Læsetid: 11 min.

Lige nu vil jeg bare hjem

4. september 1999

To unge danskere blev i juli 1998 taget for kokainsmugling i Venezuela. De sidder i San Antonio-fængslet på øen Margarita - menneskerettighedsorganisationer regner det blandt de værste fængsler i verden

Jeg er lige stået af den lokale bus, hvor en billet koster to kr. Jeg er på øen Margarita, ud for Venezuelas kyst, og foran mig ligger fængslet San Antonio. På trods af tæt bevoksede bjerge, der bag fængslet afskærer horisonten, og en bagende sol, der sørger for 30 graders varme, er stedet langtfra den frodige regnskov og de paradisiske badestrande, der sælger øen som populært turistmål.
Fængslet dækker et område på ca. en halv kvadratkilometer, omkranset af mure og pigtråd og med bemandede vagttårne. De baraklignende bygninger indenfor murene gør fangelejr til en mere passende betegnelse.
En lang kø foran fængslet viser, at dette er en af tre ugentlige besøgsdage. Køen består hovedsageligt af kvinder, der har medbragt mad til deres kæreste, mand eller søn. Nogle har børn med, der skal besøge deres ophav. Enkelte af kvinderne flirter med vagten ved indslusningsporten for at komme hurtigere igennem, men soldaten lader sig tilsyneladende ikke anfægte.
De besøgende bliver undersøgt grundigt. Tasker bliver rodet igennem, cigaretpakker åbnet, kager og mad bliver endevendt, og frugt, der kan laves alkohol på, bliver konfiskeret. Derefter gælder det den besøgende selv. Efter at have være igennem en metaldetektor går turen ind i et lille rum, hvor man afklædes og undersøges for stoffer.
Når disse formaliteter er overstået, åbnes en jerndør ind til fængselsgården.
Fangerne kan i anledning af besøgsdagen frit bevæge sig rundt, dog i selskab med bevæbnede vagter. Folk står i små grupper og snakker livligt.
To høje, blege skikkelser skiller sig markant ud fra mængden, der hovedsageligt består af venezuelanere. Alle fordomme, man måtte have om to kriminelle narkosmuglere, yderligere hærdet efter længere tid i et af verdens værste fængsler, falder til jorden. Med imødekommende smil byder Mads på 29 år og Peter på 28 år velkommen. De bærer tydeligt præg af fejl- og underernæring med hule kinder og tynde lemmer, og Peters smil afslører et meget dårligt tandsæt.

To rygsække kokain
Peter og Mads er blevet dømt for forsøg på at smugle 7,13 kilo kokain ud af landet. Da de skulle hjem efter otte dages ferie på den caribiske ø, blev de taget i lufthavnen.
Mads: "I dag har vi været her ni måneder og otte dage. Vi har fået en dom på fem år."
Peter: "Efter seks timers forhør i lufthavnen blev vi om aftenen overført til fængslet San Juan. Det var her, det for alvor gik op for os, hvad vi havde rodet os ind i. Indtil da havde jeg ikke skænket det en tanke, at vi kunne blive taget. Det lyder måske dumt, men det havde jeg ikke."
Tag på ferie i otte dage, hent to rygsække med kokain og tag dem med hjem. Sådan lød tilbudet, de havde fået fra Danmark.
Peter: "100.000 kroner er mange penge, når der ligger bunker af regninger, du ikke kan betale. Det lød så nemt, og jeg lod mig friste."
Mads: "Jeg havde forstået, at det var hash, vi skulle hente. Men da vi hentede rygsækkene, opdagede jeg, at det var kokain. Der blev jeg fandme gal og truede med at smide hele lortet i Nyhavn, når jeg kom hjem."
Der sidder p.t. 278 fanger i San Antonio. Ifølge Peter og Mads var der omkring 400, da de ankom til fængslet, der er bygget til 150 personer. I kvindeafdelingen sidder 39 fanger, to af dem har børn. En lille dreng løber rundt ude i gården. Han er blevet født herinde, fordi hans mor blev fængslet under graviditeten.
Vi går rundt på fængselsområdet. Konstant kommer indsatte og tigger cigaretter eller penge.
Peter: "Prøv så vidt muligt at skjule at du har en pakke cigaretter, ellers får du aldrig fred."
Rundt omkring på området har de besøgende og de besøgte fundet sig til rette på tæpper og havestole.
Mads: "I dag er det besøgsdag, så folk er glade og venlige, og der er blevet ryddet op og gjort rent. Alt er sminket."

Krig blandt de indsatte
For at få lidt fred går vi hen til en afsides liggende blok, der før har været brugt til undervisning og værksted, men som nu står ubenyttet hen. Foran tremmedøren sidder vagten mageligt på en havestol med en pumpgun hvilende på den velproportionerede mave. Som svar på spørgsmålet, om vi kan få lov til at sætte os indenfor, ryster han ligegyldigt på hovedet. Mads og Peter forklarer ham, at de har besøg helt fra Danmark - og om det er muligt at låne rummet bare en halv time. Det lykkes til sidst. Vi går ind og finder borde og stole frem.
Mads: "Der er krig herinde i øjeblikket, men den blander vi os ikke i. Vi er gode venner med stort set alle, også dem i toppen af hierarkiet. Der er vold herinde næsten hver dag. Vagterne gør ikke altid noget ved det. De kigger på og griner, indtil de gider gribe ind. Det sker som regel, når den ene part samler en sten op og bruger den som våben."
"Der har været kvæstede i massevis, mens vi har været her. Folk har fået dybe sår efter macheter og er blevet stukket med knive, flere har mistet et øje, og en fik skudt den halve balle af. Mirakuløst er der kun en, der er blevet dræbt."
"Han arbejdede henne i køkkenet og har sikkert skyldt penge for crack eller noget andet. En dag kommer tre fyre, én bevæbnet med pistol og de andre med knive. Det er lige til sagen, de forsøger ikke at skjule noget. Åbenlyst bevæbnede går de ned ad gangen, direkte ind i hans celle, og skyder ham igennem øjet. Han har uden tvivl været død efter skuddet, men dels for at være sikre og dels for at statuere et eksempel gav de ham derefter adskillige knivstik. Som sædvanlig er der ingen, der har set noget som helst."
Med jævne mellemrum udbryder der krig blandt de indsatte. Rivaliserende grupper slås om magten, og lederen af den vindende gruppe bliver bossen i fængslet.
Peter: "Som sagt forsøger vi at undgå problemer. Men der var en gang, hvor vi sad henne i blok fire - der var en venezuelaner, der hed Johnny, som mente, at han skulle styre blokken. Han havde en pistol og kunne derfor stort set gøre, hvad der passede ham. Han lånte penge uden at betale igen, han stjal fra os, og en dag kom han ind i vores celle og smadrede vores radio. Under forskellige lejligheder nåede vi begge at få en på hovedet af ham."
"Det endte med, at vi gik til bossen og fortalte ham, hvordan Johnny generede os og alle andre i blokken for den sags skyld, og vi spurgte, om der kunne gøres noget ved det. Han svarede, at det skulle vi ikke bekymre os om, det skulle han nok kigge på."
"Næste dag fik Johnny smadret en stor sten lige i ansigtet, blev hakket med macheter i arme og ryg og fik skåret maven op, så mavesækken hang ud af ham. Han så forfærdelig ud, da de bar ham væk, og alle var sikre på, at han ville dø efter den behandling. Men han klarede den, fik en ny mavesæk af plastic og kom tilbage igen efter et par uger. Siden da har der ingen problemer været med ham."
"Lige efter overfaldet gik vi ned til fængselsdirektørens kontor for at finde ud af, om der ville komme en razzia. Det gør der tit, når der har været våben involveret. Der hørte vi direktøren og en vagt grinende gå og snakke om, hvad der var sket med Johnny. Han var ikke populær blandt nogen, og razziaen kom aldrig."

Har du penge kan du få
Ved razziaerne lyder en sirene. Alle bliver kommanderet ud og hen på en asfaltplads. Vagterne har pumpguns med plastickugler, og de skyder efter fangernes ben, indtil de er på plads. Her sidder de nøgne på hug med hænderne over hovedet, mens deres celler bliver gennemrodet.
Peter: "Det er meget hårdt at sidde på den måde. Det er ufatteligt varmt, og efter noget tid begynder du at falde sammen, lige indtil der kommer en vagt, der sparker eller slår, så sidder du ordentligt igen. Tilbage i cellen ligger alle dine ting ud over hele gulvet. Måske har de tændt for vandhanen, så det hele sejler i fem centimeter vand, og hvis de finder noget, de kan bruge - solbriller eller en kasket - ja, så tager de det."
Mads: "Det er så korrupt, du drømmer ikke om det. Man kan købe stort set alt af vagterne. Det er ikke så længe siden, en vagt blev fyret, fordi han havde en pistol med til en af fangerne. Han var nok den mest korrupte af dem alle sammen."
"Men også til hverdag, hvis du gerne vil ud til telefonen, og vagten nægter dig det, så giver du ham 2.000 Bolivar (ca. 22 kr), så må du gerne. Det samme gælder, når du skal ud med vasketøj eller noget andet."
Mads sad for nylig fem dage i 'hullet' - en isolationscelle - fordi han diskuterede med en vagt. Egentlig var han blevet idømt 15 dage, men det ændrede 3.000 Bolivar på.

De ved hvad crack er
Mens vi snakker, står der hele tiden nogen og kigger igennem tremmerne ind til os og spørger efter cigaretter og penge. Vi rejser os og stiller bordene på plads. På vej hen til Mads og Peters blok gør vi stop ved en sodavandsbod, der har åbent i anledning af besøgsdagen. Her møder vi en fange, der drillende lægger armen om Peter og forklarer, at ham og Peter - der er helt med på vittigheden - skam er kærester. Da vi går videre, svarer Peter på det uundgåelige spørgsmål om homoseksualitet i fængslet.
Peter: "Bortset fra enkelte bøsser, der giver bodymassage, er der ingen homoseksuelle herinde. Der bliver lavet meget sjov med det, 'Hey, vil du være min kæreste i nat', men det er alt. Du kan roligt bukke dig efter sæben, det er en skrøne, at alle har sex med hinanden, i hvert fald i det her fængsel."
Vi går igennem en blok, hvor der er afsat et rum til kirkelige ceremonier. Der er gudstjeneste hver morgen, og det er en larmende og meget populær affære.
Mads: "Der er mange herinde, der går i kirke, og hvis du spørger dem, er de religiøse. Men sekundet efter de forlader gudstjenesten, river de en side ud af salmebogen til at pakke crack ind i. Folk herinde er totalt stupide. De ved, hvad crack er, de ved, hvad en pistol er, og måske ved de, hvem deres mor er, og så er den ikke længere. Otte ud af ti ryger crack, og de stjæler alt, hvad de kommer i nærheden af."
Mads og Peters blok hedder 'Infermaria'. Den var oprindelig til syge fanger, men på grund af pladsmangel sidder her også raske. Mange af dem er stikkere, der uden tvivl vil blive slået ihjel, hvis de bliver sat i nogen af de andre blokke. Gangen har celler på hver side og er aflåst med en gitterdør. En vagt er placeret til at låse folk ud og ind.
Der sidder mange på gangen, fordrevet fra deres celler af medfangernes familiebesøg. En medtaget dør på højre hånd fører os ind i Mads og Peters celle. Den er på ca. 15 kvadratmeter, med gule vægge, dekoreret med Dannebrog og side 9-piger.
Der er trykkende varmt, da ventilationen er begrænset til nogle riller i væggen under loftet. Et 14 tommers fjernsyn kører, og deres cellekammerat sidder på sin seng og kigger uinteresseret på en venezuelansk novelleserie. Vi lukker døren og slår os ned på sengene.
Mads: "Ham dér sidder inde for voldtægt og mord. Han nægter sig skyldig og har under forhør angivet en anden. Ham, han har angivet, har venner herinde. Så vores ven her kommer ud for en alvorlig ulykke, hvis han bevæger sig for meget rundt."
Hver uge sender familien i Danmark penge til at dække dagligdagens bestikkelser og cigaretter og mad.
Peter: "Det er synd, du ikke har set vores mad, det kunne blive en artikel i sig selv. Kokkene er simpelthen så ulækre. De vasker ikke hænder, og de snotter overalt. Især hvis vi får suppe, er det ulækkert, der har du ikke en chance for at vide, hvad der er i."
"På et tidspunkt havde vi vilde hunde og katte, der løb rundt herinde. Det har vi ikke mere. Gad vide hvor de er blevet af? Det er sgu' rigtigt. Der er før fundet underlige behårede stykker kød i maden. Hvis vi ikke kan se, hvad det er, så spiser vi det ikke. Familien til ham, vi sidder sammen med, køber ind for os, så vi laver jævnligt mad selv. Vi spiser os ikke stopmætte, men vi overlever."
Vi går en tur rundt i blokken. For enden af gangen ligger toiletterne. Langs væggene står nogle ualmindeligt snavsede toiletter med skillevægge imellem. Der ligger affald rundt omkring, dog samlet lidt sammen, måske i anledning af besøgsdagen. Badefaciliteterne er i et andet rum. De består af en enkelt bruser, der er ved at falde ned, og et toilet hvor vandet fosser ud, og som Peter forklarer: "Så når du pisser, vælter det ud over hele gulvet."

En bureaukratisk affære
Danmark har ingen udvekslingsaftale med Venezuela, men Europarådet forhandler i øjeblikket om en samlet udvekslingsaftale med samtlige EU-lande og Venezuela. Det er en bureaukratisk affære, der ikke umiddelbart giver Mads og Peter nogen forhåbninger om at komme hjem.
Mads: "Dagene går med at holde modet oppe, holde fast i sin sunde fornuft og tænke på, at der er et lys for enden af tunnelen, selv om det godt kan være svært at få øje på."
Peter: "Det, at vi hele tiden har haft hinanden at støtte os til, har hjulpet utroligt. Jeg kan slet ikke forestille at være havnet herinde alene, så ved jeg sgu' ikke..."
Mads: "Hvis jeg ikke havde haft Peter, var jeg blevet sindssyg for længe siden, det er helt sikkert."
"Lige nu vil jeg bare hjem, men det er forkert at tænke sådan."
Besøgstiden er slut. På vej mod udgangen kigger Mads rundt i fængselsgården og med et opgivende smil udbryder han:
"Ja, vi er sgu' rigtig kommet på jungletur i Venezuela. Det er bare den forkerte jungle!"

Fakta - De hårdeste kriminelle bestemmer
Nedenstående er hentet fra Den Danske Ambassade i Venezuelas hjemmeside:
http://www.dinamarca.com
"Fængselsforholdene i Venezuela er blandt de værste i verden. Myndighederne har ikke kontrol med hverdagene i fængslerne. De hårdeste kriminelle bestemmer. De sanitære forhold er under al kritik, der lugter og er snavset. Vold forekommer ofte, herunder tortur og mord blandt medfanger. Maden skal bringes af familien, for fængselsvæsenet har ingen penge selv. Og de som ikke har pårørende må tigge hos medfangerne, stjæle fra dem eller sælge sig selv til prostitution.
Ambassaden kan ikke få dig ud af fængsel
!Rør ikke narkotika!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu