Læsetid: 4 min.

Det lille teater

3. september 1999

Svalegangens Dukketeater er en verden af pap og papir. Men den skal tages alvorligt

Dukketeater
Borge og byer, riddere og skønne kvinder - et broget eventyr om middelalderen udspiller sig på en af verdens mindste scener. Mænd kæmper og klirrer med deres sværd. Tusmørket sænker sig over en skovsø. Der konspireres i dybe kælderhvælvinger. Bittesmå fakler flakker i mørket. Et slot går op i luer. Det er en verden af pap og papir, lys og musik, fin som et knip-lingsbroderi. Og alligevel så stor, at man bliver helt væk i den, i de 35 minutter, forestillingen varer. I lørdags havde Svalegangens Dukketeater i Århus premiere på et drama af den tyske romantiker Heinrich von Kleist, Kätchen fra Heilbronn, i anledning af Festugen.

Snoretræk og drejescene
Da spillet er slut, kommer Per Brink Abrahamsen ud og bukker: "Så må man gerne kigge, men ikke pille", siger han, som altid, når han inviterer publikum ind bag kulisserne, til en sindrig verden af snoretræk og drejescener, realiteten bag trylleriet.
Det er ham, som har ført de små, flade dukker, med kostumer som skuespillerne ved premieren i Meinungen, 1876. Det er også ham, der har sørget for de hyppige sceneskift i den diminutive, men tro kopi af kulisserne i det store teater dengang. Han er lederen af det lille teater. Men han er ikke alene: Professionelle skuespillere har lagt stemmer til. Dekorationerne er malet af en teatermaler. For lyddesign og kulisser står en computerekspert.

Privat teater
Det hele begyndte i julen 1950. Da fik Per Abrahamsen et papteater fra et postordrefirma. Han var ganske lille, gik ikke i skole endnu, og havde aldrig været i et rigtigt teater. "Der begyndte min interesse for teatret", fortæller dukkeføreren, der også er dramaturg. "I begyndelsen var det min mor, der læste alle rollerne. Senere fik jeg båndoptager. Så satte jeg venner og kammerater i gang." Historien er typisk: Sådan er papirteater blevet spillet i tusinder af hjem i 200 år: Det var, i sin oprindelse, slet ikke tænkt som offentligt teater. "Alle de andre dukketeaterformer har grundlæggende været professionelle", fortæller Per Abrahamsen. "Her går der en lang tradition tilbage til oldtiden". "Papirteatret derimod har udviklet sig i borgerskabets dagligstuer, som legetøj for børn. Det er først i de sidste 20 år, professionelle teaterfolk er begyndt at interessere sig for det."
I Tyskland er der mange, der spiller papirteater. I Holland og Frankrig er der et par stykker. I Danmark er det kun Per Abrahamsen, der beskæftiger sig med genren på professionelt niveau.
Alligevel mener han, papirteatret er den danske dukketeaterform - som marionetterne er den tjekkiske.

Danske billeder
Papirteatret startede i England og Tyskland i begyndelsen af 1800-tallet. På samme tid begyndte Danmark også så småt at komme med. Men rigtigt tag i det danske folk fik genren først i 1880'erne, da litografen Alfred Jacobsen dukkede op, med energi og lyst til at skabe noget enestående i konkurrence med de tyske ark med billedfortællinger og dukketeater: "...danske børn skulle og burde have danske billeder," skrev han i 1919.
De tyske ark blev udkonkurreret - dels på grund af den højere kvalitet i Alfred Jacobsens produkter, dels af nationale grunde: Modstanden mod alt tysk var stor efter 1864.
Noget af repertoiret var da også stærkt nationalistisk. En af forestillingerne hed Den lille Hornblæser, med billeder fra tre-årskrigen. Desuden leverede Alfred Jacobsen dekorationer og tekster til forestillinger, der havde været spillet på danske scener, især Casino. Men det var først i 1914, da Familiejournalen begyndte at trykke kulisser og figurer, at papirteatret kom ud også i mindre velbeslåede hjem. Nu var det et massefænomen, på linie med tegneserier. Men stadig kun til privat brug.

Biedermeier
Papirteatret er, i alle lande, blevet betragtet som et middel til opdragelse af børn. Derfor skete det ofte, at klassikerne blev skrevet om til mere stuerene versioner. Hvilket som regel betød, at de blev forandret til uigenkendelighed. Det gik også ud over Kätchen fra Heilbronn, der blev udgivet i en dukketeaterversion i 1900. Den vilde Sturm und Drang blev dæmpet og tilpasset Biedermeiertraditionen, fortæller Per Abrahamsen. Det betød, at alle scener med erotisk indhold blev fjernet. Men Svalegangens Dukketeater er for voksne - så her er Kleists oprindelige ideer kommet til ære og værdighed igen, med alt, hvad de indebærer af ironi og mindre artige detaljer.
"Teater er leg. Men det skal tages alvorligt. Findes der noget så alvorligt, som et legende barn," siger Per Abrahamsen, en mand, som leger med dukker, og gør det, så alle, der ser det, får lyst til at være med.

*Kätchen fra Heilbronn opføres også fredag den 3. september kl. 17 og lørdag den 4. september kl. 14

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu