Læsetid: 4 min.

Kortfilm-succes

29. september 1999

De korteste film fordamper gerne fra hukommelsen i samme tempo som islandsk letøl. Men når film berører os, træder formen i baggrunden

Filmfestival
REYKJAVÍK - Set med danske øjne blev den 10. udgave af Nordisk Panorama, den fællesnordiske festival for kort- og dokumentarfilm, noget af en triumf - ikke mindst for Filmskolen. Blandt 14 længere dokumentarfilm og 40 kortfilm modtog fire danske titler priser eller hædrende omtale.
Topscorer var den nyuddannede Dagur Kári Pétursson, der høstede hovedprisen i kortfilmkategorien for sin stilsikre og atmosfæremættede afgangsfilm Lost Weekend og samtidig modtog en særpris fra tv-stationen Canal+ for fritidsprojektet Old Spice.
Specielt den sidstnævnte var et populært valg i værtsbyen, idet den islandsk-fødte Pétursson her har henlagt handlingen til en barbersalon i Reykjavík, hvor to ældre mænd indleder et venskab under aparte omstændigheder.
Pétursson fik konkurrence til stregen af en anden nyuddannet filmskoleelev, Peter Schønau Fog, med den modne og hverdagsrealistiske Lille mænsk.
Jon Bang Carlsen løb i dokumentarkategorien med førsteprisen for sin stærkt provokerende Addicted to Solitude, et portræt af to hvide kvinder der imod alle odds har valgt at blive i Sydafrika efter apartheid-systemets sammenbrud.
Som alle Jon Bang Carlsens film af dokumentarisk tilsnit er filmen personlig og ukonventionel i sin tilgang til stoffet, men denne gang er emnet af en karakter, der gør instruktørens insisteren på retten til at lade sig forføre af et lille hjørne af virkeligheden mere problematisk end ellers. Dette vender vi tilbage til i forbindelse med filmens danske premiere senere på efteråret.

Solstrålehistorien
Nordisk Panorama blev afholdt første gang i 1990 i Grimstad i Norge, og siden har arrangementet turneret. Næste stop er Bergen. I forhold til et professionelt internationalt filmmiljø virker det forvirrende, at arrangementet konstant skifter adresse, og heller ikke lokalt opnår man at opbygge et publikum. Derfor er det spørgmålet, om Nordisk Panorama ikke er nødt til at finde en mere stabil form for fremtiden.
At det filmkunstneriske grundlag er til stede i de nordiske lande, bør der ikke herske tvivl om. Fra den regulære videokunst som i Ane Mette Ruges (Mellemværende) til den veldrejede kortfiktion for børn, eksempelvis Bror, min bror af Henrik Ruben Genz, var standarden generelt høj.
Og skal man pege på en enkelt solstrålehistorie blandt de mange titler, kunne det være Desertøren af Heidi Maria Faisst.
Filmen, der i et ganske enkelt set-up skildrer en ung mands tvivl umiddelbart før sit bryllup, blev til i forbindelse med sidste års talentkonkurrence Close-Up. I år har den deltaget i Nordisk Panorama på lige fod med de professionelle film, samtidig med at instruktøren er blevet optaget på Den Danske Filmskole.
Uanset at mange af de helt korte fiktionsfilm er dygtigt skruet sammen, kunne denne anmelder ønske sig større vægt på de længere novellefilm og især dokumentarisme. De helt korte fiktionsfilm er ofte en enkelt vaks pointe og fordamper gerne fra hukommelsen i samme tempo som islandsk letøl. Disse filmiske bagateller når sjældent at blive vedkommende, og man fristes til at konkludere, at livet er for langt til kortfilm.
At de stort anlagte udstyrsstykker imidlertid også kan gå galt, var det næsten to timer lange filmiske essay The Lighthouse af det svenske team Magnus Enquist, Kristian Petri og Jan Røed et eksempel på.
Konceptet er enkelt. Med afsæt i en fascination af fyrtårne rejser holdet omkring i verden og besøger udsatte kyststrækninger. Ideen er udmærket, men resultatet er en luksusfilm med for mange solnedgange og selvsmagende refleksioner.

Forbilledligt
Hvor enkelt det filmiske essay kan drejes, var den finske Haru - de ensammas ö et forbilledligt eksempel på. Den verdensberømte finsk-svenske forfatter Tove Jansson (Mumi-troldene) tilbragte sammen med grafikeren Tuulikki Pietilä 25 somre på den lille finske ø Klovharu. Filmmagerne Kanerva Cederström og Riikka Tanners film er et rørende portræt af to særegne eksistenser og et filmisk statement om tid og alder.
Enkel i sin tilgang var også festivalens nok største filmiske oplevelse, den norske Dei mjuke hendene af Margreth Olin. Filmen, der blev belønnet med publikumsprisen samt hædrende omtale fra juryen, går med en usædvanlig indlevelsesevne bag facaden hos beboerne på et alderdomshjem. Olin rammer med stor præcision balancen mellem at skildre de gamle som individuelle personligheder og en nådesløs gennemhulning af velfærdssamfundets løgn om, at medmenneskelighed handler om fysisk komfort og rationelle pasningsmetoder. Ondt gør det at se, hvordan et ældre par, der har sovet sammen i halvfjerds år, bliver tvunget fra hinanden på plejehjemmet.
De 54 konkurrencefilm demonstrerede tilsammen, hvor stimulerende og udfordrende de mange filmiske finurligheder og fantasifulde påfund kan være. Men det var et indslag som Dei mjuke hendene, der beviste, at når film med nænsomhed rører os der, hvor vi er mest sårbare, træder formen og de visuelle raffinementer i baggrunden.

*Nordisk Panorama, Reykjavík, 22.-26. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu