Læsetid: 14 min.

Kosovo et halvt år efter

18. september 1999

Mens KFOR-styrkerne i Kosovo fortsat har besvær med at afvæbne UCK og sikre det serbiske mindretal mod forfølgelse, har oppositionen i Serbien store problemer med at slippe af med præsident Milosevic. Situationen i regionen er fortsat uafklaret og anspændt, et halvt år efter NATO indledte sin luftkrig mod Jugoslavien.

Og debatten om krigen fortsætter: Var det - alt taget i betragtning - det rigtige NATO gjorde, da man gik på vingerne den 24. marts? Eller var det en kostbar fejltagelse?

Information har bedt to eksperter i freds- og konfliktforskning lægge op til en debat om den ny doktrin om humanitære, militære interventioner i lyset af Kosovo-krigen. De er ikke enige.

DEN UUNGÅELIGE KRIG
NATO's luftkrig mod Forbundsrepublikken Jugoslavien var nødvendig. Den har skabt en ny situation i Kosovo, Serbien og på hele Balkan. Og krigen selv var atypisk i flere henseender

Her måneder efter NATO's luftkrig mod Forbundsrepublikken Jugoslavien melder eftertanken sig: Gjorde NATO det rigtige? Har det haft den ønskede virkning? Hvad er perspektiverne for den slags konflikter fremover?
Jeg følte det som en befrielse, da NATO den 10. juni kunne indstille luftbombardementet og indsætte KFOR-styrken i Kosovo. Luftkrigen sled på nerverne og spændte sammenholdet inden for NATO til det yderste.
Det var en traumatiserende oplevelse for organisationen. Hverken da luftkrigen begyndte eller undervejs har jeg kunnet spore den triumferende attitude, som dele af den offentlige mening elsker at svinge pisken over. Tværtimod var stemningen i de kredse jeg færdedes i - herunder en opfølgning af den danske forsvarschefs sikkerhedspolitiske kursus - at det var alvor, at ting kunne gå gruelig galt, men at alternativerne - herunder passivitet - var værre.
Dette var, er og forbliver min egen holdning til sagen: Damned if you do - men endnu mere: damned if you don't. I så henseende føler jeg mig på bølgelængde med de hen ved 70 pct. af befolkningen herhjemme, som bakkede op om luftkrigen uden af den grund at være krigsliderlig.
'Damned if you do': Selve tanken om at indlede krigshandlinger er - og skal være - forfærdende. Selv en nok så human og kirurgisk krigsførelse vil uvægerligt medføre angst, lemlæstelse og død. Hertil kom usikkerheden over selve krigens forløb og dens uafvendelige storpolitiske følger.
Med hensyn til det sidste: En stærk forværring af forholdet til Rusland, ny vind i sejlene til russiske koldkrigere oven i købet i et valgår, ny gift lagt ud for NATO's udvidelse til ugunst for vore baltiske naboer.
Hertil chokeffekten på de nye NATO-lande, som har haft det med at fokusere på Atlantpagtens artikel 5 om NATO's beskyttelse af medlemslandene mod angreb udefra. Og hvad nu, hvis NATO 'tabte', altså måtte opgive sit forehavende midt i det hele - ville det ikke tage livet af dette glimrende forsvar mod den europæiske sikkerheds renationalisering?
Selv en sejr for NATO kunne vise sig dyrekøbt med hensyn til det fremtidige fodslag medlemslandene imellem.

NATO's intervention var unægtelig timet uheldigt med hensyn til den politiske udvikling blandt Kosovo-albanerne, hvor man oven på adskillige års resultatløs, men konsekvent ikke-voldelig kamp mod de apartheid-agtige tilstande pr. 1998-99 befandt sig i en fase præget af mere udbredt væbnet kamp ved 'befrielseshæren' UCK, af serberne kaldet 'terrorister'.
På den måde kunne luftkrigen helt utilsigtet blive en belønning af UCK og et slag i ansigtet på ikke-voldsforkæmperen Ibrahim Rugova samt opmuntre frustrerede mindretal og separatister andre steder til at gribe til våben som middel til at opnå omverdenens opmærksomhed. Rambouillet-forhandlingerne, der udgjorde forspillet til luftkrigen afspejlede dette dilemma, idet UCK spillede en fremtrædende rolle i den albanske delegation. Sidst, men ikke mindst: Manglen på et eksplicit mandat fra FN's Sikkerhedsråd til at anvende militærmagt.
'Damned if you don't': Men alle disse betænkeligheder, hensyn og farer var man nødt til at se stort på, fordi noget ganske alvorligt var på færde, nemlig et snigende folkemord, som man forgæves havde søgt at sætte en stopper for i oktober 1998 med Holbrooke-aftalen. Da var 294.500 Kosovo-albanere fordrevet som led i serbernes angivelige jagt på UCK-terrorister (1).
Med andre ord er det helt misvisende at datere starten på det internationale samfunds forsøg på at håndtere Kosovo-konflikten til luftkrigen anno 1999.
Der var tale om et langvarigt krisestyringsforløb, hvor hverken FN, dets Sikkerhedsråd, OSCE eller Rusland var ude i kulden, men hvor man efterhånden som folkemordet udviklede sig - og belært af erfaringerne fra Kroatien og Bosnien med hensyn til på den ene side FN's magtesløshed og på den anden side NATO-Rusland-modellens effektivitet i skikkelse af IFOR-styrken i Bosnien - måtte aktivere NATO og fremsætte trusler om militær magtanvendelse.
Meget er sagt og skrevet om Rambouillet-forhandlingernes karakter af pseudo-forhandlinger og diktat, men det afgørende er, at den serbiske side aldrig udnyttede det spillerum, der var som følge af NATO's lede ved UCK (2).
Der er endvidere stærke argumenter imod at se formalistisk på det manglende Sikkerhedsrådsmandat i og med, at f.eks. den humanitære intervention i Nordirak i 1991 til beskyttelse af kurderne også manglede et sådant mandat (3).
FN-pagten, der er kernen i nutidens folkeret omhandler ikke kun stater, men også menneskeret. Der afgørende er, om den praksis, der udvikler sig med hensyn til humanitære interventioner vinder anerkendelse og bliver folkeret.
På denne baggrund giver det mening at minde om konventionen om folkemord af 1948. For det første præciserer konventionen, at folkemord ikke nødvendigvis forudsætter gaskamre og det bogstavelige drab af udvalgte befolkninger, men også handler om underminering af livsgrundlaget, dvs. nedslagtning af husdyr, fordrivelse og lignende, som karakteriserede udviklingen i Kosovo. For det andet gør konventionen det til en pligt for de underskrivende stater at forebygge og straffe folkemord.

Hertil vil nogle nok indvende, at det ikke er en pligt, som plager staterne i det daglige - hvad gjorde man f.eks. for at forhindre Pol Pots folkemord mod sit eget folk, og hvad gør man i dag for at forhindre det nordkoreanske regime i at tage livet af sin egen befolkning i en politisk bestemt hungerkatastrofe? Meget rigtigt, men sådanne undladelsessynder er ikke noget argument imod at reagere i konkrete tilfælde.
På samme måde kan det forhold, at det internationale samfund forsømte at trække i nødbremsen tilbage i 1988, hvor man i Serbien vedtog at ophæve den forbundsjugoslaviske 1974-forfatnings bestemmelser om selvstyre for Kosovo og Vojvodina, ikke bruges som argument for fortsat passivitet.
Man må nævne et supplerende og folkeretsligt lige så legitimt hensyn, der gjorde sig gældende, nemlig hensynet til den internationale fred og sikkerhed på Balkan. Allerede de forudgående næsten 10 års blodige krige, ukontrollable flygtningestrømme og forfærdende materielle ødelæggelser i det hedengangne Jugoslavien med Milosevic' Serbien som krumtap havde rystet nabolandenes økonomier.
Nu, med en igangværende eskalation i Kosovo, som alle Balkaneksperter er enige om er den værste krudttønde af dem alle, hvad angår faren for at nabolandene involveres, var man nødt til at handle. Eftertanken melder sig med hensyn til krigens effektivitet. Det kom som bekendt til utilsigtede bombetogter mod flygtningekonvojer, en bus, et passagertog, visse boligblokke o.lign. samt den kinesiske ambassade i Beograd.
NATO vedgik sine fejltrin, men mange så fortsat sandheden som krigens egentlige offer og påpegede det dybt umoralske og arrogante i at føre luftkrig i fire-fem kilometers højde - på sikker afstand fra fjendens skyts, men med træfsikkerheden som omkostning.
Kulturradikale kulturredaktører skrev harmdirrende om denne tøsedrengekrig og krævede lig på bordet. Minsandten om ikke formanden for NATO's militærkomité, den tyske general Klaus Naumann, midt i kampens hede tog bladet fra munden i en sønderlemmende offentlig kritik af NATO. NATO-landene imellem gik bølgerne lige så højt: På den ene side britiske krav om landkrig og på den anden side USA's Powell-doktrin om minimale tab i egne rækker samt tyskernes og italienernes ønske om bombestop for ikke at tale om grækernes lunkenhed over for hele affæren.
Fra serbisk side søgte man naturligt nok at underdrive sine militære tab, men det er ikke nødvendigvis misvisende, når Beograd opgav sine endelige tabstal i størrelsesordenen 1.200-1.400 soldater. NATO's egne eksperter har siden da konkluderet, at den jugoslaviske hær ikke led stor skade, og at angrebene på den serbiske infrastruktur ikke var rigtigt vellykkede, om end de var omfattende, som det fremgår i en større reportage i Politiken (4).

Men inden man gør sig lystig over denne tilsyneladende fiasko må man tage i betragtning, at krigen ikke havde den maksimale ødelæggelse som formål, men kun at lægge så hårdt et pres på Milosevic, at han trak sine styrker tilbage fra Kosovo og muliggjorde flygtningenes tilbagevenden under KFOR's beskyttelse. Denne gentleman-agtige måde at føre krig på er måske det mest epokegørende ved denne krig, som argumenteret af den franske filosof Paul Ricoeur (5).
Krigen er i det meste af dette århundrede - Første Verdenskrig undtaget - navnlig gået ud over civilbefolkningen og har i det hele taget været præget af forfærdende menneskelig lidelse. Men denne krig var ikke nogen totalkrig rettet mod civilbefolkningen, og derfor er det - uanset de drastiske langtidsvirkninger på økonomi, levevilkår og måske miljø - absurd at parallelisere til Hitlers bombardement af Beograd, sådan som serberne ynder.
Noget andet er så, som påpeget af Peter Viggo Jakobsen, at en trods alt omstridt humanitær intervention som denne lægger en særlig moralsk fordring på krigsherren om at følge krigens love om proportionalitet - man må ikke forrette større skade end det onde, man søger at nedkæmpe - immunitet for ikke-krigsførende samt militær nødvendighed. Man kan i lys af dette kritisere NATO for nogle valg af bombemål.
Mere generelt rejser det spørgsmålet, om ikke interventionen kunne have været gjort endnu mere human set med Kosovo-albanske og serbiske øjne: Nemlig, hvis NATO havde haft modet til at sætte egne soldaters liv på spil i et opgør på landjorden. Kritikerne vil fremhæve - og med rette - at ikke mindst albanerne er kommet til at betale dyrt for Powell-doktrinen.
Hvad med de uovervindelige Apache-helikopterne f.eks. - hvorfor kom de aldrig i sving, men fik lov til at stå og pynte på landjorden på de albanske baser? Hertil er der at sige, at kritikerne et langt stykke hen ad vejen har ret og så måske alligevel ikke.
En landkrig ville ikke kunne iværksættes med et snuptag, men tage fortvivlende lang tid at iværksætte og ville følgelig resultere i stort set det samme inferno af fordrivelse og terror mod Kosovo-albanerne samtidig med, at man løb en risiko for at tabene i NATO-soldaternes rækker trak gulvtæppet væk under aktionen med et øjebliks varsel.
Hele vejen igennem balancerede NATO på en knivsæg med hensyn til, hvad man kunne opnå politisk opbakning til i NATO-landene. På den baggrund viste luftkrigen sig nyttig som dén mindste fællesnævner, der sikrede det langvarige pres på Milosevic, som efterhånden viste sig nødvendigt.
Dermed være ikke sagt, at krige kan vindes fra luften, for i praksis var det jo også sådan, at NATO fik en formentlig afgørende støtte fra landjorden fra UCK-styrkerne, der hjalp med at udpege bombemål og til sidst formåede at presse de serbiske styrker ud fra deres skjulesteder og således øge effekten af NATO's bombetogter.

Alligevel er der grund til at opholde sig ved temaet tøsedrengekrig - eller med den amerikanske militæranalytiker Edward Luttwaks jargon: Vor tids post-heroiske militærpolitik (6). I en eller anden forstand er det naturligvis - hvis jeg må udtrykke det sådan - kreperligt, at NATO ikke fra starten spillede mere offensivt på muligheden for en landkrig og i det hele taget, at demokratierne i så alvorlige anliggender som folkemord tøver med at sætte egne soldater ind.
Men faktisk er denne post-heroisme kongstanken i filosoffen Immanuel Kants traktat om, hvordan der kan skabes en permanent fred mellem staterne, nemlig ved at befolkningen har snor i beslutningstagerne. Hør blot, hvad han skriver i den såkaldte første endelige artikel om det republikanske styres, dvs. demokratiets velsignelser: "Under denne forfatning kan det ikke være anderledes, end at statsborgernes samtykke kræves til beslutningen, 'om der skal føres krig eller ikke'. Men intet er da naturligere, end at de meget vil betænke sig paa at begynde saa slemt et spil, eftersom de derved maatte beslutte alle krigens trængsler ned over sig selv." (7).
Med andre ord ville Kant bruge demokratiet til at slippe den indre tøsedreng løs som middel til at afværge krige.
Deri er der ret beset intet nyt. Det nye er nutidens familiemønstre med små børneflokke, som forståeligt nok forstærker utilbøjeligheden til at sende sønnerne - og i visse tilfælde døtrene - i krig. Netop i Kosovo-konflikten har italienerne vist et overraskende pacifistisk sindelag - skulle det mon hænge sammen med den europæisk set enestående hyppighed af etbarnsfamilier?
I så tilfælde er det et såre menneskeligt reaktionsmønster, vi her står overfor, som ikke fortjener at blive affejet som kujoneri.
Tilsvarende må man også bøje sig for nutidens tendens til i det hele taget at se det enkelte barn og det enkelte menneske som noget enestående dyrebart, som et fremskridt, og i det store og hele indrette krigsførelsen derefter. Noget andet er så, at beslutningstagerne skal passe på med ikke at undervurdere befolkningens opbakning til de militære opgør, som den anser for nødvendige, for eksempel ud fra en forvisning om, at beslutningstagerne gør deres del af arbejdet ordentligt og i det fornødne omfang tager vare på soldaternes sikkerhed.
Ikke mindst i den amerikanske debat fornemmer man en begyndende lede ved det image, som katastrofen i Somalia efterlader. Der er grund til at bifalde hvis det tilsvarende herhjemme kommer til lidt kritisk selvransagelse med hensyn til hvor helhjertede vi er i vores fremadrettede sikkerhedspolitik.

Virkede NATO's indgriben efter hensigten? Svaret må være både ja og nej. Ja, fordi:
*Milosevic til sidst måtte kapitulere og gå ind på betingelser meget lig Rambouillet-aftalens, som han oprindeligt forkastede.
*Fordi de i alt halvanden million Kosovo-flygtninge er begyndt at vende hjem i store skarer og nu står under KFOR-styrkens beskyttelse.
*Fordi de serbiske styrker er trukket tilbage og ja, fordi Rusland er med i KFOR-styrken.
Ja, og mere end det: Der er skabt en ny politisk situation i Serbien, hvor man for første gang skimter begyndelsen til enden for Milosevic-styret og for Serbiens selvpåførte isolation.
En hidtil uset politisk opmærksomhed om problemerne på hele Balkan er vakt og har ført til initiativer, der smager af visionær sikkerhedspolitik såsom sommerens topmøde om stabilitetspagten for Balkan. Som antydet synes selv samarbejdet med Rusland inden for NATO-Rusland-rådet at være ved at normalisere sig oven på den demonstrative russiske besættelse af lufthavnen i Pristina i begyndelsen af KFOR-operationen.
Ja, fordi der er underskrevet aftaler med UCK om at lade sig afvæbne
Men nej:
* Fordi denne aftale ikke fungerer helt betryggende.
* Fordi NATO's vision om et multietnisk Kosovo hvor alle uanset etnisk tilhørsforhold kan føle sig trygge gøres til skamme af albanernes overgreb mod det serbiske mindretal og den serbiske flygtningestrøm bort fra Kosovo samt tilsvarende overgreb mod sigøjnerne, som er kommet slemt i klemme mellem de to befolkningsgrupper.
*Fordi det kommer til at knibe med repatrieringen af alle flygtninge inden vinteren og i det hele taget normaliseringen af samfundslivet i Kosovo - som følge af lureminer, klyngebomber og i det hele taget de omfattende ødelæggelser, som ikke udelukkende serberne har ansvaret for.

Trods dette komplekse billede mener jeg grundlæggende, at NATO's aktion var både nødvendig og stort set vellykket.
Det er tragisk, at det er kommet til albanske hævntogter og plyndringer, men i og med, at Kosovo-albanske intellektuelle ikke tøver med at stemple disse overgreb mod ikke-albanere som Kosovo-fascisme (8), og at overgrebene ikke har helt det samme systematiske præg, som de serbiske, er der håb endnu - om ikke andet, så fordi KFOR-styrkens blotte tilstedeværelse over et længere tidsrum kan spås at få en effekt meget lig SFOR/IFOR-styrkens i Bosnien: Den vil lægge en dæmper på mange spændinger.
Der er dem, der mener, at man godt kan glemme alt om Kosovo som en del af Serbien - den formel, som NATO's generalsekretær fortsat henholder sig til - oven på det serbiske folkemord (9).
Det rejser det ubehagelige spørgsmål, om vi er på vej mod virkeliggørelsen af UCK-ekstremisternes drøm om et Storalbanien inklusive de albansk dominerede dele af nabolandet Makedonien, hvad der formentlig vil betyde enden på denne postjugoslaviske stat.
Det kan ikke udelukkes, men det er ikke hykleri, men klog og nødvendig sikkerhedspolitik, når NATO nægter at gøre sig til fødselshjælper for dette scenario. For i modsat fald ville man kunne sige, at NATO - via luftkrigen - reelt har medvirket til at ændre grænser med våbenmagt; noget som igen må gøres til tabu i den spegede postjugoslaviske situation.

Hvad angår perspektiverne for denne type konflikter fremover, er der det at sige, at man ikke påny vil stå over for lige netop den type konflikt!
Det forfatningsretlige forspil gør Kosovo-konflikten så enestående, at den ikke uden videre kan tages til indtægt af separatister andre steder.
Alle konflikter har deres særpræg og særlige ydre omstændigheder, som gør, at det internationale samfund altid handler fra sag til sag. Det er en vigtig pointe, når man skal vurdere udsigterne til, at NATO under henvisning til den folkeretslige præcedens, som Kosovo-interventionen har skabt, vil gøre sig til hele klodens politibetjent og se stort på mandatet fra FN's Sikkerhedsråd - det scenario, som mange kritikere af NATO-aktionen har udpenslet, og som der åbnes for med nogle af formuleringerne i NATO's nye strategiske koncept.
Trods den succes, som NATO-luftkrigen endte med at være, var det som ovenfor beskrevet ikke så lidt af en gyser, som man vil have behov for at sunde sig oven på.
Meget taler for, at NATO tværtimod vil vise sig mere tøvende med humanitære interventioner fremover. Derfor er udfordringen den modsatte af den, som de fleste NATO-kritikere peger på, nemlig påny at aktivere NATO såvel med hensyn til den teoretiske folkerets udvikling i mere bæredygtig retning som til udviklingen af en så vidt muligt ikke-eurocentrisk interventionspraksis, f.eks. til fordel for civilbefolkningen i Afrika.

Mette Skak er lektor i freds- og konfliktforskning på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

Kilder
1) Tal fra FN's Flygtningehøjkommissariat pr. 13. oktober 1998 som gengivet i pjecen "Humanitær bistand til ofrene for Kosovo-konflikten", Udenrigsministeriet 12. april 1999.
2) Peter Viggo Jakobsen, "Kosovos konsekvenser for folkeretten, FN og NATO", upubliceret manus, 8. september 1999.
3) Ibid., samt Peter Viggo Jakobsen og Tonny Brems Knudsen, "Et FN-mandat behøves ikke", Politiken, 11. oktober 1998; Tonny Brems Knudsen, "Humanitær intervention uden FN?", Udenrigs, nr. 2, 1999, pp. 36-56; Tonny Brems Knudsen, "NATO's moralske ret", Information, 8. april, 1999; United Nations Law Reports, vol. 33, May.
4) Politiken, 25. juni 1999; sammenlign Politiken, 23. juli 1999.
5) "Vi er alle potentielle mordere", Weekendavisen, 11.-17.juni 1999.
6) Edward Luttwak, "A Post-Heroic Military Policy", Foreign Affairs, vol. 75, no. 4, July-August 1999, pp. 33-44.
7) Immanuel Kant, Den evige fred, København: Det sikkerheds- og nedrustningspolitiske udvalg, 1990, p. 29.
8) Veton Surroi, "Kosovo-fascisme - Albaniens skam", Politiken, 11. september 1999.
9) Javier Solana, "Milepæle i NATO's historie: Washington-topmødet og Kosovo-krisen", NATOnyt, sommer 1999, pp. 3-8; sammenlign Klaus Carsten Pedersen, "Krig og fred i Kosovo", Udenrigs, nr. 2, 1999, pp. 1-20.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu