Læsetid: 4 min.

Mens det er for sent

24. september 1999

Efter ti års roman-pause har Arthur Krasilnikoff genfundet den store fortælling

Roman
"Hvis alle oplysninger om et menneske er væk, har det så eksisteret? Er det en historie, man finder på? Eller er der kun historien tilbage?"
Spørgsmålet stilles den unge Marco Polo af den kinesiske Kublai Khan, mens han opholder sig ved khanens hof på sin jagt efter en mystisk duft, der strejfede hans næsebor en nat i Venedig.
Historien om Marcos søgen er bare én af utallige tråde, der væver sig sammen til en stor, faktisk 542 sider lang, fortælling i Arthur Krasilnikoffs roman Nattens rygrad, der udkommer i dag.
Det er ti år siden, Krasilnikoff sidst udgav en roman (nemlig Alting flyder i 1989). Hans ry er især baseret på bøgerne Som landet ligger og Lindas tid om en kræftramt kvinde, der fra hospitalet fortæller historien om sit liv.
Siden da har Krasilnikoff flyttet sit litterære univers fra Ishøj til Kalahari-højsletten i det sydlige Afrika uden at give køb på sin evne til at skildre den menneskelige historie på besnærende og vedkommende vis.

Flugt gennem ørkenen
Bæreren af bogens røde tråd er buskdrengen Kanta, som vi møder som 10-årig en tåget morgen, hvor hans familie massakreres og hans boplads tilintetgøres af nogle grufulde gribbemennesker, der kun overser Kanta (der på det tidspunkt hedder Duube), fordi han er ude i buskene og tisse.
Uden at turde lede efter overlevende vandrer drengen afsted mod vest gennem Kalahari-ørkenen, på samme tid på jagt efter slægtninge og hunderæd for at blive genkendt som en af dem, der skulle have været død. Efter dages vandren støder han ind i Qose, der skal blive hans nye plejemor, da han optages i Tornebuskfolket. Her, i skyggen af bopladsens træer, fortælles resten af historierne, indtil der ikke er mere at sige. For Nattens rygrad er på en måde en fortælling om fortællingens død.
Historien om buskmenneskene, 'det røde folk' eller kwe, består af hele deres erindrede fortid, både myter, slægtsfortælling og røverhistorier.
Men historien handler også om deres forsvindende leverum, om mødet med det sorte og det hvide folk, hvis leveregler gør buskfolket til en uordentlighed. Efter omkring 25.000 år i Kalahari må kwe-folket se sig jagtet, jordløse og hjemløse, totalt marginaliserede af koloniherrer fra det øvrige Afrika og Europa. Det er den aktuelle situation.
Alligevel er Nattens rygrad ikke et politisk manifest. Den er en levende, åndende, bevægelig fortælling, der med skiftende stemmer giver fortiden videre til de tilhørere, der slår sig ned i træernes skygge.

Den ægte fortælling
Den slags fortælling er afgået ved døden flere gange i vort århundrede. En af dens store begrædere er den tyske filosof Walter Benjamin, der i essayet Der Erzähler fra 1936 udpeger romanen og nyhedsmedierne som fortællingens absolutte modstykker.
Fortællingen skal tales, den skal leve og forvandles, mens dens lærdom bliver givet videre fra generation til generation.
Mens romanen fødes i individet i dets ensomhed og reportagerne skøjter hen over essensen i deres overfladiskhed, er fortællingen det eneste medie, der kan videregive den menneskelige erfaring; den klogskab, der kan deles med andre.
Denne fortælling er bogens emne. Den er jo ikke dens identitet, for fortællingen står der på skrift, ikke fortalt i læserens øre af en vis gammel kvinde. Dette paradoks undslipper Benjamin heller ikke, for hans helt er den russiske forfatter Nikolaj Leskov, der ligeledes skrev sine fortællinger ned. Det er ikke så vigtigt.
Fortællingen lever i bogen under den forudsætning, at Arthur Krasilnikoff har lånt sin pen til kwe-folkets stemme. Om han selv har fundet på det eller - som rammehistorien siger - blot har redigeret nogle bånd, er kun interessant, hvis man er ude efter vestens kæledægger, de historiske facts.
I fortælleruniverset består sandheden både af facts og løgne, af erindringer og myter. Om Krasilnikoff deltager i drabet af buskfolkenes fortælling ved at skrive den ned på papir, så den holder op med at ånde, vil vi lade stå hen.

Historiens tråde
Hvad der står tilbage er en opslugende, berørende roman om nogle mennesker langt fra vores hverdagsverden.
En fortælling, der intensiveres af, at den står over for at blive overdøvet af en modernitet, der ikke har plads til fortælletræer, girafjagter og det røde folk. Derfor handler den også om fortællingens død, om den dag, hvor ingen længere hører fortællerens stemme.
Det er en beretning, ikke om en rig kultur, men i en kultur, der er fuld af liv og historie og natur.
En kultur, hvor loven ikke påbyder hævn ved et drab, hvis det er begået på den rigtige måde, men accepterer at mennesker indgår i livet på Det Store Sandansigt, Kalahari, på lige fod med dyr og andre væsener.
Hvor "det fineste ved vores måde at leve på er at vi ikke satte spor."
Hvor den almindelige sammenhæng mærkes gennem alle historiens tråde, selv den om Marco Polo, der ender med at føje sig ind i buskfolkenes erindringer som både metafor og faktisk forbindelse. Hvordan skal ikke afsløres her.
I stedet kan det anbefales at åbne sit sind, sætte en solid weekend af og lade sig blive gjort klogere. Mens det er for sent.

*Arthur Krasilnikoff: Nattens rygrad. 542 s. 375 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her