Edinburghs mange sommerfestivaler har vokseværk. Det eksperimenterende må ofte vige for mainstream
Kulturfestival
EDINBURGH - Hver august bliver den ellers så presbyterianske, tilknappede by Edinburgh helt Middelhavsk. Gader og stræder myldrer med folk til sent ud på natten, når hundredetusindvis - nogle vurderinger lyder på helt op til to millioner - strømmer til for at lade sig forlyste i verdens største kulturfestival.
Eller rettere festivaler. For der er både den Internationale Edinburgh Festival, Frynsefestivalen, Bogfestivalen, Filmfestivalen, Jazzfestivalen, den militære Tattoo og sågar endda en festival for tv-industrien.
Over årene er det frynsefestivalen, som har tiltrukket sig mest opmærksomhed hos de, der interesserer sig for anderledesheder, særsyn og skøre indfald - og blandt de, hvis job det er at få øje på nyt talent.
Men det bliver sværere og sværere at overleve på den festivalske markedsplads. I år talte en lokal avis op og fandt, at frynsefestivalen alene havde 15.699 optrædender fra 607 kompagnier - langt de fleste i øvrigt fra engelsktalende lokaliteter. Måske derfor kunne man se 43 gange Shakespeare - inkl. en Macbeth med Dannii Minogue som Lady Macbeth. De mere eksotiske indslag må så være bedre til at gøre opmærksom på sig selv - som for eksempel gruppen Musafir. Den beskriver sig selv som bestående af sigøjnere fra Rajasthan med "kolossale turbaner og enorme moustacher."
Truede kompagnier
Det eksperimenterende og ukendte risikerer at blive kvalt eller bare overset. Hvert år ledsages festivalen da også af dommedagsdiskussioner om art, karakter og ikke mindst penge. I efterhånden adskillige år er flere og flere af de 'alternative' kunstnere blevet mere og mere nervøse over, at festivalen i stigende grad domineres af allerede store navne, som presser de mindre kendte projekter ud i en særdeles risikofyldt position. Således også i år.
Hele tre af de kompagnier, som har gjort Edinburghs frynsefestival til et sted, man må hen til hver sommer, er truet af lukning. Incl. The Assembly Rooms, som krediteres for overhovedet at have opfundet frynsefestivalen.
De andre truede er Graffiti og The Gilded Balloon på Palladium teatret. Graffiti-folket har nærmest specialiseret sig i at bringe anderledes, etniske lyde til Edinburgh. Og den forgyldte ballon fik i år Palladium teatret til nærmest at gynge i takt med 'Gumboots' - ni dansere fra Sydafrika udklædt som minearbejdere med store gummistøvler på.
Mere støtte nødvendig
The Assembly Rooms har hvert år successer - i år f.eks. Nixon's Nixon, som er en fiktiv samtale mellem den amerikanske præsident Nixon og Henry Kissinger. Alligevel taber de penge. Så festivalfolkene synes, det lokale byråd skulle støtte dem noget mere.
"Byen Edinburgh tjener over 100 mio. pund - ca. 1,1 mia. kroner - hver år fra festivalerne og alene 42 mio. pund - ca. 462 mio. kroner - fra frynsen. Men byen giver meget lidt tilbage," sagde en - anonym - frynseorganisator til avisen The Observer.
Hilary Strong, en tidligere frynsedirektør siger til The Scotsman, at frynseløjerne i alt modtager 36.000 pund - ca. 396.000 kroner - fra byrådet, hvilket svarer til 18 pence eller lige under to kroner pr. husholdning. Det er for lidt, synes Strong.
Uanset de individuelle steders overlevelse eller ej er tendensen, at frynsefestivalen bliver mindre og mindre frynse. Og dermed måske også mindre spændende.
Hvor ellers går man hen og ser skæggede rajasthanere synge eller oplever en hel teatersal gå grassat over sydafrikanske gummistøvler?
- den opstod, da en flok unge teatertosser hægtede sig bogstaveligt talt i frynserne af den mere højkulturelle Internationale Festival
