Læsetid: 7 min.

Én mand - ét imperium

4. september 1999

I ny bog fortælles historien om Tvind, set udefra. En skole, der startede som undervisningsministerens yndling og endte med en særlov. Tvind og Amdi Petersen er som de altid har været, mens resten af samfundet har ændret sig, siger forfatteren

Den 1. februar 1983 sank Tvind-skibet Activ. Alle otte ombordværende omkom i brandstormen i den Engelske Kanal.
Forliset kunne være undgået, hvis besætningen havde lyttet til stormvarslerne og taget hensyn til, at det var et gammelt træskib, som en gang tidligere var sunket - og i det hele taget havde lyttet til egne og andres erfaringer. Men de valgte at sejle ud. På trods og med livet som indsats, skulle det vise sig.
Ved de efterfølgende søforhør blev der ikke rejst tiltale mod nogen, og dermed blev skylden indirekte placeret hos skibsføreren.
For historikeren og tidligere højskolelærer Jes Fabricius Møller, forfatteren til en ny, endnu ikke udkommet bog På Sejrens Vej, er der imidlertid ingen tvivl om, at skyldsspørgsmålet i det tragiske forlis entydigt kan placeres hos Tvind. Men eftersom det danske retssystem er baseret på, at skyld er individuel, og at man ikke kan straffe kollektivt, (her taler vi ikke om særlov) slap Tvind for videre tiltale.
Ifølge Jes Fabricius Møller kan der gives flere forklaringer på, at besætningen sejlede ud denne februardag. For eksempel at Tvindskibet skulle være tilbage i Nyborg på et bestemt tidspunkt for at samle nye elever op, og selvfølgelig adlyder man ordren fra 'centralforvaltningen i Tvind.'
"Hele Tvinds ideologi er bygget op omkring en klippefast tro på egne evner og muligheder. Der kan ikke ske erfaringsoverførsel, eftersom erfaring kun kan tilegnes ved egen drift, og hvis man vil have en erfaring om, at skibet ikke kan sejle i hårdt vejr, er man nødt til selv at prøve det. Det er det, som den tidligere bestyrelsesformand for Den rejsende Højskole, Carsten Ringsmose, har kaldt erfaringspædagogikkens grænser," siger Jes Fabricius Møller.
"Du kan selv", og "alt kan lade sig gøre, hvis bare man vil", er slagordene på Tvind - og de afspejler direkte Tvindgrundlæggeren Mogens Amdi Petersens personlige erfaringer med såvel skibsfart som skoledrift og vindmøller. Og når man nu kan bygge verdens største vindmølle ved egen håndkraft, skulle det vel ikke være nogen sag at sejle ud i den Engelske Kanal i stormvejr.
"Activs forlis var ikke blot en tilfældig katastrofe, men en nødvendig konsekvens af Tvinds måde at forvalte erfaring på," siger Jes Fabricius Møller.

Objektive kriterier?
På sejrens Vej er den første bog, som forsøger at beskrive Tvind objektivt, set udefra. Hidtil har der kun været skrevet en bog, nemlig Tvind - set indefra af Britta Rasmussen, afhoppet Tvind-lærer.
Det er historien om, hvordan Mogens Amdi Petersen ene mand kunne bygge et helt imperium op, som gennem tre årtier har kunnet fastholde offentlighedens fascination - og skræk - af gåden Tvind. Uden at have anden magt end den, der udspringer af personlig karisma.
Det er historien om et lukket skolesystem, som har drevet folk til sammenbrud, men hjulpet andre, som var opgivet af de øvrige skolesystemer. Og det er historien om en institution, som det lykkedes for at få et folketingsflertal til at vedtage en særlov i strid med Grundloven - og dermed sikrede Tvind en plads i Danmarkshistorien.
Det sidste er den egentlige grund til at Jes Fabricius Møller, daværende højskolelærer på Grundtvigs Højskole og medlem af redaktionen af Højskolebladet, i 1996 begyndte at interessere sig for det Tvind, som i jubilæumsbogen fra 1994 i anledning af højskolebevægelsens 150 år kun nævnes med ganske få linjer.
"Siden 1996 hvor særloven og hele lovkomplekset om Tvind blev vedtaget, har Undervisningsministeriet med undtagelse af fire skoler konsekvent nægtet at godkende Tvind-skolerne. Det er blevet politisk bestemt, at skolerne ikke skal have tilskud, og med bestemmelsen i lovgivningen om, at det er op til undervisningsministerens skøn, om der skal gives tilskud, har man givet al magt til forvaltningen i Undervisningsministeriet."
"Det store spørgsmål er, om vi kan acceptere at leve i et samfund, som ikke har objektive kriterier for, hvornår man er berettiget til statstilskud," siger Jes Fabricius Møller, der ikke kan lade være at opremse skrækscenariet:
At der kommer en socialdemokratisk undervisningsminister, "som ikke er Svend Auken", og med højskoleloven i hånden kan fratage bestemte højskoler deres tilskud.
At det var formanden for foreningen af folkehøjskoler, den radikale Søren Bald, der ifølge Jes Fabricius Møller støbte nogle af kuglerne til Ole Vig Jensens krig mod Tvind, der endte med den ulykkelige særlov, er et af de sorte kapitler i højskolebevægelsens historie.
Det var for eksempel Søren Bald, der i en kommentar til, at 24 Tvind-skoler i 1997 ikke blev godkendt, skrev "Mine tårer er tørre".
"Jeg er selv radikal, og jeg skammer mig næsten over det, når jeg tænker på, at det var en radikal minister, der i den grad brød med vores stolte retspolitiske traditioner," siger Jes Fabricius Møller.

Tvind er Amdi
Tilskud eller ej. Jes Fabricius Møller er ikke i tvivl om, at Tvind fortsat vil have en placering på verdenskortet, men også at det formentlig står og falder med Mogens Amdi Petersen.
"Den dag han ikke længere er der, vil der sikkert ske noget afgørende med Tvind, for det er først og fremmest i kraft af hans karismatiske ledelse, at folk går ind i Tvind og trodser al borgerlig snusfornuft. Trodser den fornuft, vi andre lægger for dagen med alle vores forsikringsordninger, vores Mazda 323 med fem døre, som skal køre vores børn sikkert til skole, vores pensionsordninger, vores tosomhed, ja hele den måde vi har struktureret vores tilværelse på."
"Alt det er fuldstændig annulleret i Tvind. Ene og alene i kraft af Amdi Petersen. Tvind er et udmærket modbillede på vores samfund, for hvad er det disse mennesker får igen? En fast forankring i et fællesskab, hvor der aldrig er tvivl om, hvad hver enkelt skal gøre."
Oprindelig var Tvind om ikke offentlighedens yndling så i hvert fald en accepteret pædagogisk nyskabelse.
Det nødvendige Seminarium, der blev oprettet i 1972, blev modtaget med stor interesse og velvilje i store dele af undervisningssektoren - ikke mindst af daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S), der var ven-inde med Mogens Amdi Petersen.
På samme tid startede et andet marxistisk inspireret pædagogisk eksperiment i Roskilde, men i modsætning til Tvind var det borgerlige Danmark helt på tæerne i forhold til Roskilde Universitetscenter (RUC), der i 1976 kun var en stemme fra at blive lukket af Folketinget.
"Tvind og RUC er eksempler på de to veje, som hele tankegodset fra 70'erne kunne tage. RUC forvandlede sig fra i 1972 at have været arbejderklassens revolutionære forpost i et borgerligt samfund til i 1988 at være kapitalens yndling. Tvind udviklede sig i omtrent samme periode fra at være undervisningsministerens kæledægge til at blive politikernes prügelknabe nummer et," skriver Jes Fabricius Møller i bogen.
Efter hans opfattelse er det ikke Tvind, der har forandret sig gennem årene - ideologien er den samme som altid - men samfundet har ændret sig, ligeså har RUC.
"Den eneste måde, Tvind har forandret sig gennem de 30 år, er, at det har vokset sig større, og som sådan er det blevet en større udfordring. Amdi Petersens projekt har hele tiden været ønsket om at ville danne mennesker - ikke af hensyn til menneskene selv, men af hensyn til verden. Ambitionen var en verdensomvendelse. Ove Korsgaard beskriver i bogen Kampen om lyset, hvordan højskolebevægelsen i 70'erne blev skoler for individer, der havde sig selv og deres eget liv som projekt, mens Tvind gik den modsatte vej og sagde helt åbenlyst, at individet intet betyder, men hvad du som menneske kan gøre for den fremtidige verdensudvikling."
I sociologisk forstand er Tvind en sekt, hvor det personlige ikke eksisterer.
Familien, tosomheden og det private liv er suspenderet til fordel for en forestilling om mennesket som en del af et større fællesskab. Hvilket vel i sig selv er lidt af et ideal?
"Ja, men en del af offentlighedens fascination har været, at vi ikke ved, hvad der foregår, fordi Tvind er meget lukket og derfor kan opretholde myten om sig selv. Sekter er altid spændende, fordi de trodser de spilleregler, vi tror gælder. For eksempel forestillingen om, at når vi yder et stykke arbejde, så er det for at tjene penge - og opnå behag for vores egen skyld. Men her er der nogle mennesker, der pukler fra morgen til aften - ikke for deres egen skyld, men for et højere mål."
Det højere mål kan formentlig kun opretholdes, så længe Amdi Petersen stadig styrer imperiet med den særlige blanding af forretningssans, ideologi og forførelseskunst.
At sidstnævnte er uforlignelig, fortæller en af bogens beretninger: På et tidspunkt blev Amdi Petersen anholdt i Flensborg og idømt seks måneders fængsel for at have kastet med sten mod en betjent under en demonstration mod et møde i krypto-nazipartiet, NPD. Flensborgs overstatsadvokat blev så charmeret af Amdi Petersen, at han offentligt udtalte, at han ikke betragtede Amdi Petersen som forbryder, men som en kultiveret mand, der var kommet i fængsel på grund af sin overbevisning. Hvilket førte til den helt usædvanlige situation, at statsadvokaten blev ført som forsvarets vidne i appelsagen, der endte med, at de seks måneders fængsel blev gjort betinget.
Jes Fabricius Møllers bog om Tvind er sin objektive form til trods et kritisk opgør med såvel Tvind som med pressens dækning og myndighedernes rolle. Men kan særloven føre til en grundlovsreform, har vi, som Jes Fabricius slutter sin bog, alligevel noget at takke Mogens Amdi Petersen for.

*På Sejrens Vej udkommer 15. September på forlaget Dike

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer