkestermusik, specielt for RBB, blevet udgivet på plade, men måske er der nu en anledning til at samle nogle af de vigtigste optagelser.
Størst opmærksomhed, også internationalt, har Mikkelborg vakt med suiten Aura, som han i 1984 skrev til Miles Davis og et udvidet radiobigband i anledning af, at Davis fik Sonnings musikpris. Pladeversionen fra 1985 er udsendt internationalt (af Sony), og værket er det første siden de berømte indspilninger med Gil Evans et kvart århundrede tidligere, der viser Davis med en stor besætning.

Slut med orkestral musik
Ironisk nok blev Aura, som var Mikkelborgs hidtil største kompositoriske satsning, også anledning til, at han ophørte med at skrive orkestral musik. Muligvis fordi Davis, som ellers beundrede Mikkelborgs værk og selv tog initiativ til indspilningen, under optagelserne foretog forskellige indgreb i musikken, forkortelser og forenklinger, som Mikkelborg godtog.
I hvert fald sagde Mikkelborg, da Hanne Dam i 1989 interviewede ham her i avisen (den 16.-17. september):
"Jeg opfatter ikke mig selv som komponist i traditionel forstand. Men snarere som en slags tonestrateg."
Hermed mener han vist bl.a., at han især er arrangør, én der lægger musik til rette for andre, men i en videre, mindre traditionel forstand er han lige godt komponist, f.eks. sådan som Duke Ellington var det, den Ellington der, ligesom Mikkelborg, fortrinsvis har komponeret i korte former eller i lange, suiteformede forløb.
Derfor er der gode grunde til, at selv om Mikkelborg også havde været højt kvalificeret som udøver, er det som komponist, at han modtager Carl Nielsen-prisen.

Det spirituelle
En ny cd (dacapo 8.224144) viser ham, meget apropos, kun som komponist. To værker, My God and My All (1991) og A Noone of Night (1997), rummer hans kormusik til tekster af, henholdsvis, Frans af Assisi og William
Blake (plus Ben Johnson, Rilke m.fl.). Der synges smukt af Københavns Drengekor (på engelsk Copenhagen Royal Chapel Choir), dirigeret af Ebbe Munk og med harpe(r) og cello.
Det er den spirituelle side af Mikkelborgs musik, der her er i centrum, og til sammenligning findes en tidlig version af Frans' "Simple Prayer" på Entrance: Palle Mikkelborg's Journey to ... (ExLibris EXLCD 50020) fra l984. Her dirigerer Mikkelborg selv koret Ars Nova.
Så tiltrækkende det end er at få det udvidede billede af Mikkelborgs kormusik på den ny cd, venter man dog med særlig spænding på hans tilbagevenden til det orkestrale udtryk. Det vil ske med den ny Louisiana Suite (navnet er tidligere brugt på en suite fra slutningen af 70'erne), som uropføres af Radioens Big Band ved en koncert på det museum, som suiten er inspireret af. Datoen er onsdag den 12. januar 2000, 15 år efter at Mikkelborg sagde farvel til den orkestrale musik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu