Læsetid: 11 min.

Krigere og købmænd

4. september 1999

Ingvar Cronhammars kunst bliver til i feltet mellem Netto, Brahms og Arnold Schwarzenegger. Han spiller med musklerne i sine værker, der gør sloganet 'Big is
Beautiful' til virkelighed - i år 2000 realiserer han verdens største skulptur

Hvornår får du tændt cigaren, Ingvar?" spørger de lokale. De hentyder til Ingvar Cronhammars
60 x 30 meter store skulptur Elia, der en gang i løbet af år 2000 lander på en mark uden for Herning Kunstmuseum.
Skulpturen koster 22 millioner kroner og finansieres af en række fonde og private sponsorer. Den får fire høje fangarme eller skorstene med gasbrændere, som opsender ildsøjler med visse intervaller. En kuglekalot af sort stål, som man kan stige op i. Hvis man tør.
Kunstneren Carl-Henning Pedersen har sagt til Information, at han frygter for sit og Else Alfelts kakkelbeklædte museum ved siden af det farlige monstrum, som digteren Peter Laugesen har kaldt "en bums på jordens gigantiske hud".
Hele præriebyen Herning er optaget af projektet. De gode uldjyder ved, at "de tyske Mark ligger bedst i de jyske lommer," og der er ingen tvivl om, at værket vil vække opsigt videnom og trække folk til.

Herligt langt mellem ordene
Ifølge det Gamle Testamente for profeten Elias til himmels i en ildvogn, forspændt ildheste. Elias vil vende tilbage til Jorden som Messias' forløber, mener jøderne. Navnet kom til Ingvar Cronhammar som så meget andet, uden at han havde en anelse om, hvad det betød. Hans værker undfanges intuitivt, ubevidst.
Cronhammar bor på prærien i "Danmarks Vilde Vesten". Han er ikke nogen prototypekunstner. Hans baggrund er svensk med en far, som var radiokonstruktør og en mor, som var modist. Han var selv en utilpasset dreng, en misfit i det svenske kontrolsamfund, da han drev over Sundet til det lille land med friere tøjler og en anderledes munterhed. Et land, som han elsker overalt på jord.
At det blev Herning, Ingvar Cronhammar slog sig ned i, skyldes blandt andet, at der er så herligt langt mellem ordene derovre, siger han.
"Når min nabo, der er bonde, minkfarmer og storvildtjæger, kigger ind, siger han: 'Nå, så fik vi høstet!' Jeg spørger til, hvordan det gik. Og han svarer: 'Det skuffer til den gode side.'"
Til forskel fra mange andre kunstnere i disse år mener Cronhammar det, han laver. Der er ingen afstand, ingen grimasserende og ironiserende distance, der spinder udsagnene ind i gåseøjne. Han rummer patos og har nemt til tårer. Hans skulpturer vidner om en megaloman ildsjæl, der ikke giver op, før verden har tilladt ham at føde sine syner i den tredimensionale storform.
Det er ofte dystre og farlige melodier om menneskelivets forgængelighed, om vold og ødelæggelse. Sorte og svangre med døden er disse værker, først besmykket med naturens frembringelser som knogler og svanevinger. Siden stadig større og mere strømlinede dødsmaskiner, der står solidt forankret i både urtiden og i maskinalderen med associationer til Rumrejsen år 2001. Hans værker er fartøjer, sendt ud på en rejse mod et ubestemt mål.

Den store fjende
Ingvar Cronhammar tager imod i al sin kropslige vælde, med hvid skjorte, seler og storvildtskæg i Karup Lufthavns anonyme glaskiste af en ankomsthal. Vi hører Brahms' Requiem, mens vi kører ad det vilde vestens snorlige veje, der gennemskærer plantager og heder. Det er stort, det her. Stort for en østdansker. Og fladt. Skyerne hænger massivt ned fra loftet. Køretøjet er en sort Honda Shuttle. Sådan må det jo næsten være. Selv fælge og emblemer er malet sort, og den minder til forveksling om et af Cronhammars dæmoniske værker, sat i bevægelse.
I hjemmet, en stor villa med udsigt til Hernings industriprofil - nam nam for en maskinæstetiker som Cronhammar - sætter vi os i det store værksted, der ligner et direktionslokale og taler om værkerne.
Medio september indvies værket Abyss (afgrund) til Herning Ingeniør- og Handelshøjskole, der er tegnet af Henning Larsen. Det er en "hytte til eftertænksomhed" eller et "læ for nattevandreren", som Cronhammar kalder denne rhombeformede, hvidmalede pavillon, der som et andet missil afskydes fra hovedbygningen og suser ud i landskabet med sin spydspids.
Den er sortmalet indvendigt, og nogle af åbningerne er beklædt med tre lag strækmetal, der synes at vibrere ved kroppens mindste bevægelse. Der er vand i bunden, sort vand, forekommer det, så de unge studerende, der måtte søge tilflugt her under en fugtig skolefest, skal vare sig for ikke at falde i afgrunden. Det er både et sted, et fysisk stykke arkitektur, og et ikke-sted, en utopi eller dystopi, der gør det muligt at standse op et øjeblik og reflektere i en tid, der går så stærkt. Og der er klare associationer til værket Ballroom, som blev vist i og købt af Nordjyllands Kunstmuseum sidste år.
- Abyss - og koblingsstationen i Kastrup, hvor du har bearbejdet facaden med glas og lys - er påfaldende lyse i forhold til tidligere. Hvad er der sket i dit liv?
"Vi glemmer det mirakel, det er at stå op hver morgen. Jeg sidder ofte i skumringen og ser lyset svinde eller oplever 'gryet' - jeg står sent op - og møder dagen. Morgenerne kan godt være svære, lidt vemodige."
"Min ven og samarbejdspartner, arkitekten Poul Ingemann, opfordrede mig til at lytte til nogle af de tyske Lieder, når jeg begynder min dag. I begyndelsen var jeg meget afvisende over for alt denne Hertzen og Schmertzen, men til min store overraskelse svarer de toner til at møde den ny dag. Det bliver lettere at møde fjenden."
-Hvilken fjende?
"Der er vel kun én stor fjende. Døden. Vi har ingen andre kendsgerninger end den tunge kappe, vi slæber på. Som ung er døden abstrakt. Nu er den knap så abstrakt, den har vist sit ansigt, og netop derfor - i selve forligelsen med døden - sker der en åbning mod det konkrete, mod hverdagslivet. Du kommer fra det store tomme, du kommer til det store tomme, og indimellem er der spændt en lysende streg, en længere eller en kortere streg. At jeg arbejder med hvidt og sort svarer måske til, at dagen går i nat og bliver lys igen."
- Men hvorfor er dine tidligere værker så ladet med henvisninger til døden?
"Siden jeg var bittelille, har jeg lidt under en indædt angst for knogler. Når jeg lidt senere blev inviteret ud, var jeg panisk angst i dagevis ved tanken om, at de serverede noget, jeg ikke kunne spise. Men så begyndte jeg at gå den anden vej. Jeg begyndte at møde min fjende. Jeg allierede mig med specialslagtere. Vi mødtes midt om natten og byttede poser. Og så stod jeg formeligt til livet i knogler. I virkeligheden svarer denne angst til, at man kommer ned med sin cykel i cykelkælderen, og lampen er som altid gået ud. Man kører cyklen ind i stativet, og pludselig melder denne ubehagelige følelse sig: 'You are not alone.' Og så er der to muligheder. Enten styrter du afsted med samtlige kropsvæsker sprøjtende ud af kropsåbningerne. Og dét ved vi godt, hvordan dét føles og også, hvordan det kan ende. Eller også trækker du blankt og siger: "Nu må vi have et ansigt". Jeg har med ekspreshastighed kørt direkte ind i et kompleks."

Rundet af hverdagserfaringer
- Hvordan opstår dine visioner?
"Mine værker er trukket ud af et anelsesfelt. De er en blanding af Arnold Schwarzenegger og Netto og akkumuleres inde i sylten på mig. På et tidspunkt er der overtryk, låget er ved at lette, og så kommer det igennem. Dagligdagen er forunderlig. Mine værker er rundet af dagligdagen. De er gjort af det store sammensurium af indtryk fra dagen og af mere eller mindre underbevidste refleksioner."
- Jeg har svært ved at se det dagligdags i dine værker. De virker monumentale, ikke mindst i skala! Og kultiske. Hvorfor skal de være så store i sådan et lille land?
"Jeg er lidt ked af den slags etiketter. Jeg mener som sagt, at værkerne er rundet af hverdagserfaringer. Men når jeg ser et værk, så ser jeg det i den skala, som det nu engang har. Jeg er aldrig i tvivl. Værket kører rundt i 'tumbleren' i nogen tid, og så skal det defineres nærmere. Jeg bruger utrolig meget tid på at få gestalten til at træde frem."
"Men når først den står der, så véd jeg faktisk, hvordan den ser ud. Så har fødslen eller transformationen fundet sted. Og de dimensioner, den trænger igennem med, det er nu engang de dimensioner, den har. Og så hidkalder jeg min tømrer Bjørn Christensen."
- Drømmer du disse gestalter, eller er du i trance, når de melder sig?
"Ingen af delene. Jeg kører i min bil, og bilens summen og den lydmæssige monotoni, der breder sig, når man kører på landevejene og ser landskabet ræse forbi, er fremmende for processen. Men det kan også ske fuldstændig uventet. En ting er dog sikker: Jeg kan ikke sætte mig ned og fremkalde billeder. De har deres egne veje."
- Dine værker giver nogle folk myrekryb. Og du er fra flere sider blevet kritiseret for at nære en forkærlighed for fascismens billeder. Hvad siger du til det?
"Jeg kan da blive rigtig ked af at høre det. Men ingen kan tage patent på det klassicistiske formsprog eller det monumentale anslag. Det har eksisteret i årtusinder. Jeg har bare tilladt mig at lade mig berøre af de ting og gøre brug af den gamle kulturarv."
- Er du religiøs?
"Jeg tror på Gud, og jeg så gerne, at man kunne få en religiøs oplevelse i kirken. Det er bare så sjældent, at man overhovedet kan komme til for gospelkor og børnepasningsordninger, og hvad der ellers er stillet i udsigt. Der er mange 'synagogeforstandere' og få præster, der kan formidle budskabet ordentligt. I den sammenhæng er det befriende at opleve kirkekoncerter, hvor folk holder kæft."

Tivoliserende udsagn
Cronhammar harcelerer kraftigt over trends og tendenser i nutidens arkitektur og billedkunst. Han hamrer i bordet af vrede og indignation over de "transparante, tivoliserende og indholdsløse udsagn, som præsenteres i en lind strøm. Idealerne viger for, at forretningen kan køre rundt. Og så spørger jeg mig selv: 'Er vi repræsentanter for kunstarterne eller hvad? Er vi krigere eller købmænd?'"
Cronhammar hamrer næven i bordet og hæver stemmen til rasende højder. Jeg holder fast i kop og båndoptager.
"Der er så store omkostninger forbundet med at lave et seriøst stykke arbejde, og der er så højfrekvent en puls. Og det er en undskyldning, men kun indtil en vis grænse. Der skal værnes om en faglig stolthed. Vi burde bruge det kendte danske ord N E J noget oftere."
"Hvad angår størsteparten af den nutidige arkitektur: Vi burde hurtigst muligt starte en trotylindsamling, for om tyve år må vi sprænge lortet i luften - det er den rene elendighed. Jeg tror, at store dele af arkitektstanden selv kan se, at det er en uværdig situation, vi står i."
- Hvordan betragter du de danske museers udstillingsvirksomhed?
"Der bliver stillet klausuler og krav op fra politisk hold hele tiden, og der styres efter to ulyksalige og populistiske parametre: Besøgstal og formidling. Det er skandaløst! Giv dog de museer frie hænder til at arrangere udstillinger, giv dem ro til at arbejde og en ordentlig økonomi og fjern entréen. Dermed opbygger man en menneskelig herlighedsværdi, som et rigt samfund må have råd til."
- Hvilken kunst holder du selv af?
"Den må rumme en 'genkendelse' i metafysisk forstand. Per Højholt har engang sagt om kunsten, at man gispende genkender det, man aldrig har set."
"Og der må være - og det lyder måske naivt - men der må altså være en sammenhæng mellem personen og værket. Ellers mister jeg interessen. Det må være lige så skævt, bimlende og udspacet, som det være må, bare der i en værkproduktion er et fundament, en søgen hen imod det samme."
- Dine værker fra 60'erne og 70'erne var meget politiske, ironiske og samfundskritiske. I dag er de mere mytologiske. Var du del af 68-bevægelsen?
"Nej, Vorherre bevares. Det er rigtigt, at jeg deler generation med 68'erne, men i hvert fald ikke ånd. Jeg synes, at det var en meget vanskelig tid, og sårene fra dengang er svære at hele. Hjertet sagde noget andet end munden. Her blev bunden til middelmådigheden lagt. I mine egne værker fra dengang var det nogle meget bredere politiske kritikpunkter. Jeg vil gøre mit for at dæmme op for denne alt mere omsiggribende forfladigelse, gøre op med lige-værdi-gørelsen og dermed lige-gyldiggørelsen, som visse politikere slår sig op på. Vi er ikke ens, og vi har vidt forskellige forudsætninger, sådan ser det ud."

En værre drengerøv
Cronhammar er en slags projektkoordinator i den skabende fase. Han sætter ingeniører, teknikere og håndværkere i arbejde, når han har født sin idé og har tegnet den op på computerskærmen. Det er en kunstnerrolle, der er blevet mere almindelig i halvfemserne, men som han var en af de første til at anvende. Men han er også et legebarn, og han har en modelbil stående i sit vindue, der påminder om hans automobilpassion.
- Du er vist en værre drengerøv!
"Ja, gu' er jeg det. I Sverige kørte vi rundt i store Chevrolet'er og Buick'er med rævehaler viftende efter os, og jeg er den dag i dag fascineret af racerkørsel. Og af traktor-træk. Her i Herning har vi Herning Tractor Pulling Arena. Her konkurrerer modificerede traktorer, som man påmonterer gamle flymotorer på 4.000 hestekræfter. Det handler om at trække mest muligt længst muligt.
- Det kan se ud, som om volden ligger indkapslet i dine værker?
"Vold er ikke noget, man skal stræbe efter, den er skræmmende. Men den eksisterer! Og mine værker forholder sig til det. Og lad mig slå det fast en gang for alle: Mine værker skal føre samtalen. Jeg har ingen som helst politiske, religiøse, sociale eller whatever ambitioner i nogen som helst retning. Jeg laver tingene, fordi de har været væsentlige og påtrængende for mig at lave."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her