Læsetid: 3 min.

Mimi J: Aktivering spiller fallit

2. september 1999

Aktivering er ofte nonsens, siger CD's leder, Mimi Jakobsen, i et skarpt angreb den arbejdsmarkedspolitik, regeringen fører

Regeringen skal holde fingrene fra Hjemmeserviceordningen. Den er meget bedre til at skabe beskæftigelse end aktivering.
Det siger CD's leder, Mimi Jakobsen, op til dagens forhandlinger om beskæringer i Hjemmeserviceordningen.
Mimi Jakobsen er stærkt fortørnet over, at erhvervsminister Pia Gjellerup (S) vil skære i den ordning, som hun opfandt i sin tid som erhvervsminister. Især når det socialdemokratiske regeringsparti ikke har andet end aktivering at byde på i arbejdsmarkedspolitikken.
"Hvis erhversministeren og Socialdemokratiet kunne opvise nogen som helst rigtig positive resultater med alle de kurser, de sender folk på, som aldrig fører til noget som helst, og som efterhånden er ved at blive lige så håbløse, som de var for syv til otte år siden, så kan de godt skrotte Hjemmeserviceordningen," siger Mimi Jakobsen.
"Men ordningen har altså noget, som aktiveringen ikke har. Gode gedigne arbejdspladser. Og dem har Socialdemokratiet ikke været i stand til at skaffe," siger Jakobsen.

Utallige breve
- Hvad er problemet med aktivering?
"Jeg får utallige breve fra kvinder på min alder og ældre, der bare bliver sendt på et kursus i tekstbehandling, hvor de så får at vide, at de nok får et job. Men de folk kommer ikke i nærheden af et job, så det er nonsens. Der, hvor der mangler hænder, er på de bløde områder og indenfor servicefagerne."
Samtidig er det meget billigere at skabe job med Hjemmeserviceordningen end med aktivering, siger Mimi Jakobsen.
"Når jeg tænker på de milliarder af kroner, der er blevet brugt på aktivering, og som i mange tilfælde har givet folk nye nederlag, så synes jeg, Hjemmeservice er en umådelig billig måde - for ikke at sige gratis omgang - at skabe beskæftigelse på."

Flere offentlige job
Samtidig stiller CD krav om, at der skal oprettes flere job i den offentlige sektor. Partiet kræver, at flere job inden for en lang række offentlige serviceydelser, skal være et tema i efterårets forhandlinger om finansloven.
"Jobbene skal oprettes alle de steder, hvor man i stigende omfang ser nedslidning. Det gælder busserne, det gælder plejehjemmene og sygehusene. Alle de steder, hvor folk løber for hurtigt. Vi skal til at ansætte folk i stedet for at aktivere dem. Når først vi begynder at se nedslidninger, fordi folk løber for stærkt, og servicen samtidig er elendig, må vi spørge, om vi virkelig har råd til at slagte folk helbredsmæssigt på den her måde. Jeg synes, det er meget kortsigtet."
- Hvad skal man så?
"Groft sagt skulle man ofre langt mindre på aktivering og ansætte folk. Og så til gengæld skrue bissen på. Hvis jobbene er der, og folk ikke vil tage dem, så er der ingen nåde. For der er jo ikke frit valg på alle hylder," understreger CD-lederen og peger på, at en mindre aktiveringsindsats vil frigøre ressourcer i den offentlige sektor.
"Hvis vi mangler arbejdskraft, skulle vi tænke på de tusinde af dygtige folk, der sidder og aktiverer andre. Der er meget, der taler for at ruske op i systemet."

Succesordning
Når CD i dag møder op til forhandlingerne om Hjemmeserviceordningen, bliver det derfor ikke uden sværdslag, hvis erhvervsministeren fastholder sit ønske om at skære dybt i ordningen.
Ved at fjerne tilskuddet til vinduespudsningen og reducere tilskuddet til havearbejdet håber regeringen at spare omkring halvdelen af de 600 millioner kroner, ordningen ventes at koste statskassen i år.
"Det er uendelig dumt at lave Hjemmeserviceordningen om. Den er begyndt at fungere nu, og den tiltrækker netop de ledige, som man håbede på, og folk er glade for den. Og derudover, så koster den ingenting," siger Mimi Jakobsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her