Læsetid: 4 min.

Lillebror is watching you

23. september 1999

Efter ECHELON-afsløringen skal ingen beskylde Hemmeligt Lytter- og Seerforbund for paranoia

Befriet område
Det kan være en bitter pille at få ret. Hvad vores forening har gentaget og gentaget i over 20 år, overfor pressen og de ansvarlige politikere, er nu blevet afsløret som skinbarlig virkelighed, bl. a. her i bladet. Lillebror holder øje med os. Det er jo det vi hele tiden har sagt. Lillebror holder nøje øje med os, og det sker 24 timer døgnet rundt.
Lillebror aflytter telefonbokse, telefax, computere, dørtelefoner, stereoanlæg og hårde hvidevarer. Lillebror ved, hvad der er i vores køleskab, og hvilke tal vi stemmer på i Lotto. Og når vi skærer grimasser foran spejlet, hvem står så og fniser på den anden side af spejlet?
Lillebror, såmænd.
For Lillebror ser alt.
Og det var vores forening de første til at påpege.
Jeg husker tydeligt første gang, jeg 'så' Lillebror. Det har været omkring 1965, og jeg er knap 11 år gammel, altså lige lidt for gammel til børne-tv, men gammel nok til ikke at sluge hvad som helst råt.
Det første, der møder den godtroende seer, er Lillebrors mistænkeligt store øjne. "Hvad skal vi lege?" siger Lillebror. Ingrid smiler. Det er for at aflede opmærksomheden fra Lillebrors parabol-øjne, der flakker hid og did mens de stiller skarpt på 'seerne' derhjemme i stuerne.
Jeg gennemskuede straks, hvad der reelt var på færde.
I 1967 skrev jeg en stil, der hed Lillebror har radarøjne -ser alt? I dokumentet gør jeg nøje rede for min teori: Lillebror er et hemmeligt våben, opfundet af CIA, der ved hjælp af radarstråling kan 'se' alting gennem skærmen og dermed afsløre og filtrere al information, der foregår i familien Danmark, helt ned til farven på undertøjet. Teknisk er det ikke noget problem. For CIA har det kun været et spørgsmål om at finde en dukke, der går i folk med træsko(!) på. Jeg afslører ned til mindste detalje, hvordan Lillebror er et genialt redskab til overvågning i koldkrigstid.

Total tavshed
Der er øjeblikkelig total tavshed omkring min stil. Dokumentet forsvinder fra jordens overflade. Jeg sendes til skolepsykolog til observation for 'griller'. Min tid hos skolepsykologen er rent spil for galleriet. Jeg har selvfølgelig gennemskuet, at den rødhårede psykolog ikke er den hun giver sig ud for at være. Det er selvfølgelig Ingrid i forklædning.
Hver dag åbner hemmelige agenter min madkasse og forbytter mine ostemadder med søvndyssende Lillebror-ost (som jeg tygger og spytter ud, når Lillebror ikke ser det).
Heldigvis er jeg ikke den eneste, der har erkendt truslen fra Lillebror. Min fætter, Helmuth Styrthjelm, deler mine bange anelser, og sammen danner vi i 1970 Hemmeligt Lytter- og Seerforbund, hvis hovedformål er at afsløre Lillebror-sammensværgelsen. Under falsk dække af at drive snedkerværkstedet Styrthjelm & Styrthjelm på en mark syd for Gladsaxe, planlægger vi et bombeattentat på den raffinerede, højteknologiske 'skærmtrold'.
Desværre går bomben af i utide og efter en fingeret 'retssag', hvor vi holder kortene tæt ind til kroppen, sender man os i forvaring i separate sikringsceller.

Afsløret
Kort efter løsladelsen i 1976 tager Helmuth og jeg stærkere midler i brug. Vi begynder at gå i fast rutefart på Strøget med store sandwich-skilte med teksten: VÅGN OP! LILLEBROR KENDER DIT SANDE VÆSEN!
Det har en øjeblikkelig effekt. Ingrid og Lillebror føler sig øjensynlig 'afsløret', for programmet fjernes uden varsel fra sendefladen. Ingrid går under jorden mens CIA-agent Bob Goldenbaum udstationeres i fjernøsten. 'Lillebror' udstilles i form af to harmløse attrapper i TV-byens museum.
I Hemmeligt Lytter- og Seerforbund troede vi en kort overgang, at det virkelig var lykkedes at true USA til at opgive spionagen. Men Helmuth modtager i sensommeren et mærkeligt telegram med teksten: Hvad skal vi lege stop spø'r vi hinanden stop.
Underskrevet T.D. (Thorkild Demuth?) Vi antager, at nogen i TV-byen har villet advare os imod, hvad der i virkeligheden blev af Lillebror, da 'børneudsendelsen' stoppede i 1976. Dekryptering afslører, at telegrammet taler sit eget tydelige sprog: 'Venner' af foreningen lader os forstå, at Lillebror er blevet optimeret til rumalderen og sendt i satellit-kredsløb om jorden. Observationer med kraftige fulgekikkerter bekræfter dette. Hvis man på en efterårsaften - præcis en time efter solnedgang i klart vejr - retter en kikkert fem grader i sydvestlig retning, venter der én et skrækindjagende syn.

Gigantiske filtører
Lillebror hænger i det tomme rum med bugen nedad og stirrer ned på Vest-Europa og dele af Asien, med gigantiske konvekse spejle i øjenhulerne. Utrættelig følger Lillebror med i alt hvad der rører sig. Gigantiske filtører med indbyggede supersoniske atommikrofoner lytter til hvert ord, der bliver sagt. Hver eneste skåltale i Mørkøv Forsamlingshus, hvert eneste tilbud på en brugt bil i Silkeborg, hvad du synger i badeværelset, håndboldresultaterne i fjerde division for kvinder, de gode kort, du har på hånden i canasta: Lillebror opfanger rub og stub.
"Jeg ved ikke mere om Lillebror, end jeg har læst i pressen," siger Forsvarsministeren.
Ja den er go'.
Men Hemmeligt Lytter- og Seerforbund kan da hjælpe ministeren lidt på gled og oplyse offentligheden om, hvad der reelt gemmer sig bag den store, mystiske golfkugle ude på Aflandshage.
Derinde sidder såmænd Ingrid Skovgaard, hemmelig agent, som ingen har set siden 1976, og fjernstyrer Lillebror med radioaktive orgon-stråler. Det er for resten også hende der fandt på kodenavnet ECHELON, som er oldgræsk og betyder - ja gæt tre gange: PÅ GENKIK.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu