Læsetid: 4 min.

Kongelig teaterkunst

28. september 1999

Med premieren på O'Neill's 'Sælsomt mellemspil' viser Nationalscenen, hvad den kan

Teater
Det er let at hengive sig til Maagaard og co.'s O'Neillske drama, for man er i fuldkommen trygge hænder. Også næste tone rammer præcist. Dette er teater, som vi drømmer om: Medrivende, tæt på livets dissonante kerne. Intelligent, sofistikeret-elegant serveret. Og samtidig vittigt og underholdende.
Forestillingens billede af det moderne menneske er såre gengendeligt. Vi begærer grådigt lykken, samtidig med, at vi feje undviger passionen. Vi går i realitetsforhold til skæbnen og gør vores pligt. Ja, far. Ja, mor. Samtidig med, at vores indre stemme driver os ud i kaos, og vi bliver ramt bagfra. Sandt og menneskeligt. O'Neill giver os dyb illusionsløs indsigt med let og kærlig hånd.
O.K, historien om Nina og hendes mænd er tung af Freud. Titlen Sælsomt mellemspil hentyder til nuet som et dunkelt mellemspil mellem fortidens fædrene arv og det kommende, døden. Vi sluger psykologien, blandt andet fordi forestillingen er loyal mod historiens tid, perioden fra lige efter første verdenskrig til 40'rne, og miljø, amerikansk middelklasse.

Fortrængte følelser
Da Ninas elskede, sportshelten Gordon, styrter med sit fly i verdenskrigen, får hun et traume for livet. Da hun på grund af sin faders modstand ikke nåede at fuldbyrde forholdet, betaler hun skylden af ved at give sin krop til de sårede soldater på det sygehus, hvor hun er sygeplejerske. Hun redder sig, inden hun når bunden ved at gifte sig med Gordons ven, Sam, som hun ikke elsker, men vil bruge som donor til en ny lille Gordon. Da Sams mor fortæller Nina, at familien på fædrenes side lider af en arvelig sindssygdom, forfører hun lægen Edmund Darrell, der for et øjeblik, tror han, dropper kontrollen. Det resulterer i en søn. Den tredje mand i Ninas liv er forfatteren og familjevennen Charles Marsden med den uafklarede seksualitet.

Soap med græske rødder
Man har kaldt stykket for soap-operaens moder på grund af sit brogede indhold. Og O'Neill virker faktisk utrolig frisk, og, ja - postmoderne i sin leg med former og stilarter. Han smelter alt muligt sammen uden den store respekt for teatertraditionen.
På den ene side er han tydeligt inspireret af naturalismen. Det psykologiske studie og determinismen. Individets skæbne bestemmes af ydre faktorer. På den anden side teatraliserer han teatrets klassiske form ved at finde 'glemte' melodramatiske træk frem i det græske drama. De evige spørgsmål om tro og mening svøbes i smerte og vold. Her regerer ikke logos, men pathos, på dionysisk vis.

Stream of consciousness
O'Neill lader også følelserne bestemme dramaformen. For at afsløre personernes inderste tanker, lader han dem sige, hvad de tænker i en slags omformede afsidesreplikker. En indre monolog à la stream of consciousness, der løber igennem hele stykket. I takt med tidens gang etableres således en dialektik mellem karakterens ydre fremtræden og tale og den virkelige indre person. Monologerne lader menneskenes kærlighedslængsler strømme ucensureret, "hun elsker mig, Gordon er væk", men udstiller også deres smålige egoisme. Virkningen spænder fra det bevægende til det humoristiske. Eksperimentet lykkes overbevisende godt her.

Stjernespil
Karaktererne er en slags arketyper. Som heltinden Nina skal Kirsten Olesen være sexobjekt, Moder, luder og madonna i én person. Hun er fascinerende og skrækindjagende manipulerende på en gang. Hun vil eje og lege. Kirsten Olesen leverer prægtigt stjernespil i den centrale rolle. Fra den ganske unge piges neurotisk sitrende, urolige krop til den modne kvindes erotiske elegance og besiddende moder. Kirsten Olesen skifter udtryk med suveræn autoritet. I samspillet mellem hende og Henning Jensens læge når stykket sit skuespilmæssige klimaks. Deres scener i anden akt er en opvisning i timing og præcision - ren nydelse. Hans ansigt udtrykker lige stærkt selvsikker maskulin vinderfølelse som, forgræmmelse og indestængt lidenskab.
Den store rolle som Charles Marsden er vanskelig på grund af sit præg af karikatur af en mand med moderbinding. Men komediefiguren får nuance af Marsdens funktion som iagttagende fortæller - og det hele balanceres dygtigt og charmerende af Waage Sandø.
Den inkarnerede amerikanske succes, Sam Evans, er mindre nuanceret. En enkel og naiv type, som Mikael Birkkjær spiller sympatisk og med en lille, fin distance.
Den udsøgte casting tæller endvidere Nis Bank-Mikkelsen som Ninas far, der hurtigt dør, og Karen Margrethe Bjerre, der har en enkelt stor scene som Sams mor, ubehageligt grå som døden.
Thure Lindhardt spiller drengen Gordon med et blik, man sent glemmer.
Mads M. Nielsen gestalter ham som smuk og stærk ung mand, forelsket i Madeline, der i Kett Lützhøft Jensens skikkelse ligner moderen på en prik.
Lars Juhls symbolske scenografi har elementer fra skiftende tider: En kæmpebuste af Hera, De Chirico's Vindenes tårn og neonblinkende årstal. Den forandrer sig med enkle midler og giver som hele den lange forestilling uafladeligt nye oplevelser fra sig.

*Sælsomt mellemspil af Eugene O'Neill. Oversættelse, bearbejdelse og instruktion: Jan Maagaard. Scenografi: Lars Juhl. Det kongelige Teater i Turbinehallerne: Spiller på udvalgte dage til den 6. november. Forestillingen varer 5 timer og 40 minutter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her