Ny bog viser, hvordan fantomsmerter kan kureres; hvordan man får en næse som Pinnochio, og hvorfor nogle mennesker får orgasmer i foden
Syndromer
Mange religioner fastholder at vores krop blot er et illusorisk hylster som sjælen bebor for en kortere periode. Bogen Phantoms in the Brain af neurologen V.S. Ramachandran giver tankevækkende eksempler på, hvordan vores kropsbillede måske nok er illusorisk, men også på, hvordan sjælen er tæt bundet til hjernen, der som bekendt er en væsentlig del af kroppen.
Ida og Sus
Alt hvad man har brug for at illustrere hvordan vores opfattelse af kroppen er foranderlig, er et tørklæde og to hjælpere (kaldet Ida og Sus i det følgende). Sæt dig med bind for øjnene på en stol bag ved og med ansigtet samme vej som Ida. Instruér nu Sus om at tage din højre hånd og føre din pegefinger til Idas næse. Få Sus til at bevæge din hånd på rytmisk vis således at din pegefinger gentagne gange stryger og banker Idas næse i tilfældig rækkefølge ligesom en morsekode. Samtidigt skal Sus bruge sin venstre hånd til at stryge din næse med samme rytme og timing. Det er vigtigt at der er fuldstændig synkronitet mellem strøgene og bankene på din og Idas næser.
Hvis eksperimentet bliver udført præcist, kan du efter omkring 30-40 sekunder af denne påvirkning opleve den højst besynderlige fornemmelse af at have en næse så lang som Pinnochio. Illusionen er et slående eksempel på, hvordan hjernen lynsnart konstruerer mening - og her altså vores kropsbillede - på baggrund af den tilstedeværende information.
Fantomsmerter
Hjernens fundamentale funktion synes at være at skabe mening med og give betydning til begivenheder. Undertiden skaber det konflikter som når vi fornemmer at have en næse så lang som Pinnochio, selvom vi godt ved at næsen ikke er vokset. Som oftest vælger hjernen at undgå sådanne konflikter, hvilket hjælper os med at navigere i vores komplekse omverden, men som iblandt kan give fuldstændig absurde resultater.
Absurd bliver det for eksempel med patienter, der har mistet en hånd, men som insisterer på stadig at kunne føle den. Mange patienter, der har undergået amputering lider af voldsomme fantomsmerter, hvilket er et stort problem. For hvordan kurerer man smerte i en ikke-eksisterende legemsdel?
Hele armen
I mange år har man forsøgt en lang række strategier til at kurere fantomsmerter. Hvis smerterne var i en fantomhånd, forsøgte man at amputere mere af armen, først op til albuen og nogle gange helt op til skulderen. Da det ikke virkede (som det sjældent gør), så begyndte man for særligt grelle tilfælde at fjerne nerver i rygraden og til sidst i desperation foretage større indgreb i hjernen. Som oftest uden den store effekt på smerten, men med en række uønskede side-effekter.
Lægevidenskaben benægtede derfor i mange år at fantomsmerter var en rigtig fysiologisk lidelse, og det skortede ikke på neo-freudianske teorier om hvordan fantomsmerter var undertrykte ønsker om at genvinde tabte legemsdele.
Fodfetichisme
Dette var status indtil en række forskere med Ramachandran i spidsen fik en god idé. Neurokirurgen W. Penfield's banebrydende forskning fra 1950'erne på epileptiske patienter viser, at hele vores krop er repræsenteret i en række kort i hjernebarken - omend disproportionalt og forskruet. Ansigtet og genitialerne fylder således et langt større område i hjernen end for eksempel albuen og tæerne, og ved siden af området for ansigtet ligger ikke overkroppen, men hånden - og ved siden af genitialerne ikke lårene, men fødderne.
Hvad nu hvis håndens område i disse kort i hjernen blev overtaget af det tilstødende område, hvilket i dette tilfælde ville sige ansigtet? Det ville betyde at man ved at stimulere dele af ansigtet ville føle det i den amputerede hånd.
Overraskende var det præcis hvad Ramachandran fandt hos en patient kort tid efter amputation. Hele hånden kunne genfindes på kinden hos patienten som følte nåleprikkene både på kinden og i den amputerede hånd. Men det var ikke alene nåleprik der på denne måde blev overført, men også stimulation med en våd vatpind.
Ramachandran havde dermed demonstreret en grad af reorganisering i hjernen som mange ikke havde troet mulig hos fuldvoksne mennesker: Et stort område i hjernen kan på kort tid overtages af et andet.
En lignende effekt er demonstreret hos violinister, der bruger et større hjerneområde end normale mennesker til at repræsentere hånd og fingre.
Eftersom hjerneområdet for genitialerne iøvrigt ligger lige ved siden af fødderne, kan en lignende mekanisme ifølge Ramachandran måske forklare besynderlige fænomener som fodfetichisme og orgasmer i foden.
Fantomamputering
Umiddelbart hjælper en forklaring på fantomsmerter ikke på selve smerten, men Ramachandran fik dernæst en usædvanlig god idé. Man har længe vidst at op i mod halvdelen af hjernebarken bruges til synet og at synet har en styrende virkning på vores kognitive evner. Ramachandran fik konstrueret en særlig spejlboks, som ved hjælp af spejle giver illusionen af at det, der er findes i den ene side af boksen, også findes i den anden. Dersom man stikker een hånd i spejlboksen, så ser det ud som om der er to hænder.
Beder man en patient stikke begge sine hænder i boksen (altså både den hele og den ikke-eksisterende amputerede hånd) opnår man derfor en forunderlig illusion. For patienten ser det nu ud som om at hånden på magisk vis er kommet tilbage.
Mange patienter har fornemmelsen af at deres fingre er knuget sammen i fantomhånden, hvilket ofte er meget smertefuldt. Beder man patienten om at sende synkrone beskeder til begge hænder om at åbne og lukke i spejlboksen, så kan man opnå gode resultater og afhjælpe smerterne. I eet tilfælde afhjalp spejlboksen ikke blot smerterne, men amputerede tilmed fantomhånden!
Latter til døden
Phantoms in the Brain er dermed en bog med mange forfriskende og originale ideer.
På samme måde som neurologen Oliver Sacks på indfølt vis formår at formidle vigtige dele af menneskets natur ved at beskrive en række kliniske neurologiske lidelser, opnår Ramachandran en lignende effekt i sine præcise (og ofte nænsomt humoristiske) skildringer af patienter. Desuden vover Ramachandran pelsen og giver en række særegne og intelligente bud på hvad der er gået galt i hjernen for hver af lidelserne.
Vi kommer derfor rundt om en lang række interessante lidelser lige fra blindsyn, hvor blinde paradoksalt nok kan se mere end de selv er bevidste om, over falsk graviditet, hvor vandet kan gå uden at der er noget virkeligt barn i maven, til Capgras' syndrom, hvor patienten beskylder nære familiemedlemmer for at være bedragere ved at udgive sig for at være familie.
Vi hører om sjældne neurologiske lidelser som damen med en hjerneblødning, der fik hende til at le ukontrolleret indtil døden indtraf nogen tid efter. Eller om en kvinde, som ikke kan se bevægelse, men i stedet ser enkeltbilleder og derfor har problemer med at krydse trafikerede veje.
Ligeledes hører vi om mennesker med temporal lap epilepsi, som tillægger alle begivenheder dyb kosmisk betydning, og om hvordan en skade i frontallapperne kan give voldsomme personlighedsændringer.
Epistemologi
Alt i alt har Ramachandran dermed skrevet et fin og indsigtsfuld bog. Desværre har han allieret sig med journalisten Sandra Blakeslee for at gøre bogen tilgængelig for et større publikum. Det gør at vi undervejs skal præsenteres for tåbelige eksempler. Men det er småting i en bog, der på intelligent vis formår at bedrive det som Ramachandran (for at provokere filosofferne) kalder eksperimentel erkendelsesteori.
Til slut forsøger Ramachandran at samle trådene til en beskrivelse af, hvilke dele af hjernen der indgår i skabelsen af selvet. Selvet har en lang række delaspekter, hvoraf kropslighed, erindring, beslutning, årvågenhed, socialitet, og enhed alle tilsyneladende har et modstykke i hjernen.
Med bøger som Phantoms in the Brain er vi nu begyndt ane, hvor i hjernen vi skal begynde at lede efter svarene til de store og væsentlige spørgsmål om selvet og bevidstheden.
*V.S. Ramachandran & S. Blakeslee: 'Phantoms in the Brain. Human Nature and the Architecture of the Mind'. 4th Estate, £17.99
