Læsetid: 13 min.

Da læserne var de dårlige nyheder

11. september 1999

I et tilbageblik på vor helt egen verden tegner Jan Stage et broget billede af en avis, hvor festoriginaler og modsætninger stortrivedes, mens oplaget steg, og ligeløn og solidaritet ikke gjaldt alle

Jeg får mig ikke noget nyt liv den dag, jeg begynder på dagbladet Information. Jeg får et chok, ja. En lille, men akut depression. En fremmedgørelse. Det er august 1971. Jeg er ikke ansat.
Som så mange andre før mig har jeg bare sneget mig ind i redaktionen. Jeg har fået antaget en række kritiske artikler om Cuba, og de vil med tiden nok også blive trykt, lover den selvbestaltede udlandsredaktør, Poul Svejstrup. Og nu sidder jeg så her ved redaktionsmødets bord. Medarbejderne har positioneret sig efter tilfældighedernes princip. Det samme som bestemmer avisens daglige indhold. Kun Børge Outze har sin faste plads. Den kan variere et par stole mod højre eller venstre, men for bordenden sidder han altid. Silkeklud om halsen. Tweedjakke trods augustvarmen. Cerut af moderat kvalitet. Lidt fraværende, men venlig. Hvis han i det hele taget lægger mærke til mig, viser han det ikke. Skulle Outze gennem sit lange liv som redaktør lægge mærke til alle, der dukker op eller forsvinder, kunne han næppe lave andet.
Men jeg ser mig omkring og forsøger at falde ind i dette sceneri, som hensætter mig til Bergmans Gøglernes nat eller Grotowskijs teater. Over for mig læner en høj, bleg og ranglet knægt sig bagover i stolen og placerer sit bestøvlede ben på bordet. Han hedder Philip, præsenterer han sig. Lauritzen til efternavn. Han er filmmedarbejder, mener jeg at kunne høre gennem de ukoordinerede meningsudvekslinger bordet rundt. Hans blik er det mest intense, jeg har mødt. Han er oprigtigt interesseret i det eller den, han betragter. Den gave skal bringe ham langt.
Personen ved min venstre side bærer en bredbræmmet hat af læder. Han er rock- og vist nok også miljømedarbejder. Han hedder Ellegaard og afslører sit fornavn sidst: Lasse ... Lasse må finde sig i at jeg, rent fysisk, erobrer halvdelen af hans kontor og sætter mig henne ved døren, hvor det trækker, og hvor jeg skriver om Salvador Allende og verdens uretfærdighed, mens Lasse forsager at inddæmme den ærekrænkelse, min territoriale erobring har påført ham. Det gør han ved at holde nøje regnskab med sine ubrugte manusark, så jeg ikke stjæler fra bunken, når han forlader lokalet. Han gemmer også sin saks i skuffen sammen med clips og lim og personlige ejendele. Men jeg står fast, og gennem den indledende stillingskrig når vi frem til at blive så meget venner som mænd og journalister nu kan blive det.
Ved Lasses side sidder Morten Sørensen, som viser sig at være avisens Benjamin. Han er uddannelsesmedarbejder - af og til. Men hans hjerte banker for Irland, hvilket er lidt af et paradoks, fordi Morten hader vold og er som en logisk konsekvens så nervøs, at han under sit daglige arbejde sidder og piller skumgummilaget under stolen i små stykker og lader dem falde ned på gulvet. En morgen ligger der en besked fra rengøringsdamen: "Fugle må kun fodres i det fri!"
Der er også andre ansigter, jeg husker fra det første redaktionsmøde: Torben Krogh med det joviale ydre og en indre, farlig skærebrænder. Nils Ufer, som kaster et surt blik på mig og vil vide, hvad "ham der skal her?" 0g endelig Per Høyer Hansen, cand. jur. og redaktionssekretær, en medarbejder jeg indledningsvis bedømmer som værende både høflig og blid, hvilket snart skal vise sig at være mit første fejljugement på bladet.

Høflig som en kongekobra
Høyer er høflig som en kongekobra og blød som junker Schlentz. Allerede på vores første søndagsvagt sammen overvejer han, om han bør lægge sag an mod mig!
Jeg har ikke en jordisk chance for at analysere mig frem til, hvad det dog er, jeg har rodet mig ind i. Nok har jeg været avisens korrespondent i tre år. Men fra Caracas, hvor budskabet sjældent når frem, som Kipling skriver i et digt. Og jeg har også læst og hørt om 68-oprøret. Men det falder mig svært at øjne en forbindelse mellem oprøret som begreb og så dette redaktionsmøde.
Jeg går således lidt forvirret derfra sammen med Svejstrup, udlandsredaktøren og en særdeles vidende og velskrivende, tidligere sømand, som atter lovpriser mine artikler om Cuba og Castro og spørger, om han må gi' en øl på det nærmeste værtshus. Det må han gerne. Og ved bordet lærer jeg endnu en detalje: Når Svejstrup vil gi' en øl, betyder det, at han gerne vil skænke op. Betalingen overlader han til andre.
... Torben Krogh ansætter mig for 1.900 kroner om måneden. Mit skrivebord står oppe på fjerde sal, på udlandsredaktionen. Og her sidder jeg på min første søndagsvagt og klæber Ritzau-noter op, da cand. jur. Per Høyer Hansen for femte gang ringer op og påtaget høflig anmoder om noget fra min hånd, der måske kan offentliggøres.
Jeg befinder mig nede i et psykisk dyk og svarer, at han kan rende mig, og at mit liv hidtil er gået med andre og vigtigere gøremål.
Det svar er lige, hvad Høyer har ventet på.
Han tager ikke elevatoren nede fra den høje stueetage. Det ville gå for langsomt. Nej, han piler op ad trappen. Hans T-shirt er svedplettet, og hans hår stritter, da han går i stilling foran mig eller rettere: ved min højre skulder. Han planter sin højre hånd på bordfladen. Fingrene er spredt ud, så han bedre kan holde balancen. Det er en vigtig detalje, skal det vise sig nogle sekunder senere.
Så beder han mig gentage de smukke ord om, hvorledes jeg har levet mit liv lige indtil denne herlige søndagsvagt.
Det gør jeg. Og for at give Høyer et realistisk indtryk af min hidtidige livsstil, griber jeg min saks og hakker spidserne ned mellem hans fine fingre.
Høyer tager iskoldt bestik af situationen. Så trækker han hånden til sig og forsvinder. Senere hører jeg om hans overvejelser angående et eventuelt sagsanlæg. Det bliver dog ikke til noget. Men det gør hans skriftlige opgør med den samlede redaktion imidlertid.

Perfiditeter
I det interne blad, I-avisen, der redigeres af korrekturlæserne, giver han et signalement af en bred vifte af medarbejdere. "Fire timer i en pryglet abes liv", lyder rubrikken. Et mesterstykke i perfidi og sarkasme. Bitter, opgivende og dybt morsom.
Høyer har ikke helt glemt episoden med saksen, så om min person skriver han, at jeg ankommer til bladet og overvejer, om jeg skal starte dagen med at true redaktionssekretæren med et par på skrinet, eller smiske for ham med en formiddags-Fernet Branca. Jeg er bladets voldsromantiker og af den grund altid sikker på at få mine artikler i avisen.
Om beat- og rock-medarbejderen Lasse Ellegaard hedder det, at han indleder dagen med at aflevere "et svinsk manuskript", hvor han omhyggeligt skriver osse i stedet for også og blir i stedet for bliver. Signalementet af Ellegaard er foruroligende: han er, skønt nær de tredive, majet ud som en mellemting mellem en diskotekshaj og en ungdomsoprører fra midt i tresserne. Støvler med høj hæl, changerende ruskindsbukser med trompetsvaj fra Erik og Margit Brandt, bordeauxfarvet velourvest med perlemorsknapper samt kulørt undertrøje fra Nørgaard på Strøget. Det første, han vil vide, er, om redaktionssekretæren - Høyer altså - har væltet nogle kællinger på det sidste. Mens han venter på svar, klør han sig i skrævet og bommer en smøg.
Og sådan ruller det videre (...) Om bladets udlandsredaktion (...) hedder det: "Tilsammen giver udenrigsmedarbejderne meddelelse om, at man venter et uspecificeret antal reportager pr. telex fra diverse udsendte medarbejdere, hvis eksakte opholdssteder man dog ikke her fuldstændig check på, og at man tegner sig for en uspecificeret leder om et eller andet udenrigsemne til morgendagens avis."
Endelig omtales en unavngiven lederskribent, som dårlig nok kan være en anden end Ejvind Larsen: "Som gammel grundtvigianer oplevede han sin vækkelse i fyrreårsalderen og blev marxist et kvart århundrede efter alle andre og en del år efter, at alle andre holdt op med at være det. En enkelt tradition fra en studentikos fortid værner han dog om: Højskolekaffen, som han byder sine venner på i et nærliggende cafeteria, når de presserende ideologiske problemer omkring VS Østerbro skal dissekeres."
Er der noget at sige til, at jeg er lidt forvirret? Og det skal blive værre: de andre medarbejdere udgør tilsammen det morsomme element. De er de gode nyheder. Læserne er de dårlige nyheder!
Jeg er ikke forberedt på at skulle få læsere med meninger. Voldsomme meninger. Det er en stor skole, men en hård skole.

Cuba-krisen
Det begynder med disse artikler om Cuba. Hele ti bliver trykt, så bryder stormen løs over Store Kongensgade 40! Læserne er rasende. Ikke alle, men nogle af de mest artikulerede. De skriver til chefredaktionen og fortæller den, at nok har de oplevet meget i deres tid med bladet. Men dette er dog det stiveste. Jeg skriver om fejlslagen socialisme.
Mens jeg har været i Havana og rejst i Bolivia og Venezuela i næsten otte år, har en lang række danskere besøgt Cuba, hvor de har arbejdet i den såkaldte "Brigada Nordica". De har deltaget i sukkerhøsten, bygget skoler og gravet lokummer. De har plukket appelsiner og sikkert også malket køer og passet høns. Og de mener nu at have set et helt andet Cuba end det, jeg beskriver. Brev-stormen breder sig følgeligt til både Politisk Revy og mit gamle blad Land og Folk.
Den tid, jeg er dumpet ned i, er en tid, hvor en sag ikke kan anskues fra to eller flere vinkler. Faktisk var jeg ikke klar over, at der var noget, der hed en velorganiseret venstrefløj i Danmark. Det bliver jeg nu. Og artiklerne går videre til Norge og nogle af dem til Sverige. Samme reaktion. Jeg kigger ud ad Informations snavsede vinduer. Der huserer et tankepoliti derude ...
(...) Debatten om hvad gør vi nu, og den er principielt set altid vigtig, blev således til en dum skyttegravskrig. Sandheden blev det første offer.

Ligeløn
(...) I mellemtiden er der indført ligeløn i hele huset. Det første forsøg af sin art på arbejdsmarkedet. Det medfører beskedne lønninger for redaktionens vedkommende og drømmegager nede i pakkeriet - alt i forhold til, hvad der falder af ude i byen. Typograferne vil ikke være med. Så langt strækker solidariteten ikke. Og chefredaktionen har også et problem. Outze er nærmest ligeglad. Bare han har til huslejen og til plasticposen med Irma-varer, han slæber med hjem hver aften, så er det fint nok. Men Torben Krogh står fast på, at han vil have en lille kasse med penge, han kan give til de medarbejdere, der har lagt sig ekstra i selen.
Det såkaldte "fedterøvstillæg". Den tanke er jo god nok, og Krogh administrerer da også sin kasse med omhu. Ingen tvivl om det.
Men en skønne dag farer der en djævel i Ufer under redaktionsmødet. Han er manisk og har taget opstilling i sit radikale hjørne. Han ønsker Kroghs tillæg afskaffet her og nu. Det krav bliver blankt afvist. Hidsigt må jeg sige. Også Krogh er i sit radikale hjørne.
"Bonapartist," hvæser Ufer.
Det vil Torben ikke have siddende på sig.
Han beder Ufer gentage, hvad han lige har sagt.
Det er ham en sand glæde.
"Du er en lille bonapartist!"
Krogh ser sig bordet rundt med rullende øjne.
Han vil vide, om der er nogen, der er enig i den karakteristik.
Af årsager, der den dag i dag stadig står mig uklare, svarer jeg, at Ufer på en måde har ret.
"Fedterøvstillægget" skal fjernes. Når vi nu er kommet så langt, kan vi også tage det sidste skridt."
"Så går jeg af som chefredaktør," siger Krogh.
Han forlader lokalet.
Outze har ingen specielle kommentarer.
Knud 'Spar' Vilby erstatter Krogh. Episoden aflejrer sig i avisens dyb. Men den er kendetegnende for de potentielle konflikter, der ligger skjult i ligelønsprincippet.
Menneskene er nogle dumme, egoistiske svin.

Pakkeløsning
Det giver pakkeriet senere et godt eksempel på.
Da Chiles folkevalgte præsident, Salvador Allende, falder sammen med sin folkefront i september 1973 og militæret tager magten, medfører det en strøm af politiske flygtninge til Europa. Blandt dem, der søger til Danmark, er en af mine bekendte, chefredaktøren af det chilenske socialistpartis avis. Han opsøger mig og forhører sig om muligheden for at få sig et arbejde. Da han ikke kan et ord dansk og i øvrigt er godt rystet efter general Pinochets kup, kan han ikke bruges i redaktionel sammenhæng. Men der er jo pakkeriet. Det må kunne stave til ordet s-o-l-i-d-a-r-i-t-e-t.
I en lynaktion får jeg min chilenske ven installeret ved pakkebordet. Indledningsvis hersker der stor begejstring. Et par nætter. Men jeg hér ikke helt fået sagen clearet med tillidsmanden. Og nu træder dansk arbejderklasse i karakter: chileneren er uønsket. Rent formelt hedder det sig, at han er for langsom, en defekt der dog næppe kan diskvalificere ham i pakkeriet! Men i virkeligheden handler det om, at han muligvis engang i fremtiden sætter sig fast i et job, som er tiltænkt en af pakker-klikens venner.
Han græder den aften, da han må tage sin frakke og gå ud i kulden.
(...) Trods anarkiet i St. Kongensgade slår samfundets tiltagende velstand også igennem på redaktionen. Ingen bliver direkte magelige ud over de få, der har det i generne. Men vi tror på Bischoffs forsikringer om, at vi alle vil ende som mangemillionærer.
Ejvind Larsen ifører sig en grøntonet jakke af det blødeste læder, og Lasse Ellegaard får sig sin første habit og lægger samtidig den bredbræmmede hat på hylden.
Og helt i pagt med tiden får det medarbejderejede Information en ny, administrerende direktør, Steffen Gulmann. Gulmann kommer fra Thomas Bergsøe A/S med det glade budskab, at nu skal der sælges aviser. Og det bliver der. Da han tiltræder i 1973 ligger oplaget på 21.503 ifølge Dansk Oplagskontrol. Året efter er det på 24.052, så stiger det vertikalt til 31.331 i 1976. Og det fortsætter med en efterbrændereffekt op til over 35.000 i 1977.

Fra whisky til Campari-soda
Det er naturligvis ikke Gulmanns fortjeneste alt sammen. Men han virker som en slags katalysator. Han har en uddannelse som afsætningsøkonom. Avisen skal markedsføres. Den bliver trendy længe før det fremmedord har fundet vej ind i det danske sprog. Der er pludselig penge til reportagerejser, til sommertillæg, til nyansættelser. Og hans personlige stil er frapperende. Under et af de første møder med typografernes repræsentanter serverer Gulmann Campari-soda. De nipper med afsky til den klæbrige, røde substans og stirrer mistroisk ned i deres glas, som selvfølgelig er Holmegaardglas, ligesom møblementet er designet af de bedste arkitekter og lampen over bordet en PH.
Forbi er de tider, hvor den tidligere direktør, den joviale Poul Petersen hældte skosværtewhisky op i papbægre og spiste redaktionen af med en 100-las.
I 1976 går Gulmann til Politiken, hvor han ikke klarer sig så godt. Vi har alle vores time og sted her i livet. Gulmanns var årene på Information. Der kommer også nye navne. En af dem er en ung studerende, Tor Nørretranders, som får trykt en artikel om, at verden går under om 2000 millioner år. Da der den dag åbenbart ikke er andet at sætte på spisesedlen, ender det foruroligende perspektiv der, illustreret med et foto af universet. En kulsort rektangel som lige så godt kan forestille en lukket ladeport eller et Per Arnoldi-arbejde.
"Det ka' man sgu kalde en nyhed," bemærker Outze tørt, da han får spisesedlen forelagt.
Morten Sabroe finder også vej til mit skrivebord. Jeg redigerer sommermagasinerne, og ude i byen vil rygtet vide, at chefredaktionen, Philip Lauritzen og Erik Meier Carlsen, har stukket mig en pose penge, et pænt seks-cifret beløb. Dem vil Morten gerne bruge nogle af. Han kommer ikke ud hinsides Ural, men i Istedgade, hvorfra han ikke vender tilbage, før han har spenderet honoraret, hvis størrelse han næsten ikke fatter. Men så stiller han også med en reportage, han kan være bekendt, og som viser, hvad der er i ham af sproglig anarki og kul.
Hvad han ikke ved er, at han ikke er blevet sendt ud på Vesterbro som korrespondent. Halvt af nysgerrighed, formoder jeg, og halvt som en provokation stirrer han vedvarende ned under mit bord. Jeg har det med at lægge det ene ben over det andet, måske for at markere, at ingen skal tro, at her bliver jeg siddende, til jeg går på pension.
Morten kan kun få øje på en sko og det nederste af et skinneben, og det undrer ham:
"Sig mig, har du kun et ben?" spørger han.
De fleste indehavere af et skrivebord ville føle sig stødt. Skrivebordet invaliderer. Ingen vil indrømme det, men alle ved det. Bag det, som min ven, den polske forfatter Ryszard Kapuscinski skriver, minder enhver om en invalid i en ortopædisk bøjle. Men skrivebordet giver magt, og det er at anfægte selve magten at antyde, at indehaveren af dette skrivebord er invalid.
Det er gode, varme somre. Vi tror alle, selv de rethaveriske VS'ere i korrekturen, at vi en dag vil feje Politiken ud af avismarkedet, at vi kan udgive en søndagsudgave, og at vi måske kan købe hele Sankt Annæ Passage.
Men forude og såmænd også nu lurer det fænomen, Lasse Ellegaard kalder "Informations-tyranniet", denne evindelige luren på hinanden, denne mistro indtil det paranoide.
Det bliver ikke læserne, der bestemmer oplagskurvens udsving. Det bliver flugten fra redaktionen.
Men inden da, langt inden, løber avisen durk ind i den mur, som hedder kvindebevægelsen.

*Forkortet uddrag af kapitel 11 af Jan Stages bog 'Og ham der slår på tromme - et blik bagud'. Høst & Søn. Bogen udkommer 16. september 1999.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu