Læsetid: 4 min.

I læselampens skær

1. september 1999

I Peter Dürrfelds nye roman går hovedpersonen til kamp mod den tiltagende råhed og fordummelse. Men det virker som om forfatteren kun kender disse fænomener fra tv-debatter og fra formiddagsavisernes spisesedler

Ny bog
Hovedpersonen i Peter Dürrfelds nye roman, Otium, er en 62-årig folkeskolelærer, der presses til at gå på førtidspension. Han er af den gamle skole, for ham er lærergerningen et kald. Det gør ham utidssvarende på en moderne skole, der helst taler om "ledelsesstrategier" og som opfatter lommeregneren og computeren som langt vigtigere redskaber end Bogen og det talte ord. Forfatterens ærinde er altså klart nok: kulturløsheden vs. værdierne, de gamle dyder og anstændigheden.
Allerede under den afskedsreception skolen - for skams skyld, vel - holder for Holger Gram - hovedpersonens navn - har en bestemt plan taget form i hans hoved. Ganske vist glæder han sig til sit otium - til at læse klassikerne og høre opera - men han har ikke tænkt sig at lade blive ved det. Hans plan er at blive en rigtig helt. Han vil - ene mand - gå til kamp mod den tiltagende råhed og fordummelse i samfundet. han tager navneforandring - dog kun i en intern envejskorrespondance med politiet - til Holger Danske. Intet mindre. Forfatteren er fræk nok til på den måde at koble hans beslutning sammen med en af Besættelsestidens kendteste modstandsgrupper. Han "sandsynliggør" koblingen ved at udstyre Holger med en far, der blev dræbt af tyskerne under krigen. Man undgår selvfølgelig heller ikke at få en fornemmelse af, via dette navnesammenfald, at Holger er en vældig modig mand. Og at hans kamp er dikteret af en følelse af nødvendighed.

En mand går amok
Eksskolelæreren har altså truffet sin beslutning - og så går det ellers løs. Først plaffer "Holger Danske" en tidligere elev ned med et oversavet haglgevær, gemt i en indkøbspose fra SuperBrugsen. Eleven var allerede i skolen en rigtig møgunge, og nu er han da også blevet "nazist." Så det er vel rimeligt nok. Derefter sender helten en brevbombe til et ualmindelig modbydeligt karrieredyr. En såkaldt taldreng. Den slags er der også alt for mange af, det kan vi vel hurtigt blive enige om? Herefter stopper retfærdighedshandlingerne, af grunde der ikke er helt indlysende, men det mere end antydes, at den særlige kategori af skadedyr, som forfatteren med et hjemmekomponeret udtryk kalder mediemågerne, heller ikke skal føle sig for sikre. Alt hvad der kan krybe og gå i medie-, pop- og pjank-branchen fortjener nemlig at dø!
En komiker ved navn Klaus Kaper er også et muligt offer, men han ender nu med at tage røven på hele offentligheden. Og det lige for øjnene af den rigtige Holger Danske - ham på Kronborg, nemlig. Det er stinkende blasfemisk - og det er da også forfatterens pointe. Så vidt er vi kommet. ingenting, absolut ingenting bliver taget alvorligt mere! De nærmere detaljer skal forresten ikke røbes her. Bogen er angiveligt en spændingsroman, og hvis der virkelig skulle findes læsere, der synes den er spændende, så er Kronborgafsnittet lige præcis det mest hæsblæsende sted. Men vi kan jo dvæle lidt ved forfatterens metode:
"Klaus Kaper" har tydeligvis Casper Christensen som forlæg. Andre af bogens personer er på samme måde bygget over offentligt kendte personer. Men der er noget sært ynkeligt over Dürrfelds måde at håndtere det på. Som om han alligevel ikke vil være ved det. Eller som om han er bange for at fornærme folk. Derfor lader han f.eks. forstå at Casper Christensen - altså Klaus Kaper - da sikkert, sådan helt privat, er en flink fyr.

Ringe digtekunst
Dürrfeld har med andre ord ingen særlig tiltro til, at hans figurer kan overbevise sig selv - og det kan de faktisk heller ikke. De lever - hvis det da ikke er for meget sagt - udelukkende i kraft af ligheden med forlægget. Derfor må forlæggene nødvendigvis være så kendte, at alle kender dem. Det er ringe digtekunst. Meget ringe endda.
Men trods alt er det, selv i et så spinkelt fiktionsunivers som Dürrfelds, ikke muligt at begå mord uden at det bliver meldt til politiet. Derfor kommer der en kriminalkommissær på banen. Han hedder Mogens Jakobsen og må være en slags gennemgående figur i forfatterskabet (i alt fald var han også med i En giftig historie fra sidste år). Jeg ved ikke rigtig, om man kan sige at Mogens Jakobsen opklarer Holger Danskemordene. Det forekommer mig snarere, at det er forfatteren, der gør det. Ved at tilhviske kommissæren de rigtige stikord ved passende lejligheder. Sommetider nøjes han endda ikke med at tilhviske, han råber så højt, at man ikke kan lade være med at synes, at kommissær Jakobsen er mærkværdigt længe om at finde frem til morderen.

Konsumdannelse
Hvis det endelig skal siges, så er den dannelse, Dürrfeld sætter op mod verdens fordummelse, måske heller ikke så forfærdelig overbevisende. Det er konsumdannelse af den slags man får, når man læser Søndags-Politiken. Ih-hvor-er-det-altså-skønt-at-være-klogere-end-de-dummedannelsen. Det er ikke dannelse, der består i at man anstændigvis venter med at strø om sig med meninger til man faktisk ved noget. Det er nærmere hyggefiserbedreviden. I læselampens skær.
Det er skam ikke fordi kulturløsheden ikke er et problem. Og en realitet. Det er den - ligesom volden er det. Men det virker som om Dürrfeld kun kender disse fænomener fra tv-debatter og fra formiddagsavisernes spisesedler. I virkeligheden er han vel netop derfor - fra sin lænestols dyb - selv en "mediemåge." Bare ikke nær så professionel som de rigtige.

*Peter Dürrfeld. Otium, spændingsroman. 207 sider, 248 kr. Forum. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu