En dansker forklarer i ny bog, hvorfor amerikanerne er så optaget af deres retspraksis. Den tjener som pejlestok for en nation uden andre samlingspunkter
Doktordisputats
BOSTON - For en del år siden indskrev jeg mig til et semesters studier i amerikansk jura på et herværende universitet. Der gik ikke lang tid, førend jeg bittert fortrød denne beslutning. Lige fra første dag i klasseværelset blev jeg overvældet af det antal case studies, som de studerende skulle lære udenad.
Udenadslære - sådan tilegnede man sig amerikansk sædvaneret. Teorier havde lærebøgerne ikke på det tidspunkt, kun referater af retssager og dommerkendelser. Med skam må meldes, at jeg dumpede med et brag.
Uden en klar referenceramme var det umuligt at holde sammen på og huske alle case-studies i den tykke lærebog, når eksamenstiden oprandt.
Efter at have læst Helle Porsdams bog - en afhandling, hun skal forsvare mandag på Syddansk Universitet til den filosofiske doktorgrad - føler jeg mig mindre flov. I bogen lærer man nemlig, at min gamle lærers metode - kaldt positivistisk - er på vej ud af faget.
Retstraditionen
Denne anekdote for at belyse, hvor utroligt vidt Porsdams dybt imponerende værk spænder. Hendes ærinde er at undersøge, hvilken rolle amerikansk retstradition spiller for landets kulturliv eller måske bedre - for amerikanernes selvopfattelse, deres definition af en national identitet.
Undervejs når hun at berøre næsten alle aktuelle og relevante samfundsdebatter i dagens Amerika - lige fra racediskrimination til feminisme og striden om fri abort. I skønlitterære værker af Tom Wolfe og Scott Turow, i sæbeoperaer og iscenesatte domstole på tv, finder hun én lang rød tråd - amerikanernes retsliggørelse af alt mellem himmel og jord i deres fascinerende samfund.
USA ånder og lever med sin 200 år gamle statsforfatning og et enormt lovkompleks, som højesteret og domstolene er bemyndigede til at tolke, hvorved den dømmende magt i virkeligheden indtager rollen som samfundsopbygger. Mange vil mene, at præsidenten og medlemmerne af Kongressen besidder mindre magt i det amerikanske samfund end dommerne i højesteret.
Da en udenlandsk akademiker fornylig bemærkede, at det vel ikke gør den store forskel, om en demokrat eller en republikaner sidder i Det Hvide Hus, blev hun straks irettesat af kolleger på Harvard University.
"En præsident udpeger højesteretsdommere," lød det.
Domstole giver garanti
Helle Porsdam er datter af en kendt dansk jurist, uddannet i Alf Ross' posivistiske retstradition, og bevæger sig i denne bog ind i et helt andet univers end det nordeuropæiske/sydeuropæiske.
Hendes fascination af den angelsaksisk/amerikanske sædvaneret og forfatningstradition skyldes de kolossale muligheder, der opstår for social og kulturel bildung.
I USA tyer undertrykte indianere, forskelsbehandlede sorte og kvinder med håb om ligestilling alle til forfatning og domstole. Ingen anden institution - hverken kirken, staten eller Kongressen - yder dem en lignende garanti for at gøre uret god igen.
Men denne garanti udløses ikke pr. automatik. Et hundrede år efter ophævelsen af slaveriet gik hvide og sorte børn stadig i separate skoler. Selv efter at højesteret i 1954 erklærede raceadskillelse forfatningsstridig, gik der 10-15 år, inden retfærdigheden skete fyldest.
I sin belysning af hvorledes amerikansk retspraksis tjener som et instrument til at gennemtvinge ændringer i samfundet, anvender Porsdam samtidslitteratur og tv-serier fra 80'erne og 90'erne. Det er en højst original indgangsvinkel til stoffet, som bidrager til en dybere indsigt i amerikanske samfundsforhold.
Hendes analyse af tv-showet The People's Court - en tv-domstol, der afgør civile sager fra det virkelige liv - er eksemplarisk og demonstrerer på forbilledlig vis, at domstolenes betydning for de amerikanske borgere kan sidestilles med Gud. Det er kulturkritik på højt plan.
De litterære analyser af Tom Wolfes og Scott Turows værker - der hver for sig inddrager 'retsliggørelsen' af det amerikanske samfund som et hovedelement i deres romaner - når måske ikke helt op på det niveau. Kan de to populærforfatteres fiktion mon tages som udtryk for tingenes virkelige tilstand? Sociologer ville nok gøre indsigelser.
Forbilledlig klar
Men Porsdam kommer hurtigt igen. I et senere kapitel anvender hun Margaret Atwoods The Handmaid's Tale til at illustrere det velnok mest omstridte emne i dagens USA - fri abort. Fortryllende læsning. Også kapitlet om rettigheders betydning for indretningen af pars samliv kan måle sig med den bedste akademiske produktion fra amerikanske universiteter.
Forfatteren, den forhåbentlig kommende dr. phil, har tilbragt flere år på Yale og Harvard University, hvor hun har suget lærdom til sig. Hendes evne til at formulere sig på et fremmed sprog og den klarhed, hvormed hun udtrykker sine tanker, ligger på højde med førende amerikanske akademikere.
Afhandlingen henvender sig med andre ord primært til et amerikansk publikum. Det kunne være spændende at høre fra Porsdam, hvad man i Danmark kunne lære af amerikansk retstradition. Måske det bliver jurastuderende i Odense forundt...
*Helle Porsdam: Legally Speaking, Contemporary American Culture and the Law. 269 s., University of Massachusetts Press. Forsvares som afhandling for den filosofiske doktorgrad på Syddansk Universitet mandag kl. 14.15.
